Munddiarrea

En blog der bare ikke kan tie stille

Opture, nedture og det midt imellem – dagbog fra karantæneland #3

Første uge i karantænen er over and out! Juhu! Bortset fra at I alle stort set har valgt at joine – så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal glæde mig til, når jeg er færdig. Jeg kan dog afsløre, at det bliver rart at kunne gå ned i kælderen igen og vaske tøj – pt. er jeg iført røde/hvide julesokker, mintgrønne bukser, pink trøje og blåt undertøj. Jeg kunne godt trænge til at vaske mig til flere muligheder i mit klædeskab, kan jeg afsløre.

Nå, men en ny uge er allerede i fuld gang – og jeg har prøvet at give et lille catch-up af min uge, der gik.

Mandag

Var virkelig en skør dag. Som jeg skrev i midt indlæg fra i mandags var det en meget underlig nat og morgen. Dagens største nedtur var nok (foruden det at komme i karantæne) at opdage, at vi skulle måle vores temperatur to gange i døgnet med et good old røvtermometer. Det er jo egentlig ikke slemt (det kan jeg godt sige nu, hvor det er gjort en milliard gange. Eller i hvert fald 14), men vi følte begge sådan en barnlig ”Ej, det er bare det værste i verden”-fornemmelse omkring det.

Jeg bliver så også bare nødt til at sige: Der er intet romantisk, kønt eller rart over at dele termometer med en anden! Intet! Nada! Niet! Det er så ucharmerende at høre sig selv spørge kæresten, om han nu har vasket og sprittet det godt nok af – for man er altså den næste i køen. Jeg ønsker mig så meget to termometre i julegave – his and hers! Det må være løsningen!

Tirsdag…

Var ikke rigtig noget at skrive hjem om. Det mest spændende tirsdag var at afvente, om der kom flere positive/negative coronatest fra karantæneholdet. Det gjorde der. Tre til undersøgelse, tre positive. Yikes!

Onsdag

Må man nok sige har været en af de mere dramatiske dage! Seriøst så lukkede Danmark lige! WHAT?! Jeg må indrømme, at vi begge to følte os meget talt til, da statsministeren takkede alle dem, der viste samfundssind. You’re welcome, Mette og DK! Vi holder vores eventuelle corona hjemme.

På et mere personligt plan var det vildeste der skete nok at vi bestilte skakbrikker! Vildt, ikke?

Torsdag

Kø kø kø kø kø på nemlig.com! Bestemt dagens største nedtur at være sat helt ud af handlespillet.

Uh! Og der var virkelig drama på matriklen! Vores grill væltede!! Så meget, at vi måtte være to mennesker til at rejse den og stormsikre den. Den fik tilmed et stort slag. Jow jow, der sker ting og sager i karantænelivet.

Dagens højdepunkt var nu at læse nogle af de bestemmelse/love som Folketinget gerne ville have indført. Særlig nummer 04 på TV2s liste begejstrede mig! For når en sailor går i land, så ved man i hvert fald, hvad der nu ikke kan ske længere! LOL.

Fredag

Tog vi et smut til Magaritaville! Eller nok nærmere Gin Fizz-ville. En af vores taktikker for at få karantænen til at glide ned er at prøve at få dagene til at føles som de ugedage de er. Så vi dressede fint op og shakede cocktails. Derudover havde vi via nemlig.com (inden hele lortet gik ned onsdag) fået lagt en ordre på stenbiderrogn. Jeg siger det bare: vores karantæne steg altså lige et par classiness grader!

Af andre opture kan det nævnes at vi fik hele tre ”besøg” af nemligmanden (eller han satte varerne udenfor, men der skete da stadig lidt) af postnordmanden (vi fik vores skakbrikker hjem!) og af verdens sødeste menneske, Carina, som leverede apotekervarer.

Lørdag

Bankede et velkendt ansigt på vores dør og lagde en meget smuk bryllupsinvitation på vores trappe! Hallo, for en overraskelse. Erkendelse: Jeg kan godt lide, når folk kommer med ting til os! Også en erkendelse: Jeg kan virkelig ikke lide ikke at kunne byde folk på et eller andet.

Søndag

Bød på store opture – og en enkelt (bogstavelig talt!) nedtur.

