Munddiarrea

En blog der bare ikke kan tie stille

Den søde studentertid

Imens jeg skriver dette indlæg, klækkes der studenter rundt omkring mig. Jeg sidder som gangvagt på gymnasiet, hvor jeg arbejder. Jeg har ikke før prøvet at være ansat i en studentertid – sidste år stoppede mit barselsvikariat i marts. De fleste andre lærere er ellevilde for at være dem, der har den sidste eksamen, der gør eleverne til studenter. Det er jo også ganske specielt. Jeg havde tænkt, at det derfor ville være lidt ærgerligt at skulle sidde på gangen som vagt og ikke være den, der havde eksamenen. Men hold op, hvor tog jeg fejl.

Jeg har nu også været ganske heldig – jeg sidder ved et lokale, hvor en af de klasser jeg har haft i løbet af året, bliver studenter. Og jeg kan slet ikke beskrive stemningen. Det er virkelig hyggeligt lige at få sagt hej til eleverne, som er lige dele spændte og nervøse over at skulle til eksamen, men samtidig også helt vildt glade over det, der venter dem.

Stemningen er helt i top. Det vælter ind med familier som har roser, jordbær, champagne og gaver med. De er ligeså spændte som studenten selv.

Jeg kan ikke begynde at beskrive, hvor rørende det er at se, selv den største, voksne mand få en tåre i øjenkrogen af stolthed, når han krammer sin lille pige, der nu er student. Eller at se den mor, der venter på at sønnen kommer ud, imens hun taler til sig selv og siger: ”Det er altså okay at tude, når man er mor!”.

Allermest rørende er det dog at se eleverne komme ud og få huen på – de er så sindssygt stolte af sig selv. Og med rette.

Der er så mange følelser på den her gang. Så meget glæde. Så meget kærlighed.

Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at blive rørt. Selvom jeg ikke har dem i det pågældende fag, så er det lige før, at jeg får tårer i øjnene, når jeg ser elever, som jeg ved har kæmpet sindssygt hårdt for deres hue, endelig kan kalde sig student.

Nu begynder en af de fedeste tider i deres liv. De har en uge fyldt med fest og farver forude. De glæder sig til deres vogntur. De føler en fuldstændig frihed over at være færdig. Verden ligger for deres fødder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min egen studentertid. Hold nu fast, hvor var det sjovt. Jeg tog min studenterhue frem i går for at se, hvad jeg egentlig havde af mærker og hakker i den.

Hvis du er student og læser, så kan du jo få lidt inspiration (selvom jeg er sikker på, at du nok skal kunne finde på nogle ting, der giver mærker i huen eller bare oplevelser). Hvis du ikke er student, kan du jo enten forarges, mindes eller grine med.

En af de ting jeg kan se, at jeg gjorde rigtig meget, da jeg fik min hue, var at bade nøgen. Eller rettere sagt: nøgen med studenterhue. Jeg har hele tre bølger (eller forsøg på at klippe bølger) i huen.

Første gang var dagen efter jeg blev student, hvor der var studentermiddag. Hele klassen tog ned til Gefionspringvandet ved Langelinie og badede. Note til dem der har lyst til det: pas på de glatte sten og mange mønter. Det er i øvrigt bedst at bade på det øverste eller næstøverste niveau. Efter badet i  springvandsbadet besluttede en veninde og jeg os for at moone den næste bil der kom. Det viste sig at være Krone 1, som netop havde sat Daisy og Henrik af (heldigvis!!). Andre fra vores parallelklasser havde endda fået nået at hilse på dem.

dor-20040706-144405-6

Gefionspringvandets niveauer. Undgå at bade i nederste – der er for mange mønter

 

Anden gang jeg badede nøgen var i Storkespringvandet. Min veninde var ret sur over ikke have badet i Gefionspringvandet med os andre, så midt om natten, midt på Strøget, fik jeg vist sagt: ”Jamen, så bader vi da bare her!”. Hvis man skal bade her, er tricket, at den ene bader, den anden passer på tingene/holder folk væk. Da det blev min venindes tur, kom der to turister, og jeg så mig nødt til at konfiskere en telefon til hun var færdig (man har ikke lyst til at ende på de sociale medier). De endte dog med at tage med os i byen og skrive i vores huer.

K_benhavns_m_rke_by_744929a

Storkespringvandet. Bedst midt om natten i en hverdag, hvor der ikke er mennesker.

Tredje gang var på Hven med min gode ven Henrik. Først var det nøgenløb på stranden og derefter ud i vandet. Her er ret ideelt at bade, men man skal dog passe på muslinger og skarpe sten, når man løber ud.

DSC050870

Hven. Dejlig sandstrand.

Derudover har jeg tre trekanter i svedremmen for tre solnedgange – tre helt fantastiske nætter med vennerne. Og en enkelt firkant efter at have drukket en kasse øl på vores vogntur – hold op, den firkant gav tømmermænd.

Derudover sidder der også to bidemærker fra mine to (stadig) bedste veninder.

Heldigvis har jeg intet mistet af min hue – så lidt pænt har jeg da opført mig.

Der skete simpelthen så mange ting i studenterugerne – hvis jeg prøvede at skrive om det hele, ville jeg nok ikke engang få halvdelen med. Det er nok også meget godt – for man gør ikke altid de smarteste ting, når sådan en hue trykker på éns hoved.

Kære studenter – vid at jeg både misunder jer og glæder mig helt vildt over jer. Jeg håber I får den bedste, vildeste, sjoveste og mest mindeværdige studentertid, I overhovedet kan. Vær dum, vær spontan og vær vild. Hav en fest – for I har virkelig noget at fejre.

 

 

1 Kommentar

  1. Fantastisk, sandt og rørende indlæg om studentertiden! Man mindes sin egen tid, og misunder de nye studenter – samtidigt med at man ønsker dem det bedste og deler deres glæde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

© 2020 Munddiarrea

Tema af Anders NorenOp ↑