Munddiarrea

En blog der bare ikke kan tie stille

Måned: juni 2015

Den søde studentertid

Imens jeg skriver dette indlæg, klækkes der studenter rundt omkring mig. Jeg sidder som gangvagt på gymnasiet, hvor jeg arbejder. Jeg har ikke før prøvet at være ansat i en studentertid – sidste år stoppede mit barselsvikariat i marts. De fleste andre lærere er ellevilde for at være dem, der har den sidste eksamen, der gør eleverne til studenter. Det er jo også ganske specielt. Jeg havde tænkt, at det derfor ville være lidt ærgerligt at skulle sidde på gangen som vagt og ikke være den, der havde eksamenen. Men hold op, hvor tog jeg fejl.

Jeg har nu også været ganske heldig – jeg sidder ved et lokale, hvor en af de klasser jeg har haft i løbet af året, bliver studenter. Og jeg kan slet ikke beskrive stemningen. Det er virkelig hyggeligt lige at få sagt hej til eleverne, som er lige dele spændte og nervøse over at skulle til eksamen, men samtidig også helt vildt glade over det, der venter dem.

Stemningen er helt i top. Det vælter ind med familier som har roser, jordbær, champagne og gaver med. De er ligeså spændte som studenten selv.

Jeg kan ikke begynde at beskrive, hvor rørende det er at se, selv den største, voksne mand få en tåre i øjenkrogen af stolthed, når han krammer sin lille pige, der nu er student. Eller at se den mor, der venter på at sønnen kommer ud, imens hun taler til sig selv og siger: ”Det er altså okay at tude, når man er mor!”.

Allermest rørende er det dog at se eleverne komme ud og få huen på – de er så sindssygt stolte af sig selv. Og med rette.

Der er så mange følelser på den her gang. Så meget glæde. Så meget kærlighed.

Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at blive rørt. Selvom jeg ikke har dem i det pågældende fag, så er det lige før, at jeg får tårer i øjnene, når jeg ser elever, som jeg ved har kæmpet sindssygt hårdt for deres hue, endelig kan kalde sig student.

Nu begynder en af de fedeste tider i deres liv. De har en uge fyldt med fest og farver forude. De glæder sig til deres vogntur. De føler en fuldstændig frihed over at være færdig. Verden ligger for deres fødder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min egen studentertid. Hold nu fast, hvor var det sjovt. Jeg tog min studenterhue frem i går for at se, hvad jeg egentlig havde af mærker og hakker i den.

Hvis du er student og læser, så kan du jo få lidt inspiration (selvom jeg er sikker på, at du nok skal kunne finde på nogle ting, der giver mærker i huen eller bare oplevelser). Hvis du ikke er student, kan du jo enten forarges, mindes eller grine med.

En af de ting jeg kan se, at jeg gjorde rigtig meget, da jeg fik min hue, var at bade nøgen. Eller rettere sagt: nøgen med studenterhue. Jeg har hele tre bølger (eller forsøg på at klippe bølger) i huen.

Første gang var dagen efter jeg blev student, hvor der var studentermiddag. Hele klassen tog ned til Gefionspringvandet ved Langelinie og badede. Note til dem der har lyst til det: pas på de glatte sten og mange mønter. Det er i øvrigt bedst at bade på det øverste eller næstøverste niveau. Efter badet i  springvandsbadet besluttede en veninde og jeg os for at moone den næste bil der kom. Det viste sig at være Krone 1, som netop havde sat Daisy og Henrik af (heldigvis!!). Andre fra vores parallelklasser havde endda fået nået at hilse på dem.

dor-20040706-144405-6

Gefionspringvandets niveauer. Undgå at bade i nederste – der er for mange mønter

 

Anden gang jeg badede nøgen var i Storkespringvandet. Min veninde var ret sur over ikke have badet i Gefionspringvandet med os andre, så midt om natten, midt på Strøget, fik jeg vist sagt: ”Jamen, så bader vi da bare her!”. Hvis man skal bade her, er tricket, at den ene bader, den anden passer på tingene/holder folk væk. Da det blev min venindes tur, kom der to turister, og jeg så mig nødt til at konfiskere en telefon til hun var færdig (man har ikke lyst til at ende på de sociale medier). De endte dog med at tage med os i byen og skrive i vores huer.