Først og fremmest fandt jeg ud af, at jeg har verdens bedste kolleger, da Østerbros sødeste cykelbud (Stine) kom forbi med en gave fra mine nærmeste kolleger. De endte jo også med at blive sendt hjem, men inden da, havde de besluttet, at jeg skulle forkæles med en bog og nogle snacks. Er det ikke bare sødt?

Derudover så vi på Facebook, at der blev sendt gudstjenester online. Seriøst! Liveunderholdning til karantænen! Vi var på – også selv om jeg aldrig tror, vi aldrig har været at finde på kirkebænken en helt almindelig søndag. Men hey, alt tæller i karantæneland! Og det var en rigtig fin oplevelse. Selv om vi virkelig havde budt ind på, at der ville være nadver. Det kan I nok se, at vi havde glædet os til. Men vi fandt ud af at drikke vores portvin alligevel.

Nå, men derudover havde vi i karantænen også besluttet os for at lave en ægte søndagsfrokost – så frem med nybagt grydebrød, sild, snaps, øller og hjemmelavet æbleflæsk! Hold op for en fest det var at gøre klar til. Vi sparede ikke på billeder til venner og familie af øl og snaps. Vi jokede lidt med, at vi bare kunne drikke os fra det hele: ”Karantæne? Det kan jeg ikke huske, at jeg har været i!”.

Men hovmod står for fald! Halvanden snaps og en enkelt øl senere gik vi ud for at trække luft i haven. Jeg gad ikke snøre mine vandrestøvler, og da min hæl sad fast gled jeg ud over havetrappen og blev grebet af hækken (og jernstativet under den). Hold kæft, hvor var det både sjovt og ømt! Jeg kunne næsten ikke samle mig af grin, da jeg kunne se, at hækken har fået et Julieformet hul. Omvendt kunne jeg næsten heller ikke trække vejret, da mit ribben ligesom havde kysset jernstativet. Nu med åndenød – men ikke pga. corona. Stærkt. Jeg valgte at køle ankel, knæ og ribben med is og bedøve med alkohol. Nå, men det blev en festlig affære – og kroppen er ok nogle dage senere. Men er der nogen der finder min stolthed, siger de bare til… Jeg må ligesom ikke gå ud for at lede efter den.

Nå, men det var min uge. Jeg håber, at I også får nydt jeres karantæne/isolations/hjemsendelsesliv.

Kh Julie

Netværk og nemlig.com – Dagbog fra karantæneland #2

Nå, så blev hele Danmark lukket ned! Det giver selvfølgelig en masse udfordringer og er jo virkelig vildt. Nu skal vi til at lave masser af virtuel undervisning – det bliver spændende. Og på et patetisk personligt plan bliver det lidt hyggeligt, at folk nu har tid til at skypedate med mig i dagstimerne.

Men det også lidt skørt at folk allerede er i gang med at gå i panik i supermarkederne. Det er samtidig ligeligt skørt at den anden halvdel er i gang med at dømme den første halvdel på diverse sociale medier. Der er i den grad et yndigt land.

Personligt er jeg vild med ”Jeg gik ned efter en liter mælk, den kan jeg ikke få, se alle dem der hamstrer”-videoerne. Slap nu af, dame! Du var selv på vej efter toiletpapir m.m., de andre fik samme ide og var bare hurtigere og nu er du forarget over køen. LOL!

Nå, men eftersom jeg er spærret inde, kan jeg ikke hamstre. Og jeg kan heller ikke hænge folk ud med videoer. Derfor har jeg besluttet at hjælpe og vise samfundssind på anden måde (udover det at jeg selvfølgelig holder min kontaminerede krop indenfor).

Det bekymrer mig nemlig (pun intended) ret meget at meget at Danmark pludselig reagerer som om alle er i karantæne og ikke kan handle i flere uger. Vi er faktisk en hel del, som er reelt er spærret inde. Og som er ret afhængige at få bragt varer ud.

Derfor må jeg indrømme, at jeg blev pænt trist på alles vegne, da jeg vågnede og så, at jeg først kan få varer fra onlinesupermarkeder ca. halvanden uge efter familiens karantæne er forbi.

Derfor bliver vi nok nødt til at ulejlige netværket nu her. Men vi er heldige, for hold nu op, hvor er det nogle dejlige mennesker, der findes i vores netværk – både venner og kolleger: I fatter ikke, hvor vanvittig rørt, man bliver, når folk tilbyder deres hjælp.

