Munddiarrea

En blog der bare ikke kan tie stille

Side 2 af 5

Tale er sølv – tavshed er… røvsygt

 

I flere måneder har der været ualmindeligt stille på bloggen. Jeg har ikke italesat det på denne side, men jeg valgte efter mit seneste blogindlæg i september at sætte mig selv i skrivekarantæne: ikke et eneste ord på bloggen før mit speciale var trykt og klar! Måske et okay valg da jeg på pågældende måned havde præcis en måned til at få et meget lille speciale til at vokse med små 30+ sider… Og nå ja – samtidig spille lidt Emil fra Lønneberg i Tivoli samtidig i to af ugerne. Al min skriftlige aktivitet måtte altså nødvendigvis gå til at få forfattet mit speciale.

Hvorom alting er blev jeg færdig, og specialet blev afleveret. Men så var det ligesom lidt svært at komme i gang igen. For det første bød november på arbejdsuger med mere end 50 timer hver uge. For det andet skete der bare så mange småting, at jeg ikke helt vidste hvor jeg skulle starte. For det tredje ventede nu flere ugers nervøsitet omkring resultatet på mit speciale. Men nu er jeg altså tilbage på bloggen igen! Jeg er fuldstændig klar! Og hold nu op, hvor sker der bare meget på et par måneder. Jeg kan ikke nå at skrive om det hele, men i de foregående måneder er det blandt andet sket at:

  • Jeg er blevet cand.mag – det fik jeg endelig at vide for to uger siden. Lettet? Om jeg er! Sådan en titel kan de vel ikke tage fra en igen, vel?!
  • Jeg er begyndt at undervise i klassisk græsk (oldgræsk – I ved: det der gamle sprog som ikke længere taler). Derudover er jeg blevet teamlærer (den fancy, moderne betegnelse for klasselærer)
  • Jeg har været på min første jagt og har renset vildt for første gang
  • Jeg er kommet på Tinder (historier følger)
  • Jeg er faldet til ro i det vilde område der kaldes Hellerup og er nu i gang med at gøre det usikkert

 

Af fuldstændig irrelevante ting kan det nævnes at jeg i løbet af de sidste par måneder:

  • Har smadret mit yndlingsjulepynt (en stor og flot julekugle til vinduet) og gav mig til at tude som et lille barn over det
  • Har været tre gange til cykelhandleren med et punkteret fordæk (hasarderet kørsel eller personligt angreb?!)
  • Drak mig fuld til julefrokosten og opfordrede kækt og bestemt vicerektor til at sørge for at effektivisere folk så at de svarede hurtigere på den omdelte julequiz
  • Hængte en pose med lort på en dør (forklaring følger i kommende indlæg)
  • Simpelthen ikke kunne holde mig en sen aften (læs: nat) da jeg luftede hund og måtte tisse i hundegården alongside mine forældres hund.
  • Deltog i gymnasiets støttesang i lækkert 80er-outfit.
  • Har plantet et kunstigt birketræ midt i en præsts have natten til en mandag.

Jeg har nok (faktisk uden tvivl) lavet ret meget andet, men jeg tænker at jeg må få afsløret det hen ad vejen i mine næste indlæg. Om ikke andet: jeg er tilbage, jeg er ude af min skrivekarantæne og jeg upassende som altid…

De kærligste hilsner og (i anledning af julen) springskaller til jer alle,

Julie/Munddiarrea

Emils laboratorium – et indlæg om en af de mærkeligste nætter i mit liv

Jeg har en veninde. Og hun er ikke bare sådan en helt almindelig veninde. Hun er sådan en veninde, som jeg altid oplever de vildeste ting sammen med. Det er ikke noget vi går rundt og gør hver for sig, men når vi to mødes, opstår der bare nogle gange de vildeste situationer.

Den seneste gang var i søndags.

Vi mødtes søndag aften for at diskutere nogle venindeting over en øl. Det viste sig hurtigt, at vi var de eneste på baren. Eller i starten var der fire fyre, som, da de gik, fik sig lidt af et grin.

