Emils laboratorium – et indlæg om en af de mærkeligste nætter i mit liv

Jeg har en veninde. Og hun er ikke bare sådan en helt almindelig veninde. Hun er sådan en veninde, som jeg altid oplever de vildeste ting sammen med. Det er ikke noget vi går rundt og gør hver for sig, men når vi to mødes, opstår der bare nogle gange de vildeste situationer.

Den seneste gang var i søndags.

Vi mødtes søndag aften for at diskutere nogle venindeting over en øl. Det viste sig hurtigt, at vi var de eneste på baren. Eller i starten var der fire fyre, som, da de gik, fik sig lidt af et grin.

Anne og Julie drikker øl og sender snapchat-beskeder

Anne og Julie drikker øl og sender snapchat-beskeder

For idet de passerer os på vejen ud, refererer min Anne en samtale til mig – med en vældig entusiasme (og en lille smule højt): ”Du sød! Du er smuk! Du er sexet! Jeg har lyst til dig!”. Fyrene går forbi, griner af os. Så var der os, en NFL-kamp, to øl og bartenderen tilbage.

En af vores venner (David) ser på et tidspunkt en snapchat-besked fra os og får lyst til at komme forbi og joine. Så vi aftaler nu (da klokken er tolv og baren lukker) at gå videre til et andet fint sted på Østerbro: Hermods Bodega.

Her sidder vi så lidt over en time, og får endelig besluttet os for at blive oppe for at se den skide røde måne, som skulle være meget speciel og once-in-a-life-time (eller i hvert fald de næste 11 år). Hermods er så småt ved at lukke, men to flinke psykologistuderende fortæller at Mojos i hvert fald har åbent indtil måneformørkelsen. Så vi sætter ned mod Trianglen for at finde en bus.

Undervejs sker der dog noget.

Midt på Østerbrogade møder vi kl halv to om natten to mænd – den ene er i en stribet slåbrok, som spørger om vi ikke skal se månen i hans kikkert. Anne bliver hevet hen og bliver instrueret i at indstille kikkerten. Vi får at vide af den ene mand (ham uden slåbrok og som hedder Jørgen) at den anden mand, Emil (med slåbrokken) er opfinder og netop har fortykket hans såler med en blanding han lige har opfundet.

Anne stoppes red

Vi er netop blevet stoppet og tilbudt at låne Emils kikkert

Emil lader sig gribe af stemningen – og får sagt: ”Jeg har et laboratorium! Kom hjem og se mit laboratorium! Vi kan vente der ind til måneformørkelsen begynder!” Godt hvad gør man, når man møder en sær, gammel mand i slåbrok kl halv to, natten til mandag og som inviterer en hjem til sit laboratorium?

Man tager med – i hvert fald når man er Julie og Anne (og David). Det skal til vores forsvar siges at vi havde haft en meget alvorlig (og dæmpet) venindesnak/situationsdiskussion før vi gik med dem: ”Tror du han slår os ihjel? Har han et laboratorium? Det kunne være fedt hvis han har et laboratorium! Men ikke hvis han slår os ihjel! Men vi har jo David. Er David stærk nok, hvis der skulle være noget? Vi er også stærke! Stærkere end David? Sidespor! – slår han os ihjel?! Kan vi nå at ringe til nogen, hvis han forsøger at slå os ihjel? Ej, han slår os ikke ihjel. Vi kan godt gå med, kan vi ikke? Jo, vi kan altid løbe væk, ikke? Jo. Jeg sender lige en sms med hvor vi er til nogle andre venner – bare for en sikkerheds skyld.”

Nå, men nu går vi tre altså med til Emils laboratorium sammen med Emil og Jørgen. Emil bor i en lille og gammel lejlighed. Og noget nær mit livs mærkeligste nat går i gang…

”Har I nogen lommelygte på jeres telefon?”, spørger Emil “Bare lige til vi kommer ind – jeg skal lige finde mine tændstikker.”

Det viser sig, at Emil ikke har noget strøm i sin lejlighed – for han virkelig noget imod Dong. Så de første minutter går med at tænde stearinlys i forskellige kandelabre.

"Jeg har nok ting til når 3. verdenskrig kommer" - Emils tilbagevendende kommentar. Jeg foreslog kækt, at han nok startede den.

“Jeg har nok ting til når 3. verdenskrig kommer” – Emils tilbagevendende kommentar. Jeg foreslog kækt, at han nok startede den.

Hans lejlighed er en af de mest fyldte lejligheder, jeg har set i mit liv. Overalt er der ting. Opfindelser, mærkelige dunke med væsker, kommende patenter, papirer i bunkevis, gamle billeder, dimser, dutter, cykelhjul, gasmasker, dyre apparater – alt.

