Undværlige undervisningsøjeblikke

Jeg kan ligeså godt sige det: jeg elsker bare at undervise! Og især gymnasieelever – de er simpelthen for fede. Men det er ikke altid, at det går lige smertefrit. Jeg har samlet syv undervisningsøjeblikke, som jeg egentlig godt kunne have undværet.

1. Da jeg fandt ud af at arkitekturbegrebet abakus ikke kan sættes i bestemt ental. Citat: echinussen går direkte op i abakussen [abekussen].

2. Da jeg på vej til gymnasiet på cykel fik noget ret hårdt i øjet og ikke kunne få det ud på trods af øjenskylning, der inkluderede mascara løbende ned ad kinderne. Det resulterede i, at jeg måtte undervise med et lukket øje, som konstant løb i vand, før tingen endelig kom ud efter 45 minutter.

3. Da jeg fandt ud af at det faktisk ER muligt at svede uafbrudt i 90 minutter. Den første (og forhåbentlig sidste) gang jeg vågnede et kvarter før timens start, men alligevel nåede at komme til tiden.

4. Da jeg instruerede mine elever i at man ikke måtte have mad og drikke med på Glyptoteket og gav dem ret i at det var en dum regel, og at man sagtens kunne styre det. Hvorefter jeg åbnede en spruttende cola udover hele mit skab, taske, jakke og garderobegulvet.

5. Da jeg skulle illustrere bronzestøbning på tavlen og endte med at tegne, hvad der lignede en vagina og selv kom til at grine af det. Hvorefter jeg til den dødstille elevmængde fnisende udbrød “Jamen, kan I da ikke se det?!”. Det kunne de ikke.

6. Da jeg en sygdomsramt dag mistede mit temperament over for 3.g drenge, der stadig skød hinanden med elastikker, efter jeg tredje gang havde bedt dem om at lade være. *Hamren med hånd i bord* – “Hvis I ikke pakker dem væk nu, propper jeg dem ned i halsen på jer. Er I med?!”

7. Da jeg brugte min numse som tavlesvamp. Ufrivilligt.

 

Når jeg nu skriver, at jeg godt kunne have undværet de her øjeblikke, så er det nok egentlig kun delvist sandt. For det kan jo være okay at være lidt til grin – oftest mest bagefter. Og altså, man ville jo være en dårlig lærer, hvis man ikke kunne give sine elever noget at grine af…

– Julie

Ting, du ikke vidste kunne smelte

I går sad jeg og arbejdede med min kollega, som blev ret overrasket over min meget ordentlige systematisering og organisering af mapper. Jeg må indrømme, at jeg faktisk blev en smule stolt. For jeg er normalt et kæmpe rodehoved. Men mit arbejde som gymnasielærer kræver, at jeg er struktureret – så det er jeg altså. Der.  Men på alle andre områder er jeg nok mere kaotisk end ordentlig.

Kombinationen af en relativ overfladisk forståelse af orden samt en travl og proppet kalender har givet mig et særligt talent: jeg er blevet sindssygt god til at smelte og/eller opløse ting. Faktisk er det nok et talent jeg har haft siden jeg var lille. Min mor har altid været bange for at stikke hånden ned i min skoletaske af frygt for at finde et par klamme sager. Men når man har en ordentlig mor, er det begrænset, hvor meget man egentlig kan nå at smelte.

Men nu har jeg altså været flyttet hjemme fra i en del år efterhånden, og da den sidste periode har været særlig travl, har jeg måske glemt at tømme et par tasker… Normalt er jeg ikke helt så klam, men de sidste måneder har alligevel været ret hektiske.

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har virkelig fået udviklet et talent. Hermed en liste over fem forundelige ting jeg fornyligt har fået til at smelte:

  1. En kajkage, som jeg skulle have delt og spist med min veninde, da hun inviterede på kaffe. Jeg glemte, at jeg havde købt kagen og opdagede den først, da jeg skulle bruge den taske, jeg havde brugt den dag igen. Smeltetid: ca. 2 uger.
  2. En avocado, som jeg havde skåret over og skulle have spist til frokost på uni en tømmermandsramt dag. Kom i klemme mellem to bøger og landede nederst i tasken weekenden over. Smeltetid: ca. 3 dage.
  3. En chokoladeskildpadde jeg købte til en togtur, men som jeg glemte at spise. Jeg fandt den, da jeg stak hånden i lommen og opdagede den var klistret godt til. Smeltetid: 1 dag +/- sollys. Note: Der er ret meget cremefyld i en chokoladeskildpadde.
  4. En pose økogulerødder, som jeg havde lagt lidt fra hurtigt i min dybe vindueskarm i køkkenet i stedet for i køleskabet. Smeltetid: ca. 5 dage (virker bedst hvis posen er uåbnet)
  5. En (heldigvis) velindpakket rugbrødsmad med spegepølse, som jeg havde glemt i min spejderrygsæks låg efter en lejr. Havde åbenbart overset den, da jeg pakkede tasken ud. Smeltetid: ukendt. Den nåede nemlig ikke helt at smelte – mere bare at blive sådan usandsynlig klam.