Vi har fået tilbud om at handle, komme forbi med spil, m.m. fra flere forskellige mennesker, og hvert eneste tilbud har simpelthen overrasket os, gjort os så glade og vi føler os meget taknemmelige!

Vi har heldigvis været ok til at planlægge, så vi mangler ikke noget helt akut. Thank God! Så vi rider lige bølgen af, mens folk falder til i situationen.

Nå, men nok om min personlige situation – det var jo det der samfundssind jeg kom fra.

Jeg vil gerne hjælpe alle, der stadig er lidt i tvivl, om hvor de står. Jeg har derfor lavet et flowchart – så folk kan finde ud af, om der er grund til at panikke, shoppe online, hamstre m.m.

Et lille NB! Jeg har ikke skrevet det på chartet – men jeg synes, at man skal lade være med at filme hinanden i supermarkederne. Også selv om man er forarget. Det er ulovligt, klæder dig ikke og får dig kun til at se dårligere ud.

Det ville være dejligt, hvis vi hjemme fra stuen kunne læse, at alle var søde og gode ved hinanden! Ellers giver jeg jer allesammen stokkeprygl og vasker jeres underbukser med chili, når jeg kommer ud af min karantæne. ALLE! For jeg ved jo ikke, hvem der var gode. Så nu er det et kollektivt ansvar at ingen får tæsk. Hører I mig?

Jeg lover at mine næste indlæg bliver mindre spydige – jeg har masser på bedding: lige fra kongehuset, om at dele termometer med sin kæreste og virtuel undervisning!

Kh Julie

Er jeg med i Chris og chokoladefabrikken? – Dagbog fra karantæneland #1

Det er åbenbart svært for mig at få skrevet blogindlæg regelmæssigt. Det kniber lidt med tiden. Men nu ser det ud til, at tid ikke længere er en mangelvare. Jeg har nemlig masser af den de næste 14 dage. Jeg er nemlig i coronakarantæne. Eller COVID-19 som de voksne kalder det.

Søndag nat blev jeg vækket: et nært familiemedlem var netop blevet afhentet af Rigets infektionsafdeling – med rumdragter og alt det der.

Jeg (og den resterende del af familien) havde været sammen med vedkommende få dage forinden, hvor vi alle havde taget afsked med et andet nærtstående familiemedlem. Så mens vi har grædt, krammet, snøftet, tørret øjne og kysset både den afdøde og hinanden, har den der latterlige virus haft fri lejlighed til at se sig lidt omkring og finde nye mulige værter. Seriously, you can’t make this shit up! Vi udvekslede sidste hilsner og muligivis coronavirus ved dødslejet – absurd, ikke?

Nå, men nu er vi så her: karantæneland! Jeg har aldrig troet, at jeg var klaustrofobisk eller noget i den stil, men jeg klarer umiddelbart frihedsberøvelse sådan moderat godt. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg kommer til at holde mig på den pæne side af loven. Når det så er sagt, så er det jo en udmærket måde at lære en ting eller to om sig selv, når man nu har to ugers ro.

En ting jeg har lært, er at jeg er handler ret hurtigt, når katastrofen potentielt lurer. Klokken lort søndag nat, da jeg netop havde lagt på, var det første jeg gjorde at gå på nemlig.com og bestille varer. Umiddelbart en ret fornuftig ordre, kunne jeg konstatere næste dag. Men måske mængderne af tørret pasta, makrel på dåse og toiletpapir lå på den lidt skæve side, når man egentlig kan bestille dag til dag.

Mandag morgen mindede om et seriøst dårligt afsnit af Chris og Chokolade-fabrikken (hvis nogen stadig husker den smukke 00’er sketch fra Svedbanken om manden, der virkelig prøvede at pjække). Jeg skulle ringe til mit arbejde og spørge om det var ok, at jeg blev hjemme, da jeg højst sandsynligt skulle i tvungen karantæne lidt senere på dagen, så snart Styrelsen for Patientsikkerhed havde fået opsporet os.

Seriøst, hvordan man lige, at man ikke kommer uden det lyder komisk? ”Chef, det Julie! Jeg kan ikke komme på arbejde i dag, chef! Det er fordi jeg kender en, der måske er syg, chef!”

Eller

”Det er corona, chef! Jeg har måske fået corona, chef! Så jeg kommer ikke på arbejde de næste 14 dage, Chef!”