Det er det mest skræmmende og mest fascinerende sted jeg nogensinde har været i mit liv. Der, hvor hans loftslampe skulle hænge, hænger der et lod. Ved siden af portvinsflasken (som skjuler sig inde under en stivnet arbejdshandske), står der en flaske med mærkelig væske. En tandbørste står i en firkantet metalæske på bordet.

”Jørgen, tag lige noget vin til mig og de unge mennesker!” beder Emil, og hurtigt står der fem plastikkopper og der bliver skænket rødvin af en boks. Jeg har aldrig i mit liv været så langsom til at drikke noget alkohol før – aldrig! Jeg turde simpelthen ikke drikke af det, før jeg havde sikret mig, at der ikke var noget galt. Så jeg venter på at Jørgen og Emil drikker først. David drak dog ret hurtigt af glasset og jeg må indrømme, at jeg brugte en del tid på at holde øje med ham, før jeg selv drak (jeg beklager, David).

Glas tæt

Stemningsbillede af drikkevarerne

Det er de mærkeligste timer og de mærkeligste samtaler vi har. Vi ser billeder af hele hans familie, hans to søde børn, hans afdøde forældre og andre slægtninge. Vi taler om alt fra patenter til Rosetta-stenen til opfindelser til foretrukne feriesteder og alverdens andre ting. Vi lærer også at Emil ikke kan klare, når systemet kvaser svage mennesker og vi hører om hans nylige sejr, hvor han hjalp en kvinde med at beholde sit barn. Han viser os også et tv-program på min telefon, hvor han deltager som systemkritiker.

Emil er veltalende, han er virkelig skør (det kan han i øvrigt godt lide at gøre opmærksom på – han elsker at han er skør) og han danner nogle fantastisk ord – herunder kværulanceforrykthed og elektroonani.

Han har en fantastisk vane. Hver gang han skal sige noget, hvor han vil understrege, hvor vildt det er, afslutter han sætningen med ”Hallo!” – imens han samler hånden i en spids foran sig i bedste italienerstil: ”Det er altså mig der har opfundet den – hallo!, Den er altså fra 30’erne, meget værd og jeg klunsede den helt tilfældigt – hallo!”

Han er rap i replikken, og da et af lysene i kandelaberen skal skiftes, får jeg sagt (helt uden at tænke over det), at den nok skal have hjælp til stå selv. Emil er hurtig: ”Haha – se der talte du over dig. Det var vist hormontrykket der vælter ud som akustisk energi!” Jeg blev mundlam. Derudover sætter han mig også flere gange på prøve ved at lade mig oversætte ordsprog fra tysk – og heldigvis fejler jeg ikke.

David og Anne

David og Anne sidder i Emils sofa.

Anne, David og jeg sidder klemt i Emils sofa. Jørgen flyttede en del ting for at gøre plads til os. Og på et tidspunkt skal han flytte endnu flere – for Emil vil tage et billede af os og Jørgen skal være i sofaen. Og det skal ikke være med en af de der åndsvage stænger man sætter telefonen på – dem kan han ikke fordrage. Han henter sit analoge kamera og stativ og spoler det tilbage for at tage et billede (nostalgisk oplevelse udover alle grænser). Han sætter selvudløser på og beder os sidde helt stille imens han løber hen i nærmeste stol.

Da billedet er taget og Jørgen skal tilbage, hvor han kommer fra, mangler han stolen. Eller det vil sige han mangler toppen af taburetten, som er blevet løftet væk med alle de andre ting, der lå på den. Den bliver aldrig fundet og Jørgen må finde en ny stol.

Derefter vil Emil gerne vise os rundt i sin lejlighed, så i mobillommelygtens skær går vi afsted. David er lidt for langsom til at komme fra sofaen og ud i gangen (han kæmper for ikke at vælte noget), og Emil udbryder irriteret ”Kom nu, Bamseben!”.

Toilettet er Emil særlig stolt af og han gør opmærksom på at toiletbrættet – det er sgu mahogni! Han viser os sin vaskemaskine (en beholder), hvor han vasker tøj med kaustisk soda. Han viser, hvordan hans vandsystem virker, og da han tænder for vandet, sprøjter der vand alle steder – også fra siderne. Anne når at springe tilbage, inden hun bliver ramt. Han har også et badekar. Men det står naturligvis ikke på badeværelset – men i gangen på vej til køkkenet.

Og apropos køkkenet – åh gud.

Den del af køkkenet der rummede cykelhjul og bøjler.

Den del af køkkenet der rummede cykelhjul og bøjler.

Der er alt muligt i det køkken: kemikalieskab, malerbøtter, cykelhjul og andet. Der er ikke noget køleskab – for han hader jo som sagt Dong og har ikke noget strøm. Så han laver kun frisk mad. Han tilbyder os rødbedesalat, men vi siger pænt nej tak. Jørgen griner og konstaterer at han nok ikke skulle have vist os køkkenet, hvis vi skulle spise det. Han har ret.

