Af og til sker det, at jeg simpelthen ikke kan holde min kæft. Det har jeg lige måtte sande igen. Okay, det var i en god sags tjeneste, så det er måske ikke så slemt. Og så var det en måske lige en lille smule, fordi jeg blev provokeret og havde lyst til at svare igen. Men det kommer jeg til.

Jeg er netop landet på Nørrebronx efter en hel pinse med svigerfamilien på Fyn. DSB brillede selvfølgelig med at have sporarbejde og togbusser mellem Odense og Nyborg på alle tog fra Jylland/Fyn mod København.

Den søde svigerfamilie havde liftet mig og kæresten til Nyborg, så vi undgik togbussen – og sikke et held! Vi havde heldigvis sørget for at bestille pladsbillet og ankom lige før togbussen. Det lignede en myretue, da togbussen ankom og folk myldrede ind. Toget blæste afgang mens folk stadig stod i kø til at komme ind og overalt herskede kaos.

Okay, forestil dig det her: 1000 mennesker der er på vej hjem fra besøg hos svigerfamilier, familier, venner, job – you name it. Rejsen tager en time længere end normalt og der har ikke været nok pladser i hverken togbus og nu heller ikke i toget. Hvor stor tolerance er der mon i sådan et tog en sen, mandag eftermiddag kl lidt i seks? Ikke ret meget, vel?

Nå, men toget sætter i fart og folk knokler forbi hinanden for at nå den rigtige vogn og den rigtige plads.

En sød teenagedreng på en 14-15 år siger til manden skråt bagved mig, at han skal sidde, hvor manden sidder. Hvordan reagerer manden (som er omkring halvtreds og i god stand)? Ved at fortælle ham, at han ikke var blevet smidt væk, hvis det var en gammel dame. OG ved at fortælle drengen, at han er fræk og at det ikke kan passe. Drengen insisterer på, at han har plads 93 i vogn 31. Manden anklager nu endnu hårdere drengen for at lyve og fortælle, at han godt kan stå med de unge ben. Drengen prøver febrilsk at finde sin pladsbillet i tasken, mens han insisterer på, at han skal sidde der. Manden fortæller nu den søde unge dreng, at han ikke har tænkt sig at rejse sig og at drengen i hvert fald ikke skal ønske at komme op og slås med ham. Her begynder sidemanden så, at insistere på, at manden rejser sig. Manden , som vi senere fandt ud af hed Karsten, bliver frækkere og frækkere overfor sideområdet – som i øvrigt kun er teenagere (garanteret nøje udvalgt). En voksen mand, en anden kvinde og jeg blander os samtidigt og fortæller, at han skal opføre sig ordenligt og lade drengen sidde på sin plads. Han bliver mere og mere provokerende og fra det tidspunkt begynder RadioKarsten at sende og stopper ikke.

En ung pige flytter sig på skødet af sin veninde for at drengen kan sidde ned.

De to unge teenagepiger, som har udtrykt modvilje over for Karsten, tager en selfie. Karsten reagerer ved at tage et billede af dem.

Piger: Ej, det skal du simpelthen ikke gøre!!

Karsten: I tager selv billeder.

Piger: Af os – der er ligesom frontkamera på!

Karsten: Ja, det er der jo også på den her!

Karstens opførsel over for hele kupeen, får mig til at beslutte, at vi vidst hellere må hente en voksen. Kontrolløren lover at komme lidt før tid, men der er pinligt tavshed, da han kommer. Kvinden ved siden af mig sætter gang i sagen ved at spørge, om man kan købe en pladsbillet undervejs. Jeg ved ikke hvordan, men efterfølgende udvikler det sig til et kæmpe skænderi – hele kupeen, Karsten og kontrolløren skændes. Karsten mener ikke, at han er ubehagelig. Karsten mener ikke, at han har gjort noget galt. Jeg får slynget ud, at han er for meget og at han ikke skal sidde og tage billeder af folk. Det får kontrolløren til at blive vred. Han truer Karsten med sagsanlæg og straf, hvis det passer. Kontrolløren kan dog ikke umiddelbart gøre mere og går ikke videre med det.

Nu bliver Karsten gal, og nu får jeg den helt store tur: jeg bliver sagsøgt for injurier – kupeen bliver sagsøgt for injurier. Jeg skal sendes til udlandet (det bør alle kvinder faktisk ifølge Karsten). Jeg lukker af og gider ikke diskutere med ham. Han diskuterer højlydt for hele kupeen.