Min søster og jeg havde i hvert fald en smuk messengertråd med mulige Chris-agtige undskyldninger.

Nå, men heldigvis var melding (modsat den Chris plejer at få): BLIV HJEMME!

Så det gør vi så. Heldigvis var vi sammen med den smittede torsdag aften – og på grund af sorg så vi nærmest ingen andre mennesker de efterfølgende dage. Derfor varer karantænen ”kun” til næste torsdag. Medmindre jeg eller andre i karantænen bliver syge – så tager vi lige fem dage mere. Men bare rolig, I slipper ikke for mig. Jeg kommer til at fylde bloggen med BREAKING NEWS fra karantænelandet.

Kh Julie – som pt. er symptomfri og ved ok mod!

Kan man få en kassekredit til sin værdighedskonto?

Jeg har ikke noget imod at gøre mig selv til grin. Jeg er heller ikke særlig selvhøjtidelig. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Senest i lørdags stod jeg foran 100 af mine nærmeste kolleger i fjerboa, netstrømper og tyroleroutfit og skrålede ”Køb blomster, køb blomster”, mens jeg nussede én på kinden, tog på en anden og lod en tredje hælde mønter ned i min kavalergang. Den slags ting synes jeg egentlig bare er pissesjove, og det er slet ikke det, der er det pinlige ved det her indlæg.

Men af og til så er det bare som om, at livet bare beslutter at man helt uplanlagt skal være dybt til grin og stripper en for al værdighed. Imens jeg skriver dette indslag, sidder jeg på en stor, fed højrød badering. Og det hele startede egentlig efter det føromtalte show.

Da vi var færdige med at optræde i lørdags, klædte vi om i en overtøjsgarderobe. Da jeg lidt senere på aftenen finder mønter fra showet (som sandsynligvis er faldet ud af vores tøj), vil jeg lægge dem ned til samlingen. Her tager jeg verdens største styrt på røv og fucking albuer – muligvis fordi stengulvet var vådt efter de blomster, som vi havde delt ud lidt tidligere. Flot!

Nå, men jeg ømmer mig, glæder mig over at ingen så det og går tilbage til vores frokost. Jeg drikker derefter en del øl, danser en hel del på ølgod, men næste morgen er jeg næsten ikke i stand til løfte mine ben uden skrige.

Så søndag starter med akuttelefonen og min sociale deroute. Er I klar over hvor ydmygende det er at skulle fortælle folk i telefonen, at der hvor man har mest ondt, er i numsen?

Nå, men de konstaterer at jeg skal tilses. Da jeg ikke kan løfte benene særlig højt eller bukke mig, trasker jeg ud i taxaen, som selvfølgelig i dagens anledning er en stor taxi, man skal klatre ind i. Min kæreste får mig ind, chaufføren lover ham at få mig ud.

På Frederiksberg akutklinik (som i øvrigt har danskvandautomat til fri afbenyttelse – niiiice) skal jeg her mærkes på af en læge, som får mig til at skrige som en stukken gris og tude, og som efterfølgende må hjælpe mig med at få mine shorts på igen. Sweet. Han konstaterer 1) at mit haleben er brækket eller forstuvet, men at de ikke tjekker det yderligere, da behandlingen er den samme 2) at jeg på ingen måde kan tage af sted på min planlagte interrail dagen efter.

Det får mig totalt til at tude, og jeg ender med at blive trøstet af en sygeplejerske. Flot, Julie 29 år.

Nå, mandag morgen bliver ikke meget bedre. Jeg starter med at ringe og tigge min læge om morfin – det blev et nej. ”Heller ikke bare til en enkelt dag eller to?”, plager jeg.

Derefter står den på snak med rejseforsikring, som i øvrigt beder mig om at kontakte min arbejdsgiver. Bare lige hvis der skulle være noget. Jeg indvender, at jeg ikke ønsker erstatningsferie eller andet, men de beder mig dog om det alligevel.

Så fat i knoglen og opringning til arbejdet – fedest! Jeg havde ellers sådan håbet, at det var overstået, inden vi nåede til august.

Så skal jeg ud efter badering – og jeg har ikke børn. Hvor fanden køber man en badering, når nu BR er lukket? Føtex, it turns out. Men det vender jeg tilbage til.

Jeg humper først ned i Matas – de har en stor, rød badering i tykt gummi. Af alle farver – hvorfor laver man den så i højrød, når beskrivelsen af den er: Luftkrans til den første tid efter operationer i rectum eller til hæmorideproblemer?!