Soveværelset er ret stort og i vinduet er der dækket til med en masse udstyr og folie. Anne spørger, hvad det er til, og Emil giver hende en lang forklaring. Han ender dog med at grine og fortælle, at det ikke kan en skid, men at det er skideskægt, når naboerne undrer sig.

Vi snakker videre, Emil ryger cerutter, Jørgen drikker portvin og snakken flyder. Da klokken nærmer sig 03.07 (måneformørkelsens begyndelse), beslutter vi os for at gå ud. Emil ifører sig sin gå-morgenkåbe (han har fire i alt), og vi går fra lejligheden. Jeg skal indrømme, at jeg et eller andet sted var lettet over at være i live.

Julie, Anne,Emil Jørgen

På vej mod Fælledparken fik vi taget et gruppefoto. David er dog bag kameraet.

Vi går ned mod Fælledparken, men stopper på vejen ved 7-eleven, hvor Jørgen gerne vil give lige, hvad vi vil have – han har nemlig solgt en helveds masse ting på Ravnsborgsgades loppemarked. Så han køber øl og babybites til os og peanuts til Emil. Emil bruger dog det meste af tiden på at rende rundt og lede efter stegt abekattefedt. Det har han nemlig lyst til. Det fortæller han også ekspedienten en del gange. Det kunne de godt udvide sortimentet med. Men han ender med at lade sig nøje med peanuts. Men øv! Det er de dårligste peanuts han har smagt i sit liv! Han foretager en brugerundersøgelse ved at byde alle han møder på peanuts og spørge om de ikke også er dårlige. De fleste giver ham ret, og han ender med sætte dem på gaden mens han bander og svovler.

Emil og Anne i 7-eleven - hvor de ikke har stegt abekattefedt i deres sortiment.

Emil og Anne i 7-eleven – hvor de ikke har stegt abekattefedt i deres sortiment.

Så når vi endelig til det vi har ventet på: måneformørkelsen.

Den var virkelig flot og gør denne fuldstændig vanvittige aften fuldendt. Vi ser den blive begyndende rød, men Emil bliver træt på et tidspunkt og vil gerne hjem. Han siger farvel på fire sprog, giver os et kram og trasker hjem. Det er nok også okay at være træt lidt i halv fem, når man er 72 år.

Jørgen er stadig en ung mand på 54 år, mener Emil, og han vil gerne se det hele og bliver sammen med os – og han er glad for, at vi gerne vil have ham med os. Vi synes han er hyggelig.

Vi ser resten af den flotte måneformørkelse, og klokken lidt over fem begynder vi at gå hjem. Anne og David skal samme vej, og jeg tager ned mod mine forældre for at overnatte der i stedet for at finde en bus hjem (lad mig bare sige, at de blev svært glade for at få besøg klokken lidt over fem. Jeg kunne nemlig ikke liste ind – for hunden afslørede mig og vækkede hele hytten!).

Jørgen vil enormt gerne sørge for at jeg kommer godt hjem, for han bor lige i nærheden. Jeg kan mærke, at jeg endnu engang bliver en smule vagtsom, men både Anne og David (og også Jørgen selv) forsikrer mig om, at jeg ikke bliver slået ihjel. Jeg beslutter at stole på manden, og vi følges ned mod Trianglen. På vejen finder han Emils glas med peanuts – han synes ikke de er så tossede! Skal jeg ikke også have nogen? Jeg takker pænt nej. Han synes, Emil er det skøreste menneske han kender – men han er også den klogeste, forsikrer han mig. Han er virkelig glad for at de mødte os – han har moret sig. Jeg forsikrer ham om, at det har vi virkelig også.

Han følger mig helt ned til Trianglen – for skidevære med det – han skal nok finde tilbage til Brumleby. Unge piger skal ikke gå alene rundt om natten. Jeg får lyst til at tilføje, at de nok heller ikke bør følges med fremmede mænd, men jeg undlader og takker ham for omsorgen. Han giver mig et farvelkram og vi skilles midt på Trianglen.

Jeg går op til mine forældre – fuldstændig overvældet af træthed og over den vanvittige nat.

Kære Anne og kære bamseben – tak fordi I var der til at opleve alt det her med mig.

Kære Emil og Jørgen – I er uden tvivl nogle af de mest mærkelige, skøreste, skræmmende mennesker jeg har mødt i mit liv. I er samtidig også nogle af de mest gæstfrie og mest interessante. Tak!
Kære læser – hvis du nu en dag møder en mand i en stribet morgenkåbe på Østerbrogade, som tilbyder dig sin kikkert – så lån den! Han har et laboratorium og han er skør – men han er bestemt ikke farlig.