Da vi nærmer os KBH H begynder han at henvende sig til drengen igen. Det får teenagepigen ved siden af til at sige, at han skal tie stille. Han siger, at hun skal blande sig uden om. Og her er det så, at jeg ikke kan lade være med at sige noget. Det må jeg indrømme – jeg bliver så provokeret, når mennesker behandler andre uretfærdigt. Og Karsten får nu mit pis i kog. Jeg siger: ”Er du nu sød at holde din kæft og lade den unge dreng være. Han gider ikke tale med dig, jeg gider ikke tale med dig – der er ingen der gider høre på dig, din store nar”

Så får jeg at vide, at det kraftedderme er godt gjort med os kvinder – vi kan tør sgu ikke en skid. Vi tror, at vi har magten, men vi kan ikke engang slås. Mit modsvar: ”Du kan da bare komme an, hvis du vil, din psykopat!”. Flot, Julie… Meget flot, meget modent. Jeg er sikker på, at jeg så yderst farlig som jeg sad der i min røde kjole og rettede græskopgaver. Karsten igen: ”I kan jo ikke en skid!” Julie: ”Jamen, så kom!”. En eller anden af teenagepigerne får sagt han er en idiot, og Karsten glemmer, at jeg har indbudt til nævedans. Nok meget heldigt. Givet at han var en to meter høj, småtyk vestjyde – ja, så havde jeg jo nok tabt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er altså på en eller anden måde ligesom en terrier, der tror den er en rottweiler. Et eller andet sted inden i mig gemmer der sig åbenbart en hormonel provinsknægt, der bare vil slå på muffen.

Anyway, Trine – en sød kvinde i toget, beslutter sig for at bytte plads med drengen, så han kommer hen til os. Trine prøver at tage en snak med Karsten om, at han er ubehagelig. Vi taler en dyb, 70’er-pædaogigsk rundkredssnak om hvordan han mon følte sig indeni, når alle er sure på ham. Den bar ikke frugt (det var nok givet). Karsten broadcaster stadig, men ingen anden en Trine gider snakke.

Da vi skal ud, får jeg drengen foran mig – han skal i hvert fald ikke ud sammen med Karsten. Da vi kommer ud af toget, viser drengen mig sin pladsbillet og siger ”Det var altså min plads”. Karsten kommer forbi og kalder ham et eller andet. Nu kan det simpelthen være nok. Jeg tager pladsbilletten fra drengen og stikker den i hovedet på Karsten: ”Her er den! Han havde nummer 93. Det var dig, der var et dumt svin. Skrid så med dig!”.

Karsten sætter i gang, men vender om. Nu får vi at vide, at det var godt drengen havde mor med og så ævler han videre. Et eller andet farer i mig og det ender med et jeg – midt på Københavns Hovedbanegård, står og råber: ”Gå med dig! GÅ! GÅ! GÅ!! Er der en eller anden der vil få den her mand væk fra mig!” Togkontrolløren kommer og stopper Karsten – vi andre får lov at gå imens. Min kæreste og jeg følger drengen til bussen og sikrer os, at han er okay. Det er han heldigvis.

Nå, det blev vist lidt langt indlæg. Til jer alle derude i København: Hvis I ser en mand i en lyseblå regnjakke med rablende storhedsvanvid og et blussende mindreværd – så er det bare Karsten, der er løs i København!

Jeg har nedenfor lavet et lille potpourri af Karstens bedste guldkorn.

Kan I ha’ det dejligt derude?

//Julie

Citater, argumenter og andet godt fra Karstens mund:

  • K: Jeg er rig! J: Nå, men du har ikke en pladsbillet! Så flyt dig. K: Jeg har også betalt. J: Ja, men ikke for en pladsbillet. K: Nej, men jeg er rig. J: Hvis du er så skiderig, så kunne du vel have taget en taxa og ladet os andre være i fred. K:Næ, det er jeg for nærig til.
  • (Helt ud af det blå i diskussionen om pladsen) ”Jeg har en ung, flot kone!”
  • ”Giv mig jeres navne – jeg lægger injuriesag an mod jer alle sammen!”
  • ”Det her er fandme det samme som med Prins Henrik! Bare fordi man står fast på sin ret, så er alle imod én!
  • (Endnu engang – helt ud af det blå) ”I mine unge dage var jeg fandme en flot fyr!”
  • Til teenagedrengen ”Kender du den berømte sanger Niels Hausgaard?! Det er fandme det her han synger om – de manges ret mod den lille!”
  • (Også under diskussion om pladsen) ”Danske mænd kan ikke en skid! De skal pakkes ind i vat og får alle sammen brug for piller. Og når de soldater skal de fandme have flagdage og antidepressiv medicin mod posttraumatisk stress. De er så vattede at de får posttraumatisk stress. De skulle bare lære noget af mig. Jeg har ikke en skid brug for piller (yeah – right!).
  • Den mest skræmmende ting Karsten sagde: ”Jeg har sgu da både kone og børn!”

Folk, Karsten svinede under togturen:

  • alle danske kvinder
  • alle danske mænd
  • alle danske teenagere
  • alle soldater – især dem med PTSD
  • Folk med høretelefoner i ørerne
  • alle andre folk end Karsten

Folk, Karsten forsvarede under togturen

  • Niels Hausgaard
  • Prins Henrik
  • Sig selv