Nå, men vi får købt en badering, som det viser sig ikke kan pumpes op med munden. Derfor må vi nu til cykelsmeden og hive luftkransen frem her. Det viser sig, at han ikke har noget man kan pumpe den op med. Han anbefaler at jeg prøver i Jysk eller et andet sted, hvor de sælger fodpumper til luftmadrasser. Jeg får dog den lyse idé, at det ligner noget man kan pumpe op med en ballonpumpe, så ned i Tiger og finde en ballonpumpe.

Midt på Nørrebrogade står jeg så og prøver at se, om det kan fungere med en ballonpumpe eller om jeg skal videre. Det viser sig, at det gør det, men at det vil komme til at virkelig lang tid at pumpe den og det vil tage virkelig lang tid at få luften ud igen. Fuck, så kan man jo ikke bare lige have den med diskret i tasken – så skal den jo hænge uden på tasken.

Jeg beslutter mig for, at jeg simpelthen bliver nødt til også at have en badering, som man kan have med i tasken. Derfor stiler vi nu mod Føtex. Dog er udvalget af baderinge begrænset – der er ikke nogen diskret badering. Så valget står mellem Paw Patrol (i rød og blå) eller et tv-show (i blå), jeg ikke lige kender. Jeg ender med at vælge Paw Patrol; hvis jeg skal have en badering, de voksne griner af, så kan det da lige så godt være en, der gør børnene misundelige.

Troels spørger, om der er andet vi mangler, nu vi er her. Jeg spørger om man kan købe lidt stolthed. Han mener, at jeg mistede den lørdag aften på Peter Lieps.

Troels og jeg beslutter os for at tage en øl på vejen hjem og få taget hul på bylden: at sidde på en knaldrød badering i offentligheden.

Vi vælger Mascot-bodega, da vi tænker, at det et godt første sted at få taget sin baderingsmødom.

Man skulle tro at ydmygelsen var total, da jeg står og pumper min badering op med en ballonpumpe på en bodega, men den kom først lidt efter. En mand med brækket næse kommer ind, kigger på os og siger ”I skal ikke grine!”. I ren sympati kaster jeg blikket ned mod min badering og siger ”Det gør jeg bestemt heller ikke”. Hertil svarer han højt og som om vi var de mest intime venner: ”Nå, for helvede! Har du fået sådan en hæmoridepude?!” Jeg tog en sidevogn med den næste øl…

Nå, men som I nok kan læse, kære læsere, har ydmygelsen de sidste dage været total: Fremmede mennesker som har været involveret i min numseregion, genfortælling af historien til både forsikring, arbejde, venner, familie og fremmede (og nu jer), to højrøde baderinge (en i en børnetegneserie) og en offentlig antagelse af at jeg har hæmorider. Derfor spørger jeg nu, hvis en af jer på nogen måde ved om det er muligt, så kunne jeg VIRKELIG godt bruge en kassekredit til min værdighedskonto – for den lider af et seriøst overtræk.

//Julie

Karsten – en togpassager med rablende storhedsvanvid og blussende mindreværd

 

 

Af og til sker det, at jeg simpelthen ikke kan holde min kæft. Det har jeg lige måtte sande igen. Okay, det var i en god sags tjeneste, så det er måske ikke så slemt. Og så var det en måske lige en lille smule, fordi jeg blev provokeret og havde lyst til at svare igen. Men det kommer jeg til.

Jeg er netop landet på Nørrebronx efter en hel pinse med svigerfamilien på Fyn. DSB brillede selvfølgelig med at have sporarbejde og togbusser mellem Odense og Nyborg på alle tog fra Jylland/Fyn mod København.

Den søde svigerfamilie havde liftet mig og kæresten til Nyborg, så vi undgik togbussen – og sikke et held! Vi havde heldigvis sørget for at bestille pladsbillet og ankom lige før togbussen. Det lignede en myretue, da togbussen ankom og folk myldrede ind. Toget blæste afgang mens folk stadig stod i kø til at komme ind og overalt herskede kaos.

Okay, forestil dig det her: 1000 mennesker der er på vej hjem fra besøg hos svigerfamilier, familier, venner, job – you name it. Rejsen tager en time længere end normalt og der har ikke været nok pladser i hverken togbus og nu heller ikke i toget. Hvor stor tolerance er der mon i sådan et tog en sen, mandag eftermiddag kl lidt i seks? Ikke ret meget, vel?

