Elev-encounters

Jeg elsker at være lærer! Der er meget få ting jeg ikke kan lide ved det. Dog er der en ting, jeg ikke er sindssygt pjattet med: at møde mine elever uden for skolen.

Forstå mig ret: jeg holder meget af mine elever, og der er steder, hvor det ikke gør så meget at møde dem. Der er også bare steder, hvor man ikke har brug for at møde dem.

Her i sidste uge havde jeg mandag morgen min første time med mit nye hold i retorik. Mandag eftermiddag kl. 17.00 var jeg i noget nær minus tid, da jeg skulle til prøve på Emil fra Lønneberg, som jeg spiller med i.

Jeg havde lovet at købe et par øl med til efter prøven og tvungen af tidsnød gik jeg derfor i 7-eleven for at svinge en sixpack i tasken. Ved køledisken står jeg længe og overvejer, om det nu skal være guldøl eller classic. Jeg ender med at beslutte mig for classic – og heldigvis for det. For da jeg kommer op til kassen, ser ekspedienten bekendt ud – og sørme om et smørret grin ikke breder sig over hans ansigt. Og så slår det mig – jeg står og køber øl en mandag eftermiddag af en mine elever. En elev som kun har mødt mig en gang – nemlig tidligere samme dag på mit retorikhold. Fedt. Jeg trøster dog mig selv med, at jeg ikke valgte guldøllene. Jeg får købt min sixpack efter at have mumlet noget nær ”Sikke et godt indtryk jeg får gjort på dig, første dag vi mødes”.

Det er faktisk ikke den eneste gang, jeg denne dag blev mindet om at mødet med elever kan blive en pinlig affære. På selvsamme retorikhold samme morgen, var eleverne nemlig blevet bedt om at præsentere sig selv for hinanden.

Lad mig være ærlig: 25 fremlæggelser senere var jeg måske et lidt andet sted mentalt, men jeg fik opfanget noget a la: ”Jeg var på Roskilde i år – det var meganice! Og jeg har i øvrigt en historie med Julie”. Det gibbede i mig: Shit – har han set mig på Roskilde? Mødte han mig den dag, jeg drak rom i stedet for aftensmad? Eller den dag jeg forgreb mig på en flaske portvin? Har han set mig danse upassende?

Det viste sig – heldigvis – at han bare ikke var så god til at holde pause. Roskilde havde intet mig at gøre – han ville bare fortælle at han kendte mig, fordi han allerede havde haft mig i forvejen i oldtidskundskab. Jeg drog et lettelsens suk.

Det er bare ikke kønt at se sin lærer på den måde, tænker jeg. Jeg har heldigvis kun oplevet at møde en elev i en brandert en gang – det var nytårsaften på, mit hår var fuld af glimmer og mit humør var højt, imens jeg gik ned ad Østerbrogade. Jeg fik kaldt hende et forkert navn – men det tog hun meget pænt.

Dog havde jeg en oplevelse i fredags, som gav mig en form for oprejsning på lærer-elevmødekontoen. Jeg var på vej hjem efter en prøve på Emil. Jeg havde ikke nået aftensmaden, og stak forbi 7-eleven. Klokken var lidt over midnat, jeg var træt og det skulle bare gå hurtigt. Til dyb irritation for mig er hele 7-eleven fuld af fulde gymnasieelever, der har været til introfest.

Jeg stod i køen og skiftedes til at blive råbt ind over og skubbet til. Jeg fandt mit virkeligt tålmodige jeg frem og prøvede at smile overbærende og fortælle ”at det gør skam ikke noget”, når piger på lidt for høje stiletter bumlede ind i mig.

Så hører jeg pludselig mit gymnasiums navn blive nævnt. En gruppe på en 10-12 elever begynder at råbe deres klasse og bogstav – og lige pludselig slår det mig: Dem skal jeg da undervise! Og så kan jeg love for, at jeg kom til at lytte med på, hvem der kyssede med hvem, hvem der havde kastet op og hvem der var lækker. De førte sig frem og købte Moët til 400 kroner flasken og de havde en fest. Inden i havde jeg det også.

Kære elever derude – jeg ved godt, at I synes det er skægt, at møde jeres lærere i situationer, hvor de måske er på en smule dybt vand. Det er det også. Men vid en ting – det går begge veje. Og næste gang I skal i 7-eleven for at købe Moët og baby bites i vilde mængder – så kig jer lige omkring og se om hende der den mærkelige dame står og lytter interesseret med – for vi lærere er overalt. Og vi er mindst ligeså nysgerrige som jer!

Læs også indlægget “Undværlige undervisningsøjeblikke”