Jeg er netop væltet omkuld efter et langt karbad. For lidt mindre end to timer siden kom jeg hjem fra min allerførste hyttetur med to 1.g-klasser. Og hold nu op, hvor har det været sjovt! Først og fremmest var jeg af sted med tre rigtig sjove og søde kolleger ,og derudover var jeg sammen med to klasser, der opførte sig intet mindre end eksemplarisk.

Hytteturen foregik i en stor spejderhytte og jeg må indrømme: af og til kunne spejderen i mig altså ikke helt holdes inde. Men man skal jo selvfølgelig også bruge sine spejderkompetencer af og til.

Jeg brugte dem for alvor for første gang, da der skulle til at laves bål. Eller rettere samle brænde og snobrødspinde. Det hold, der skulle samle brænde, samlede omtrent fem våde træstykker samt et ukendt antal pinde til snobrød. De mente de var færdige.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor længe de regnede med at holde bål. De mente det skulle være det meste af natten. De troede ikke rigtig på mig, da jeg mente at det allerhøjest ville holde en time.

Nå, men efter en hurtig indføring og snak om småstykker til optænding og brændemængder endte jeg med at sige: ”Vi skal jo lave et stort bål!”

Den opfordring endte de her friske, unge mennesker med at tage VIRKELIG bogstaveligt – for en halvtime senere, da jeg kom tilbage var der virkelig meget brænde (det meste dog stadig vådt), og der var både hele og halve træstammer samt et par enkelte rafter de havde fundet i spejderhyttens raftegård. Til ikke-spejderne: rafter er ting man pionerer med og genbruger.

Jeg måtte virkelig rose dem for deres engagement, mens jeg tog rafterne til side. Da jeg så kom tilbage igen efter knap 20 minutter, var de allerede gået i gang med at tænde bålet – på trods af at det først skulle tændes et par timer senere.

Det var dog ikke lykkedes dem – og de var lidt frustrerede: nu havde de jo en masse brænde, men det ville bare ikke tænde, selvom de havde proppet knap to ruller toiletpapir på.

Vi kom hurtigt igennem elementær båltænding og jeg fik vist forklaret, at man starter småt og kommer mere på efterhånden. Ret tvært måtte de hive alt brændet fra igen. Dumme lærer.

Og jeg blev også lidt mere dum, da jeg måtte forklare to drenge, at de skulle stoppe med at løbe efter hinanden med hjemmelavede toiletpapirsfakler med ild i.

Eleverne kunne dog ikke nå, at være med, da bålet faktisk skulle tændes senere, da de var i gang med forskellige former for underholdning. Og jeg indrømmer: jeg var ret okay med det – for et eller andet sted havde jeg lidt præstationsangst ved tanken om at tænde bål med 60 elever bag mig.

Heldigvis fik jeg det tændt ret hurtig med lidt intensiv viften for ilden, så da eleverne kom lidt senere var der godt gang i det. En af de fyre, der havde kæmpet med toiletpapirsoptænding tidligere, kom hen til mig og spurgte om det var mig, der havde lavet det – ”Altså sådan helt selv? Uden hjælp? Seriøst? Syyyygt!”

Nå, men vi fik gennemgået de mest elementære ”træd ikke ind i bålet – ild er varmt” og ”pust ikke på din sidemand, hvis der går ild i ham/hende, etc.” -bålregler.

Det blev faktisk voldsomt hyggeligt og en af pigerne havde taget en guitar med. Jeg følte mig i grunden ret pædagogisk, og jeg sang med, og jeg syntes selv, at jeg udviste en fin entusiasme og overskud. Men med et forsvandt det hele, da hun stillede spørgsmålet: ”Nå, hvordan har vi det så med Wonderwall?” – og det fløj bare ud af mig: ”Anstrengt!”. Flot, Julie! Pædagogisk overskud = -10!

Åh, hvor jeg hader den. Det er en typisk ”jeg har lige lært at spille guitar og nu skal jeg smadre en sang”-sang. Heldigvis hørte de ikke helt, hvad jeg præcist havde sagt, og jeg fik den på en eller anden måde reddet og måtte pænt synge med på den (og have den i hovedet resten af natten). Ret skal så være ret – guitaristen sang og spillede meget dejligt, og hun spillede meget andet godt.