K_benhavns_m_rke_by_744929a

Storkespringvandet. Bedst midt om natten i en hverdag, hvor der ikke er mennesker.

Tredje gang var på Hven med min gode ven Henrik. Først var det nøgenløb på stranden og derefter ud i vandet. Her er ret ideelt at bade, men man skal dog passe på muslinger og skarpe sten, når man løber ud.

DSC050870

Hven. Dejlig sandstrand.

Derudover har jeg tre trekanter i svedremmen for tre solnedgange – tre helt fantastiske nætter med vennerne. Og en enkelt firkant efter at have drukket en kasse øl på vores vogntur – hold op, den firkant gav tømmermænd.

Derudover sidder der også to bidemærker fra mine to (stadig) bedste veninder.

Heldigvis har jeg intet mistet af min hue – så lidt pænt har jeg da opført mig.

Der skete simpelthen så mange ting i studenterugerne – hvis jeg prøvede at skrive om det hele, ville jeg nok ikke engang få halvdelen med. Det er nok også meget godt – for man gør ikke altid de smarteste ting, når sådan en hue trykker på éns hoved.

Kære studenter – vid at jeg både misunder jer og glæder mig helt vildt over jer. Jeg håber I får den bedste, vildeste, sjoveste og mest mindeværdige studentertid, I overhovedet kan. Vær dum, vær spontan og vær vild. Hav en fest – for I har virkelig noget at fejre.

 

 

Mig – en komplet umoden og useriøs voksen

 

Kære læser

 

Jeg kan ligeså godt tilstå, (selvom du måske allerede har opdaget det): jeg er umoden, useriøs og helt igennem barnlig.

Her på den skønne valgmorgen sendte min far mig en besked med teksten: ”Husk at stemme i dag”. Vedhæftet var et billede af en pjece af Simon Emil Ammitzbøll. Min far hverken ønskede eller regnede med at jeg ville stemme på Simon Emil eller Liberal Alliance, for han ved at Simon Emil Ammitzbøll er noget nær den sidste jeg kunne finde på at stemme på. Jeg er sikker på, at S.E. et eller andet sted må være et okay menneske – men jeg er altså grundlæggende uenig med ham og hans holdninger.

Nå, men jeg har virkelig opført mig pænt under denne valgkamp. Jeg har virkelig givet mig selv mundkurv på. Jeg har undladt at kommentere på noget som helst. Men denne morgen holdt jeg ikke længere. Jeg knækkede.

To minutter efter jeg modtog billedet fandt jeg mig selv i gang med at rode rundt i min papirkurv. Jeg var næsten sikker på, at jeg også havde fået sådan en pjece. Og jeg fandt den. Og måske kom jeg til at tegne lidt på ham. Måske kom jeg til at ændre lidt valgslogans. Måske sendte jeg et billede retur til min far. Og så tog fanden ved mig – ud på de sociale medier med Simon Emil Ammitzbøll(e).

Se, det er jo altid svært ikke at træde nogle over tæerne, når der går politik i den. Men jeg kunne altså ikke lade være…

En af kommentarerne på Instagram lød: ”Hold da op, hvor er du moden og respektfuld, Julie. ” Selvom det er en drivende ironisk kommentar, bliver jeg altså nødt til at fastslå: Jeg er på ingen måde moden. Jeg er umoden, useriøs, barnlig og helt vildt upassende. Jeg har aldrig påstået andet.