Anne og Julie drikker øl og sender snapchat-beskeder

Anne og Julie drikker øl og sender snapchat-beskeder

For idet de passerer os på vejen ud, refererer min Anne en samtale til mig – med en vældig entusiasme (og en lille smule højt): ”Du sød! Du er smuk! Du er sexet! Jeg har lyst til dig!”. Fyrene går forbi, griner af os. Så var der os, en NFL-kamp, to øl og bartenderen tilbage.

En af vores venner (David) ser på et tidspunkt en snapchat-besked fra os og får lyst til at komme forbi og joine. Så vi aftaler nu (da klokken er tolv og baren lukker) at gå videre til et andet fint sted på Østerbro: Hermods Bodega.

Her sidder vi så lidt over en time, og får endelig besluttet os for at blive oppe for at se den skide røde måne, som skulle være meget speciel og once-in-a-life-time (eller i hvert fald de næste 11 år). Hermods er så småt ved at lukke, men to flinke psykologistuderende fortæller at Mojos i hvert fald har åbent indtil måneformørkelsen. Så vi sætter ned mod Trianglen for at finde en bus.

Undervejs sker der dog noget.

Midt på Østerbrogade møder vi kl halv to om natten to mænd – den ene er i en stribet slåbrok, som spørger om vi ikke skal se månen i hans kikkert. Anne bliver hevet hen og bliver instrueret i at indstille kikkerten. Vi får at vide af den ene mand (ham uden slåbrok og som hedder Jørgen) at den anden mand, Emil (med slåbrokken) er opfinder og netop har fortykket hans såler med en blanding han lige har opfundet.

Anne stoppes red

Vi er netop blevet stoppet og tilbudt at låne Emils kikkert

Emil lader sig gribe af stemningen – og får sagt: ”Jeg har et laboratorium! Kom hjem og se mit laboratorium! Vi kan vente der ind til måneformørkelsen begynder!” Godt hvad gør man, når man møder en sær, gammel mand i slåbrok kl halv to, natten til mandag og som inviterer en hjem til sit laboratorium?

Man tager med – i hvert fald når man er Julie og Anne (og David). Det skal til vores forsvar siges at vi havde haft en meget alvorlig (og dæmpet) venindesnak/situationsdiskussion før vi gik med dem: ”Tror du han slår os ihjel? Har han et laboratorium? Det kunne være fedt hvis han har et laboratorium! Men ikke hvis han slår os ihjel! Men vi har jo David. Er David stærk nok, hvis der skulle være noget? Vi er også stærke! Stærkere end David? Sidespor! – slår han os ihjel?! Kan vi nå at ringe til nogen, hvis han forsøger at slå os ihjel? Ej, han slår os ikke ihjel. Vi kan godt gå med, kan vi ikke? Jo, vi kan altid løbe væk, ikke? Jo. Jeg sender lige en sms med hvor vi er til nogle andre venner – bare for en sikkerheds skyld.”

Nå, men nu går vi tre altså med til Emils laboratorium sammen med Emil og Jørgen. Emil bor i en lille og gammel lejlighed. Og noget nær mit livs mærkeligste nat går i gang…

”Har I nogen lommelygte på jeres telefon?”, spørger Emil “Bare lige til vi kommer ind – jeg skal lige finde mine tændstikker.”

Det viser sig, at Emil ikke har noget strøm i sin lejlighed – for han virkelig noget imod Dong. Så de første minutter går med at tænde stearinlys i forskellige kandelabre.

"Jeg har nok ting til når 3. verdenskrig kommer" - Emils tilbagevendende kommentar. Jeg foreslog kækt, at han nok startede den.

“Jeg har nok ting til når 3. verdenskrig kommer” – Emils tilbagevendende kommentar. Jeg foreslog kækt, at han nok startede den.

Hans lejlighed er en af de mest fyldte lejligheder, jeg har set i mit liv. Overalt er der ting. Opfindelser, mærkelige dunke med væsker, kommende patenter, papirer i bunkevis, gamle billeder, dimser, dutter, cykelhjul, gasmasker, dyre apparater – alt.

Det er det mest skræmmende og mest fascinerende sted jeg nogensinde har været i mit liv. Der, hvor hans loftslampe skulle hænge, hænger der et lod. Ved siden af portvinsflasken (som skjuler sig inde under en stivnet arbejdshandske), står der en flaske med mærkelig væske. En tandbørste står i en firkantet metalæske på bordet.