 

Jeg har umiddelbart ikke lige tænkt mig at udføre flere biologiske eksperimenter foreløbigt. Men selvfølgelig, hvis nogen skulle have andre erfaringer eller ideer, hører jeg naturligvis gerne om det…

 

– Julie

Observationer fra en togkupe

Okay, jeg har måske snydt lidt med det her indlæg. For det blev faktisk skrevet i weekenden, da jeg var på vej hjem fra en sommerhustur på Falster. I toget mødte jeg to personer som simpelthen bare inspirerede mig til at skrive og det her er hvad det blev til:

Jeg nærmer mig Næstved station. Solen stråler ind i kupeen. Som toget ruller ind på perronen vågner jeg fra min halve søvn. Ind stiger to unge fyre. De begynder at tale. Hurtigt om hvor gamle de er. Den ene mener at han er oldgammel – han fylder 27 til sommer. Den anden mener han er ret ung – han er ikke blevet 20 endnu.

Deres første samtale omhandler at komme til København – de er lidt i tvivl om tog og ruter. Jeg bryder ind og fortæller den hurtigste vej. De bliver lidt akavede ved tanken om at jeg lytter. De takker, men lytter alligevel ikke rigtigt til det.

De snakker videre – de skal på polterabend. De skal i hvert fald nå at få gommen til at gå ned af strøggaden i et mærkeligt kostume. Det kunne være fedt, hvis han kunne bade nøgen i storkespringvandet. Dog nok ikke sandsynligt. Jeg tænker mit: at det kan man sagtens! Det klarede jeg selv i en mellemfin brandert med min studenterhue på hovedet.

Derefter snakker de om at gommen ikke er så meget for en stripper. Men han skal blive klogere skal han. Strippere er sagen. Dem kan man godt hyre. Men er der overhovedet stripklubber i København, hvis man er spontan? Jo, det må der være. Den ældre har en enkelt gang været i byen i København. Og så blev han nødt til at gå hjem gennem Ihstagade. Det var totalt crazy med alle de der damer der hiver i en. Men der så han altså en stripklub, mener han.

Hvor skulle pigernes polterabend egentlig hen? De ender vist i Slagelse. Det var de vist lidt ærgerlige over at have planlagt, når nu drengene skulle til København. Men det er nok meget godt at de ikke skal samme sted hen. Man skal nyde sin sidste aften i friheden. Og der skal jo nok være nok damer i København. Men de må ikke være tykke! Den unge var engang blevet skæv og havde fundet sammen med en tyk pige. Det var sgu sådan lidt pinligt. Men altså meget rart på trods af at hun var tyk – for det var jo bedre end intet. Og de tykke piger skal jo også have lidt. Det kan man blive nødt til at give dem (hvor barmhjertigt!). Men altså man skal altså helst kunne løfte en pige – ellers kan man ikke have sex. Sådan er det. De bliver enige om at det nok var meget godt, at han var lidt skæv, så han ikke kunne huske så meget af sin oplevelse med den tykke pige. De må dog udskyde deres overvejelser – damerne må man jo se på når man kommer til København.

Gad vide om København egentlig også har poolborde? Et slag pool kunne nemlig være meget godt. Uanset hvad de har, så er det helt vildt at skulle i byen der. Men man kan altså dø ret let der, ved den ældre. Det er nemlig også lidt småfarligt at gå i byen i København.

Men så længe man ikke sulter, så går det nok. Mon ikke København har et sted med en buffet? Det ville være et godt sted at spise. Så længe det ikke er sushi. Det er nemlig mærkeligt at skulle tygge på tang. Og man bliver ikke rigtig mæt. Det kan man altså ikke blive af sådan noget småt noget. Nej, en bøf – det er altså det man skal have for at blive mæt.

