Kære læser

 

Jeg kan ligeså godt tilstå, (selvom du måske allerede har opdaget det): jeg er umoden, useriøs og helt igennem barnlig.

Her på den skønne valgmorgen sendte min far mig en besked med teksten: ”Husk at stemme i dag”. Vedhæftet var et billede af en pjece af Simon Emil Ammitzbøll. Min far hverken ønskede eller regnede med at jeg ville stemme på Simon Emil eller Liberal Alliance, for han ved at Simon Emil Ammitzbøll er noget nær den sidste jeg kunne finde på at stemme på. Jeg er sikker på, at S.E. et eller andet sted må være et okay menneske – men jeg er altså grundlæggende uenig med ham og hans holdninger.

Nå, men jeg har virkelig opført mig pænt under denne valgkamp. Jeg har virkelig givet mig selv mundkurv på. Jeg har undladt at kommentere på noget som helst. Men denne morgen holdt jeg ikke længere. Jeg knækkede.

To minutter efter jeg modtog billedet fandt jeg mig selv i gang med at rode rundt i min papirkurv. Jeg var næsten sikker på, at jeg også havde fået sådan en pjece. Og jeg fandt den. Og måske kom jeg til at tegne lidt på ham. Måske kom jeg til at ændre lidt valgslogans. Måske sendte jeg et billede retur til min far. Og så tog fanden ved mig – ud på de sociale medier med Simon Emil Ammitzbøll(e).

Se, det er jo altid svært ikke at træde nogle over tæerne, når der går politik i den. Men jeg kunne altså ikke lade være…

En af kommentarerne på Instagram lød: ”Hold da op, hvor er du moden og respektfuld, Julie. ” Selvom det er en drivende ironisk kommentar, bliver jeg altså nødt til at fastslå: Jeg er på ingen måde moden. Jeg er umoden, useriøs, barnlig og helt vildt upassende. Jeg har aldrig påstået andet.

Lad mig eksemplificere yderligere: jeg er med i et lærerband på det gymnasium, hvor jeg arbejder. Her i går havde vi prøve. Pianisten fik sagt noget i retningen af: ”I skal altså spille A fis E! A fis E! A fis E! Er I med? Og om jeg var. En af de andre lærere spurgte hvad jeg nu gik og tænkte på siden jeg så lusket ud i mine øjne. Og jeg måtte tilstå: ”Jeg synes, altså det er helt vildt sjovt at en akkord hedder fis. Det tror jeg aldrig jeg kommer over uanset hvor gammel jeg bliver.” Min kollega blev vist lidt underligt tilpas, men nå ja – hun spurgte jo selv.

Lad mig indskyde, at det på ingen måde blev mindre sjovt, da der umiddelbart bagefter blev indskudt ”Vi tager dem alle sammen bagfra.” (Pianisten refererede her til sangene) Også her kom jeg til at grine smørret til min kollegas hovedrysten.

Hvad kan man konkludere ud fra ovenstående? At jeg altså er pissebarnlig, jeg er useriøs og jeg griner over ting, som er åbenlyst platte. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre. Det er nok heller ikke sidste gang jeg kommer til at tegne på en pjece. For man skal jo træne sin frihåndstegning af og til…

– Julie

simon emil