Derefter kom vi til et nyt højdepunkt ved bålet: snobrød. Normalt når man har en snobrødspind snitter man lige barken af og brænder den i ilden for at få de værste bakterier væk. Men inden jeg kunne nå at sige ”dej”, var de fleste allerede i gang med at klaske snobrød omkring pindene. Og jeg mener klaske – ikke sno, men klaske. Derefter var det på med brødene. Et lille fif: hvis man holder snobrød ind over gløder kan man styre det. Men hvad hvis man holder det over flammerne? Jo, så bliver det sort og brændt – og oftest går der ild i det. Følgende skete: mindst fire snobrød røg af pindene og diverse brød i brand. Et af dem tilhørte en pige, som rejste sig panisk og udbrød ”Hjælp, hjælp mit snobrød står i flammer!”, hvorefter hun viftede det rundt i panik for at slukke det. Jeg greb hendes pind og slukkede hendes dejfakkel på jorden og måtte tørt konstatere (dog med en vis empati), at hun nok ikke skulle spise det.

Når alt det her er sagt, så lykkedes det dem at holde et fint bål til langt ud på natten – og helt uden at der gik ild i nogen. Det var en fin bedrift, synes jeg. Og jeg troede egentlig, at jeg havde fået spejderlederen gemt lidt væk. Men i morges sprang hun så frem igen, da det kom til oprydningen.

For det første fik hun fire mennesker til at springe op af soveposerne med truslerne om vand, hvis der skulle kaldes mere end tre gange.

Derudover lærte hun dem vigtige livslektier. Jeg synes egentlig, at det er ganske foreneligt med lærerrollen – vi skal vel som lærere i gymnasiet lære dem noget om og forberede dem på den virkelig verden?

 

Livslektie 1: Intet i livet er gratis

Denne ene livlektie fik tre drenge at føle. De havde nemlig aldrig mødt tøjheksen. Tøjheksen er et fænomen, der florerer på vores lejre, hvor 40 menneskers ting ret hurtigt bliver til meget rod. Derfor bliver tøj og diverse ting der ligger og flyder samlet af en tøjheks, og man kan få det tilbage mod betaling.

Efter diverse påmindelser om at de skulle huske deres ting fra sovesalene, så der kunne blive ryddet, var der alligevel en dreng, da ikke havde gjort det. Jeg fandt frem til ham, og han fik sagt noget a la ”Ja ja, bare giv mig dem.” Jeg mente at det kostede fem englehop eller armbøjninger. Så begyndte han at grine. ”Haha, det mener du ikke! Mener du det? Ej, seriøst?” og så lavede han tre sjoskede hop på stedet. ”Så bare giv dem! Hvad? Ej, skal jeg virkelig lave dem? Du mener det?! Det er fjollet.” Det måtte jeg give ham ret i. Men altså – noget for noget! Sådan er det jo også i det virkelig liv, fik jeg grinet til ham, hvorefter han svarede ”Okay, men må jeg tage armbøjninerne på græsset?” Det fik han lov til. Man skal jo ikke være helt urimelig.

Derudover blev det til yderligere fem englehop for en anden på grund af en t-shirt samt 5 sprællemænd for en sovepose,som han selv foreslog at tage i stedet for armbøjninger eller englehop, da han havde knæskade og ikke kunne gå i knæ. Jeg roste ham naturligvis for hans konstruktive løsning.

 

Livslektie 2: Utak er verdenens løn

En anden af drengene var godt træt af at være blevet tvunget til at samle skodder op. Han var blevet taget i at smide dem på trods af de ikke måtte. Straffen: dem der bliver taget i at smide skodder, samler alle op. Derefter var han blevet sat til at vaske gulv. Og da jeg passerede ham, var han godt gal i skralden og han synes i hvert fald han skulle have en cola som tak. Jeg tog ham på skulderen og bød ham velkommen til den virkelige verden: ”Utak er verdenens løn – det kan du ligeså godt vænne dig til. Livet er dybt uretfærdigt.”. Han mente stadig han skulle have cola. ”Det kan du ikke få. Men jeg vil dog gerne alligevel have lov at rose dig,” sagde jeg ”jeg synes, at du har vasket det her gulv rigtig flot. Den ros er jo bedre end cola – den kan du jo gemme i dit hjerte og tage frem af og til!” Ja – jeg kunne altså ikke lade være med at tage den helt derud. Han svarede: ”Øv, jeg hader det der ros! Det er jo bare ord! Du kunne ligeså godt bare have givet mig to fingre skråt op!”.

 

Det blev til en længere smøre. Det korte af det lange: hold op det var en hyggelig tur! Jeg må dog konstatere: en gang spejder – altid spejder. Og det gør måske ikke så meget. For man er nok lidt mere crazy end de fleste andre. Men altså et gran af vanvid gør hjertet let – og måske livet lidt mere surt for eleverne!

 

Kan I ha’ det godt derude?