Men det er en lidt svær rute, de er valgt og de skal møde en i Roskilde. Hvordan fungerer det der rejsekort egentlig? Det undrer den unge. Skal man checke ud, når man når Roskilde? Ja det skal man! Det har den ældre i hvert fald styr på. Og så checke ind igen. Men man kan godt snyde systemet – det ved han også! Man kan nemlig bare lade være med at checke ud undervejs, men kun checke ind når man kommer et nyt sted og så først tjekke ud når man når endemålet. Så har man snydt lidt og sparet nogle penge. Det ved han bestemt. Og det er jo meget fedt. Jeg nænner ikke at sige, at de så bare bruger systemet rigtigt. For den stolthed og visdom – den skal man ikke skyde i sænk.

Nu drejes samtalen ind på gårsdagens manglende bytur – det havde sgu været fedt, men det er jo også nedern hvis man skal tidligt op og have det dårligt. Og selvom en aften i Slagelse bare ville have været for fedt, så gør det ikke så meget. For så fik han lige ordnet Line. Og det var også meget fedt. Hun er sgu meget sød hende Line. Men den bytur havde altså stadig været fed – for de har fået nogle nye sourshots med colasmag. Dem har den ældre ikke prøvet, men han gad godt. Til gengæld er han glad for nogle af de der blå nogle. Dem kan den unge også godt lide. Det kan være de kan få dem i aften.

Snakken falder nu på yndlingsholdet F.C. Barcelona. Det er de glade for. Den ældre har faktisk været inde og se en live fodboldkamp engang. Det vinder han lige lidt respekt på. Det var ret vildt – det var faktisk også i København, forklarer han.

Toget ruller ind på Køge og jeg stiger ud for skifte til et s-tog for at komme til det sagnomspundne København – og jeg sparer en halv time i forhold til drengenes rute.

Da jeg rejser mig får jeg endelig et bedre glimt af dem. Den ældre sidder med sin næsten moderigtige frisure og en mørk jakke. Den unge er bare klippet. Til gengæld har han forsøgt at anlægge sig et skæg – egentlig ligner det mere en sølle samling af tynde kønshår i ansigtet.

Kære drenge – det undrer mig bestemt ikke, hvis I i morgen skulle vågne op med en meget fortrydelig tattoo, en dundrende hovedpine og enkelt kønssygdom eller to. For jeg tror faktisk København kommer til at æde jer råt…

– Julie

Hello world!

Min blog er endelig født! Den har også været voldsomt lang tid undervejs. Jeg kan være ret ubeslutsom, så det har taget mig en god portion tid at finde et navn. Men det lykkedes – og hurra for det!

Måske undrer du dig over navnet? Jeg ved det godt: Ting hvor diarre indgår er mildest talt sjældent sexede. Men hvorfor så vælge det? Jeg besluttede, at jeg ville prøve at finde et navn, som omfavnede så meget af mig som muligt. Så hvorfor det lige blev munddiarrea er der altså flere grunde til.

For det første har min kære morfar, som jeg mistede fornyligt,  altid fortalt mig, at jeg led af galoperende munddiarre. Og det gør jeg nok også – spørg hvem som helst: min familie, mine venner, mine elever. At have munddiarre er egentlig en tilstand som ligner en omgang vaskeægte Roskildesyge ret godt. For enten flyder ordene fra min mund som en  konstant og hurtig strøm af ord, eller også kommer ordene af og til væltende fuldstændig uforudset udover mine læber, inden jeg rigtig når at indse, hvad der sker. Oftest en smule ubelejligt. Måske du kender det?

Derudover ville jeg gerne have at navnet rummede et element af oldgræsk – fordi der er nu engang den jeg er. Og eftersom ordet diarre kommer fra det græske διαρροή (diarroæ) og betyder noget som flyder igennem – jamen, så var den jo hjemme. Så lærte du også lidt oldgræsk i dag, kære læser!

Hvorfor det lige blev munddiarrea med et a til sidste, har jeg min dejlige og kreative veninde at takke for. Hun syntes, at jeg skulle gøre munddiarre.dk lidt mere feminint og personligt – og give det et twist. Jeg var enig – og efterhånden lyder munddiarrea i mine øre efterhånden lidt som et reelt navn.

Så kære læser – her har du mine tre grunde til mit blognavn.

Jeg tror aldrig, det bliver et sexet eller tjekket navn – det bliver min blog nok heller ikke. Men forhåbentlig bliver den sjov og fuld af liv og personlighed. Det er i hvert fald mit håb.

Over and out

– Julie