Nå, men toget sætter i fart og folk knokler forbi hinanden for at nå den rigtige vogn og den rigtige plads.

En sød teenagedreng på en 14-15 år siger til manden skråt bagved mig, at han skal sidde, hvor manden sidder. Hvordan reagerer manden (som er omkring halvtreds og i god stand)? Ved at fortælle ham, at han ikke var blevet smidt væk, hvis det var en gammel dame. OG ved at fortælle drengen, at han er fræk og at det ikke kan passe. Drengen insisterer på, at han har plads 93 i vogn 31. Manden anklager nu endnu hårdere drengen for at lyve og fortælle, at han godt kan stå med de unge ben. Drengen prøver febrilsk at finde sin pladsbillet i tasken, mens han insisterer på, at han skal sidde der. Manden fortæller nu den søde unge dreng, at han ikke har tænkt sig at rejse sig og at drengen i hvert fald ikke skal ønske at komme op og slås med ham. Her begynder sidemanden så, at insistere på, at manden rejser sig. Manden , som vi senere fandt ud af hed Karsten, bliver frækkere og frækkere overfor sideområdet – som i øvrigt kun er teenagere (garanteret nøje udvalgt). En voksen mand, en anden kvinde og jeg blander os samtidigt og fortæller, at han skal opføre sig ordenligt og lade drengen sidde på sin plads. Han bliver mere og mere provokerende og fra det tidspunkt begynder RadioKarsten at sende og stopper ikke.

En ung pige flytter sig på skødet af sin veninde for at drengen kan sidde ned.

De to unge teenagepiger, som har udtrykt modvilje over for Karsten, tager en selfie. Karsten reagerer ved at tage et billede af dem.

Piger: Ej, det skal du simpelthen ikke gøre!!

Karsten: I tager selv billeder.

Piger: Af os – der er ligesom frontkamera på!

Karsten: Ja, det er der jo også på den her!

Karstens opførsel over for hele kupeen, får mig til at beslutte, at vi vidst hellere må hente en voksen. Kontrolløren lover at komme lidt før tid, men der er pinligt tavshed, da han kommer. Kvinden ved siden af mig sætter gang i sagen ved at spørge, om man kan købe en pladsbillet undervejs. Jeg ved ikke hvordan, men efterfølgende udvikler det sig til et kæmpe skænderi – hele kupeen, Karsten og kontrolløren skændes. Karsten mener ikke, at han er ubehagelig. Karsten mener ikke, at han har gjort noget galt. Jeg får slynget ud, at han er for meget og at han ikke skal sidde og tage billeder af folk. Det får kontrolløren til at blive vred. Han truer Karsten med sagsanlæg og straf, hvis det passer. Kontrolløren kan dog ikke umiddelbart gøre mere og går ikke videre med det.

Nu bliver Karsten gal, og nu får jeg den helt store tur: jeg bliver sagsøgt for injurier – kupeen bliver sagsøgt for injurier. Jeg skal sendes til udlandet (det bør alle kvinder faktisk ifølge Karsten). Jeg lukker af og gider ikke diskutere med ham. Han diskuterer højlydt for hele kupeen.

Da vi nærmer os KBH H begynder han at henvende sig til drengen igen. Det får teenagepigen ved siden af til at sige, at han skal tie stille. Han siger, at hun skal blande sig uden om. Og her er det så, at jeg ikke kan lade være med at sige noget. Det må jeg indrømme – jeg bliver så provokeret, når mennesker behandler andre uretfærdigt. Og Karsten får nu mit pis i kog. Jeg siger: ”Er du nu sød at holde din kæft og lade den unge dreng være. Han gider ikke tale med dig, jeg gider ikke tale med dig – der er ingen der gider høre på dig, din store nar”

Så får jeg at vide, at det kraftedderme er godt gjort med os kvinder – vi kan tør sgu ikke en skid. Vi tror, at vi har magten, men vi kan ikke engang slås. Mit modsvar: ”Du kan da bare komme an, hvis du vil, din psykopat!”. Flot, Julie… Meget flot, meget modent. Jeg er sikker på, at jeg så yderst farlig som jeg sad der i min røde kjole og rettede græskopgaver. Karsten igen: ”I kan jo ikke en skid!” Julie: ”Jamen, så kom!”. En eller anden af teenagepigerne får sagt han er en idiot, og Karsten glemmer, at jeg har indbudt til nævedans. Nok meget heldigt. Givet at han var en to meter høj, småtyk vestjyde – ja, så havde jeg jo nok tabt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er altså på en eller anden måde ligesom en terrier, der tror den er en rottweiler. Et eller andet sted inden i mig gemmer der sig åbenbart en hormonel provinsknægt, der bare vil slå på muffen.

