Det er åbenbart svært for mig at få skrevet blogindlæg regelmæssigt. Det kniber lidt med tiden. Men nu ser det ud til, at tid ikke længere er en mangelvare. Jeg har nemlig masser af den de næste 14 dage. Jeg er nemlig i coronakarantæne. Eller COVID-19 som de voksne kalder det.

Søndag nat blev jeg vækket: et nært familiemedlem var netop blevet afhentet af Rigets infektionsafdeling – med rumdragter og alt det der.

Jeg (og den resterende del af familien) havde været sammen med vedkommende få dage forinden, hvor vi alle havde taget afsked med et andet nærtstående familiemedlem. Så mens vi har grædt, krammet, snøftet, tørret øjne og kysset både den afdøde og hinanden, har den der latterlige virus haft fri lejlighed til at se sig lidt omkring og finde nye mulige værter. Seriously, you can’t make this shit up! Vi udvekslede sidste hilsner og muligivis coronavirus ved dødslejet – absurd, ikke?

Nå, men nu er vi så her: karantæneland! Jeg har aldrig troet, at jeg var klaustrofobisk eller noget i den stil, men jeg klarer umiddelbart frihedsberøvelse sådan moderat godt. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg kommer til at holde mig på den pæne side af loven. Når det så er sagt, så er det jo en udmærket måde at lære en ting eller to om sig selv, når man nu har to ugers ro.

En ting jeg har lært, er at jeg er handler ret hurtigt, når katastrofen potentielt lurer. Klokken lort søndag nat, da jeg netop havde lagt på, var det første jeg gjorde at gå på nemlig.com og bestille varer. Umiddelbart en ret fornuftig ordre, kunne jeg konstatere næste dag. Men måske mængderne af tørret pasta, makrel på dåse og toiletpapir lå på den lidt skæve side, når man egentlig kan bestille dag til dag.

Mandag morgen mindede om et seriøst dårligt afsnit af Chris og Chokolade-fabrikken (hvis nogen stadig husker den smukke 00’er sketch fra Svedbanken om manden, der virkelig prøvede at pjække). Jeg skulle ringe til mit arbejde og spørge om det var ok, at jeg blev hjemme, da jeg højst sandsynligt skulle i tvungen karantæne lidt senere på dagen, så snart Styrelsen for Patientsikkerhed havde fået opsporet os.

Seriøst, hvordan man lige, at man ikke kommer uden det lyder komisk? ”Chef, det Julie! Jeg kan ikke komme på arbejde i dag, chef! Det er fordi jeg kender en, der måske er syg, chef!”

Eller

”Det er corona, chef! Jeg har måske fået corona, chef! Så jeg kommer ikke på arbejde de næste 14 dage, Chef!”

Min søster og jeg havde i hvert fald en smuk messengertråd med mulige Chris-agtige undskyldninger.

Nå, men heldigvis var melding (modsat den Chris plejer at få): BLIV HJEMME!

Så det gør vi så. Heldigvis var vi sammen med den smittede torsdag aften – og på grund af sorg så vi nærmest ingen andre mennesker de efterfølgende dage. Derfor varer karantænen ”kun” til næste torsdag. Medmindre jeg eller andre i karantænen bliver syge – så tager vi lige fem dage mere. Men bare rolig, I slipper ikke for mig. Jeg kommer til at fylde bloggen med BREAKING NEWS fra karantænelandet.

Kh Julie – som pt. er symptomfri og ved ok mod!