Her for et par dage siden sad jeg i Frederiksborgcentret, hvor jeg for tiden har prøver på Emil fra Lønneberg, som jeg spiller med i. Jeg sad og kiggede på en scene, da jeg stak hånden ned i min taske efter en håndcreme.

Jeg nåede aldrig at få fat i cremen, for i min rygsæks forreste rum lå et par lillabrune blonde trusser. Og jeg sværger – jeg har ALDRIG haft dem på. De er ikke min størrelse, det er ikke min farve – det er ikke mine trusser. Jeg fik vist et lidt underligt udtryk i ansigtet, for mine to (mandlige) sidemænd spurgte, hvad jeg havde gang i. Og det eneste jeg kunne svare var: ”Øhm, der ligger et par blondetrusser i min taske – og det er ikke mine.”

trusser

De famøse trusser

De var naturligvis helt flade af grin. Derefter spurgte den ene, om de var brugte. Det kunne jeg ikke få mig selv til at tjekke – det er jo ikke ligefrem superfedt at at hive et par trusser frem og flagre rundt med dem, når man sidder blandt små 60 andre mennesker i en hal. Men jeg er måske også lidt sart.

Først i går kunne jeg få mig selv til at lyne rummet op og tjekke. De var brugte. Fuck. Herefter fulgte en heftig håndvask af flere omgange.

Jeg kunne dog ikke få dem afsat til mine teaterkammerater (på trods af en heftig rundspørger). Jeg ved godt, at jeg bare kunne smide dem ud – men omvendt: hvor tit oplever man et ægte trussemysterium? Det slog mig: er jeg nu pludselig en trussetyv?

Ingen af Mastodonterne ønskede at melde sig som trusseløs, så egentlig havde min eftersøgning efter ejerkvinden ramt et dødpunkt. Indtil jeg for modtog dette billede via en Facebookbesked:

røde

De røde trusser som også savner sin ejer.

En af de andre spejderledere havde fundet et par knaldrøde blondetrusser i sin bagage fra vores nylige tur til spejderlejren, men mente at hun måske godt kunne mangle et par trusser, der lød som dem, jeg har. Med et blev jeg en ufrivillig perv, der modtager og sender billeder af trusser, der ikke er mine. Stærkt!

At trussesagen tog en denne nye drejning har virkelig rejst nogle spørgsmål hos mig: Hvem tager fine blondetrusser med på lejr? Hvem kan ikke kende forskel på tasker? Og har jeg virkelig gået rundt med brugte trusser i tre uger uden at opdage det? Jeg håbede inderligt, at de kun var fra i mandags. Det var det dog desværre ikke.

Jeg skulle netop til at poste dette blogindlæg, da jeg kiggede på trusserne en gang til. I et øjeblik blev jeg ramt af en snært af genkendelse. Kunne det være? Nej, det ville være for mærkelig – ville det ikke?

Et eller andet sagde mig, at de kunne tilhøre min veninde, som havde boet hos mig en uge i løbet af sommeren.

Jeg greb min telefon og sendte (for tredje gang) et billede af trusserne.

Besked

Den forløsende besked. Trussemysteriet et nu opklaret!

Ejerkvinden var fundet. Åh, så mange spørgsmål fylder nu mit hoved… Hvordan er de endt der? Vi boede sammen i en uge og har ikke set hinanden siden. Jeg er desuden næsten sikker på, at min rygsæk – til ære for lufthavnssecurity – var tom, da jeg tog den med til England. Og endnu mere – har vi fået et for tæt venindeforhold når vi dels kan genkende hinandens trusser og dels kan forvente at finde dem i hinandens tasker?

Jeg tror ikke jeg får svar foreløbig. Men i det mindste har jeg fået ro i sjælen og fået løst mit første (og forhåbentlig sidste) trussemysterium.

 

Her kan du læse mere om glemte ting i tasken og særligt om ting, jeg har fået smeltet eller delvist smeltet i mine tasker