Anyway, Trine – en sød kvinde i toget, beslutter sig for at bytte plads med drengen, så han kommer hen til os. Trine prøver at tage en snak med Karsten om, at han er ubehagelig. Vi taler en dyb, 70’er-pædaogigsk rundkredssnak om hvordan han mon følte sig indeni, når alle er sure på ham. Den bar ikke frugt (det var nok givet). Karsten broadcaster stadig, men ingen anden en Trine gider snakke.

Da vi skal ud, får jeg drengen foran mig – han skal i hvert fald ikke ud sammen med Karsten. Da vi kommer ud af toget, viser drengen mig sin pladsbillet og siger ”Det var altså min plads”. Karsten kommer forbi og kalder ham et eller andet. Nu kan det simpelthen være nok. Jeg tager pladsbilletten fra drengen og stikker den i hovedet på Karsten: ”Her er den! Han havde nummer 93. Det var dig, der var et dumt svin. Skrid så med dig!”.

Karsten sætter i gang, men vender om. Nu får vi at vide, at det var godt drengen havde mor med og så ævler han videre. Et eller andet farer i mig og det ender med et jeg – midt på Københavns Hovedbanegård, står og råber: ”Gå med dig! GÅ! GÅ! GÅ!! Er der en eller anden der vil få den her mand væk fra mig!” Togkontrolløren kommer og stopper Karsten – vi andre får lov at gå imens. Min kæreste og jeg følger drengen til bussen og sikrer os, at han er okay. Det er han heldigvis.

Nå, det blev vist lidt langt indlæg. Til jer alle derude i København: Hvis I ser en mand i en lyseblå regnjakke med rablende storhedsvanvid og et blussende mindreværd – så er det bare Karsten, der er løs i København!

Jeg har nedenfor lavet et lille potpourri af Karstens bedste guldkorn.

Kan I ha’ det dejligt derude?

//Julie

Citater, argumenter og andet godt fra Karstens mund:

  • K: Jeg er rig! J: Nå, men du har ikke en pladsbillet! Så flyt dig. K: Jeg har også betalt. J: Ja, men ikke for en pladsbillet. K: Nej, men jeg er rig. J: Hvis du er så skiderig, så kunne du vel have taget en taxa og ladet os andre være i fred. K:Næ, det er jeg for nærig til.
  • (Helt ud af det blå i diskussionen om pladsen) ”Jeg har en ung, flot kone!”
  • ”Giv mig jeres navne – jeg lægger injuriesag an mod jer alle sammen!”
  • ”Det her er fandme det samme som med Prins Henrik! Bare fordi man står fast på sin ret, så er alle imod én!
  • (Endnu engang – helt ud af det blå) ”I mine unge dage var jeg fandme en flot fyr!”
  • Til teenagedrengen ”Kender du den berømte sanger Niels Hausgaard?! Det er fandme det her han synger om – de manges ret mod den lille!”
  • (Også under diskussion om pladsen) ”Danske mænd kan ikke en skid! De skal pakkes ind i vat og får alle sammen brug for piller. Og når de soldater skal de fandme have flagdage og antidepressiv medicin mod posttraumatisk stress. De er så vattede at de får posttraumatisk stress. De skulle bare lære noget af mig. Jeg har ikke en skid brug for piller (yeah – right!).
  • Den mest skræmmende ting Karsten sagde: ”Jeg har sgu da både kone og børn!”

Folk, Karsten svinede under togturen:

  • alle danske kvinder
  • alle danske mænd
  • alle danske teenagere
  • alle soldater – især dem med PTSD
  • Folk med høretelefoner i ørerne
  • alle andre folk end Karsten

Folk, Karsten forsvarede under togturen

  • Niels Hausgaard
  • Prins Henrik
  • Sig selv
« Ældre indlæg

© 2020 Munddiarrea

Tema af Anders NorenOp ↑