Jeg har ikke noget imod at gøre mig selv til grin. Jeg er heller ikke særlig selvhøjtidelig. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Senest i lørdags stod jeg foran 100 af mine nærmeste kolleger i fjerboa, netstrømper og tyroleroutfit og skrålede ”Køb blomster, køb blomster”, mens jeg nussede én på kinden, tog på en anden og lod en tredje hælde mønter ned i min kavalergang. Den slags ting synes jeg egentlig bare er pissesjove, og det er slet ikke det, der er det pinlige ved det her indlæg.

Men af og til så er det bare som om, at livet bare beslutter at man helt uplanlagt skal være dybt til grin og stripper en for al værdighed. Imens jeg skriver dette indslag, sidder jeg på en stor, fed højrød badering. Og det hele startede egentlig efter det føromtalte show.

Da vi var færdige med at optræde i lørdags, klædte vi om i en overtøjsgarderobe. Da jeg lidt senere på aftenen finder mønter fra showet (som sandsynligvis er faldet ud af vores tøj), vil jeg lægge dem ned til samlingen. Her tager jeg verdens største styrt på røv og fucking albuer – muligvis fordi stengulvet var vådt efter de blomster, som vi havde delt ud lidt tidligere. Flot!

Nå, men jeg ømmer mig, glæder mig over at ingen så det og går tilbage til vores frokost. Jeg drikker derefter en del øl, danser en hel del på ølgod, men næste morgen er jeg næsten ikke i stand til løfte mine ben uden skrige.

Så søndag starter med akuttelefonen og min sociale deroute. Er I klar over hvor ydmygende det er at skulle fortælle folk i telefonen, at der hvor man har mest ondt, er i numsen?

Nå, men de konstaterer at jeg skal tilses. Da jeg ikke kan løfte benene særlig højt eller bukke mig, trasker jeg ud i taxaen, som selvfølgelig i dagens anledning er en stor taxi, man skal klatre ind i. Min kæreste får mig ind, chaufføren lover ham at få mig ud.

På Frederiksberg akutklinik (som i øvrigt har danskvandautomat til fri afbenyttelse – niiiice) skal jeg her mærkes på af en læge, som får mig til at skrige som en stukken gris og tude, og som efterfølgende må hjælpe mig med at få mine shorts på igen. Sweet. Han konstaterer 1) at mit haleben er brækket eller forstuvet, men at de ikke tjekker det yderligere, da behandlingen er den samme 2) at jeg på ingen måde kan tage af sted på min planlagte interrail dagen efter.

Det får mig totalt til at tude, og jeg ender med at blive trøstet af en sygeplejerske. Flot, Julie 29 år.

Nå, mandag morgen bliver ikke meget bedre. Jeg starter med at ringe og tigge min læge om morfin – det blev et nej. ”Heller ikke bare til en enkelt dag eller to?”, plager jeg.

Derefter står den på snak med rejseforsikring, som i øvrigt beder mig om at kontakte min arbejdsgiver. Bare lige hvis der skulle være noget. Jeg indvender, at jeg ikke ønsker erstatningsferie eller andet, men de beder mig dog om det alligevel.

Så fat i knoglen og opringning til arbejdet – fedest! Jeg havde ellers sådan håbet, at det var overstået, inden vi nåede til august.

Så skal jeg ud efter badering – og jeg har ikke børn. Hvor fanden køber man en badering, når nu BR er lukket? Føtex, it turns out. Men det vender jeg tilbage til.

Jeg humper først ned i Matas – de har en stor, rød badering i tykt gummi. Af alle farver – hvorfor laver man den så i højrød, når beskrivelsen af den er: Luftkrans til den første tid efter operationer i rectum eller til hæmorideproblemer?!

Nå, men vi får købt en badering, som det viser sig ikke kan pumpes op med munden. Derfor må vi nu til cykelsmeden og hive luftkransen frem her. Det viser sig, at han ikke har noget man kan pumpe den op med. Han anbefaler at jeg prøver i Jysk eller et andet sted, hvor de sælger fodpumper til luftmadrasser. Jeg får dog den lyse idé, at det ligner noget man kan pumpe op med en ballonpumpe, så ned i Tiger og finde en ballonpumpe.

Midt på Nørrebrogade står jeg så og prøver at se, om det kan fungere med en ballonpumpe eller om jeg skal videre. Det viser sig, at det gør det, men at det vil komme til at virkelig lang tid at pumpe den og det vil tage virkelig lang tid at få luften ud igen. Fuck, så kan man jo ikke bare lige have den med diskret i tasken – så skal den jo hænge uden på tasken.

Jeg beslutter mig for, at jeg simpelthen bliver nødt til også at have en badering, som man kan have med i tasken. Derfor stiler vi nu mod Føtex. Dog er udvalget af baderinge begrænset – der er ikke nogen diskret badering. Så valget står mellem Paw Patrol (i rød og blå) eller et tv-show (i blå), jeg ikke lige kender. Jeg ender med at vælge Paw Patrol; hvis jeg skal have en badering, de voksne griner af, så kan det da lige så godt være en, der gør børnene misundelige.

Troels spørger, om der er andet vi mangler, nu vi er her. Jeg spørger om man kan købe lidt stolthed. Han mener, at jeg mistede den lørdag aften på Peter Lieps.

Troels og jeg beslutter os for at tage en øl på vejen hjem og få taget hul på bylden: at sidde på en knaldrød badering i offentligheden.

Vi vælger Mascot-bodega, da vi tænker, at det et godt første sted at få taget sin baderingsmødom.

Man skulle tro at ydmygelsen var total, da jeg står og pumper min badering op med en ballonpumpe på en bodega, men den kom først lidt efter. En mand med brækket næse kommer ind, kigger på os og siger ”I skal ikke grine!”. I ren sympati kaster jeg blikket ned mod min badering og siger ”Det gør jeg bestemt heller ikke”. Hertil svarer han højt og som om vi var de mest intime venner: ”Nå, for helvede! Har du fået sådan en hæmoridepude?!” Jeg tog en sidevogn med den næste øl…

Nå, men som I nok kan læse, kære læsere, har ydmygelsen de sidste dage været total: Fremmede mennesker som har været involveret i min numseregion, genfortælling af historien til både forsikring, arbejde, venner, familie og fremmede (og nu jer), to højrøde baderinge (en i en børnetegneserie) og en offentlig antagelse af at jeg har hæmorider. Derfor spørger jeg nu, hvis en af jer på nogen måde ved om det er muligt, så kunne jeg VIRKELIG godt bruge en kassekredit til min værdighedskonto – for den lider af et seriøst overtræk.

//Julie