Lad mig eksemplificere yderligere: jeg er med i et lærerband på det gymnasium, hvor jeg arbejder. Her i går havde vi prøve. Pianisten fik sagt noget i retningen af: ”I skal altså spille A fis E! A fis E! A fis E! Er I med? Og om jeg var. En af de andre lærere spurgte hvad jeg nu gik og tænkte på siden jeg så lusket ud i mine øjne. Og jeg måtte tilstå: ”Jeg synes, altså det er helt vildt sjovt at en akkord hedder fis. Det tror jeg aldrig jeg kommer over uanset hvor gammel jeg bliver.” Min kollega blev vist lidt underligt tilpas, men nå ja – hun spurgte jo selv.

Lad mig indskyde, at det på ingen måde blev mindre sjovt, da der umiddelbart bagefter blev indskudt ”Vi tager dem alle sammen bagfra.” (Pianisten refererede her til sangene) Også her kom jeg til at grine smørret til min kollegas hovedrysten.

Hvad kan man konkludere ud fra ovenstående? At jeg altså er pissebarnlig, jeg er useriøs og jeg griner over ting, som er åbenlyst platte. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre. Det er nok heller ikke sidste gang jeg kommer til at tegne på en pjece. For man skal jo træne sin frihåndstegning af og til…

– Julie

simon emil

Du er godt klar over, at jeg betaler penge for at stå til rådighed for din datter, ikke?

Jeg er for tiden ved at lægge sidste hånd på planlægningen af min spejdergruppes sommerlejr her i år. Det bliver en helt vildt fed tur til et spejdercenter i England, som ligger lidt syd for London. Så naturligvis er der også en udflugt til byen. Lejren varer i ni dage og kommer til at koste – alt inklusivt – maksimalt 3800 kroner. Måske der endda kan skrabes lidt fra prisen. Det ved vi først efter lejren.

Nå, men jeg har her til eftermiddag/aften endnu engang siddet og puslet med program og planlagt forældremøde med min medspejderleder som også er min mor, og som også planlægger lejren.

Netop nu er der så tikket en besked ind fra en irriteret spejdermor, som synes, at lejren er urimelig dyr, og som er gal over, at hun skal bruge penge, som hun hellere ville bruge på sin sommerferie på en (hun siger det ikke, men lad mig sige det for hende: en åndssvag(!)) spejderlejr. Hun føler, at vi altså bør blive inden for landets grænser. Det er, ifølge hende, simpelthen unødvendigt at rejse til udlandet, hvis man alligevel bare skal være på spejderlejr. Hun synes ikke det kan være rigtigt, at nogle kan blive udelukket fordi det er for dyrt (hvilket dog aldrig ville blive tilfældet).

Nu er det jo sådan, at man skal være pædagogisk og forstående, når man svarer officielt på sådanne mails. Sagen er, at lige i dag, hvor jeg bruger hele min eftermiddag og aften (altså min fritid)på at planlægge en lejr for 40 mennesker, er jeg samtidig ramt af et større søvnunderskud og blevet yderligere bidt af det vrede PMS-monster. Min tålmodighed? Cirka lig -20.

Det fornuftige, overbærende menneske og spejderleder blev naturligvis nødt til at forfatte et meget forstående svar a la: ”Det er dejligt, at du har valgt at prioritere dine midler, så at din datter får nogle gode oplevelser med sine veninder. Vi skal nok se på det. Det er jo sjældent vi tager af sted på udenlandstur, og så koster det jo lidt ekstra. Vi beklager, hvis det kom som en overraskelse. Men som tidligere nævnt er det jo muligt at søge tilskud – vi vil gerne søge diverse fonde på pigernes vegne, hvis der er problemer. Lad os lige vende tingene på forældremødet i morgen. Mange hilsner og velmødt…”

 

Nu er det bare sådan, at her på bloggen behøver man ikke være pæn. Derfor får I mit indre PMS-monsters møgkællingesvar.

 

”Jeg kan godt se, at det er ærgerligt, at der må penge fra din sommerferietur til din datters lejr. Men for søren – det her har jo været meldt ud i mere end et år. Hvorfra din forbavselse over prisen stammer – det undrer mig. Men den kan jo selvfølgelig være glippet – det har nemlig også kun stået i ca. 4 mails og været udmeldt til juleafslutningen, hvor I forældre i øvrigt var inviterede. Men der kunne du måske ikke komme? Det er i de samme mails, vi har informeret om, hvordan vi glædelig bruger vores tid på at søge tilskud til din pige, hvis det er for dyrt.

Siden du forarges så meget over beløbet og ikke forstår hvorfor turen ikke ligeså godt kunne foregå i Lemvig som i London, skal jeg med glæde udspecificere, hvad din datter får for de 3800 spir:

Fly tur/retur til England

Kost og logi i ni dage

Aktiviteter fra morgen til aften

To udflugter til London

Al transport betalt

Mulighed for at træne sit engelske

Netværk og bekendtskaber fra hele verden

Minder som hun vil huske resten livet

En hel uge uden mobiler, computer og sociale medier, men som derimod er fyldt med nærvær og andre mennesker.

Mulighed for at prøve sig selv af i en gruppe af mennesker, der har lyst til at være med til at udvikle sigt til sit fulde potentiale.

Livsglæde

Og nå ja, nok også et par blåmærker, vabler og en velbehagelig udmattethed

 

For at du ikke skal føle dig helt taget ved næsen, vil jeg gerne sige, at de små 100-200 timer vi to ledere har lagt i at planlægge lejren, får du gratis med. Vi skal ikke have noget for det. Tværtimod har vi valgt at tage en uges ferie fra vores arbejde – som vi kunne have valgt at bruge med vores familie, men som vi synes er godt brugt sammen med en masse fede mennesker – blandt andet din datter. I øvrigt – vi betaler ikke kun vores ferie: vi betaler faktisk også for at deltage i lejren og stå til rådighed for din datter og alle de andre piger, hvad end de har hjemve, skal have hjælp eller bare er på lejren.

 

Misforstå mig ikke – din datter er alletiders! Men hvis jeg kan slippe for at besvare dine mavesure bebrejdelser, så må du da gerne holde hende hjemme for min skyld.

 

Men hun kan selvfølgelig også få andre udendørsoplevelser – var det noget med en fodboldskole i Jylland weekenden over – kun 2900 – dog eksklusiv transport, mad og indkvartering. Og du skal i øvrigt selv tage med og betale et mindre beløb for det – der er nemlig ikke voksne bare lige sådan til rådighed! Du får dog et par gode sæt strømper med og en drikkedunk til jer begge, hvis det var noget. Bitterfissehilsner og alt det der….”

 

Jeg beklager, hvis jeg har lydt lidt (okay, MEGET) bitter. Men hold nu op, hvor kan jeg blive træt af, at det af og til er nemmere at sætte sig til tastaturet og brokke sig end at læse informationerne i første (eller bare fjerde omgang). Det er ligesom om der er en forældretendens for tiden der hedder: ”I skal gøre som jeg vil. Jeg ved bedst!” – en krævementalitet uden lige.

 

Når alt det her ovenstående er skrevet, bliver jeg nødt til at sige, at denne holdning på ingen måde repræsenterer min spejdergruppe. Derimod tilhører dette udbrud en relativt brugt, hormonel og udkørt spejderleder, der nu har brugt de sidste timer på at få styr på kompleks lejrlogistik.

 

Kære spejdermor, jeg er sikker på at du er god nok på bunden. Men kunne du næste gang ikke prøve med lidt mindre bebrejdelser og lidt mere forståelse? Så prøver jeg at finde mit overskud frem.

 

Og kære læser (hvis du er noget helt her til), jeg lover at mit næste indlæg bliver både mere positivt og mindre bittert.

 

Kh Julie

 

 

 

 

© 2020 Munddiarrea

Tema af Anders NorenOp ↑