”Jørgen, tag lige noget vin til mig og de unge mennesker!” beder Emil, og hurtigt står der fem plastikkopper og der bliver skænket rødvin af en boks. Jeg har aldrig i mit liv været så langsom til at drikke noget alkohol før – aldrig! Jeg turde simpelthen ikke drikke af det, før jeg havde sikret mig, at der ikke var noget galt. Så jeg venter på at Jørgen og Emil drikker først. David drak dog ret hurtigt af glasset og jeg må indrømme, at jeg brugte en del tid på at holde øje med ham, før jeg selv drak (jeg beklager, David).

Glas tæt

Stemningsbillede af drikkevarerne

Det er de mærkeligste timer og de mærkeligste samtaler vi har. Vi ser billeder af hele hans familie, hans to søde børn, hans afdøde forældre og andre slægtninge. Vi taler om alt fra patenter til Rosetta-stenen til opfindelser til foretrukne feriesteder og alverdens andre ting. Vi lærer også at Emil ikke kan klare, når systemet kvaser svage mennesker og vi hører om hans nylige sejr, hvor han hjalp en kvinde med at beholde sit barn. Han viser os også et tv-program på min telefon, hvor han deltager som systemkritiker.

Emil er veltalende, han er virkelig skør (det kan han i øvrigt godt lide at gøre opmærksom på – han elsker at han er skør) og han danner nogle fantastisk ord – herunder kværulanceforrykthed og elektroonani.

Han har en fantastisk vane. Hver gang han skal sige noget, hvor han vil understrege, hvor vildt det er, afslutter han sætningen med ”Hallo!” – imens han samler hånden i en spids foran sig i bedste italienerstil: ”Det er altså mig der har opfundet den – hallo!, Den er altså fra 30’erne, meget værd og jeg klunsede den helt tilfældigt – hallo!”

Han er rap i replikken, og da et af lysene i kandelaberen skal skiftes, får jeg sagt (helt uden at tænke over det), at den nok skal have hjælp til stå selv. Emil er hurtig: ”Haha – se der talte du over dig. Det var vist hormontrykket der vælter ud som akustisk energi!” Jeg blev mundlam. Derudover sætter han mig også flere gange på prøve ved at lade mig oversætte ordsprog fra tysk – og heldigvis fejler jeg ikke.

David og Anne

David og Anne sidder i Emils sofa.

Anne, David og jeg sidder klemt i Emils sofa. Jørgen flyttede en del ting for at gøre plads til os. Og på et tidspunkt skal han flytte endnu flere – for Emil vil tage et billede af os og Jørgen skal være i sofaen. Og det skal ikke være med en af de der åndsvage stænger man sætter telefonen på – dem kan han ikke fordrage. Han henter sit analoge kamera og stativ og spoler det tilbage for at tage et billede (nostalgisk oplevelse udover alle grænser). Han sætter selvudløser på og beder os sidde helt stille imens han løber hen i nærmeste stol.

Da billedet er taget og Jørgen skal tilbage, hvor han kommer fra, mangler han stolen. Eller det vil sige han mangler toppen af taburetten, som er blevet løftet væk med alle de andre ting, der lå på den. Den bliver aldrig fundet og Jørgen må finde en ny stol.

Derefter vil Emil gerne vise os rundt i sin lejlighed, så i mobillommelygtens skær går vi afsted. David er lidt for langsom til at komme fra sofaen og ud i gangen (han kæmper for ikke at vælte noget), og Emil udbryder irriteret ”Kom nu, Bamseben!”.

Toilettet er Emil særlig stolt af og han gør opmærksom på at toiletbrættet – det er sgu mahogni! Han viser os sin vaskemaskine (en beholder), hvor han vasker tøj med kaustisk soda. Han viser, hvordan hans vandsystem virker, og da han tænder for vandet, sprøjter der vand alle steder – også fra siderne. Anne når at springe tilbage, inden hun bliver ramt. Han har også et badekar. Men det står naturligvis ikke på badeværelset – men i gangen på vej til køkkenet.

Og apropos køkkenet – åh gud.

Den del af køkkenet der rummede cykelhjul og bøjler.

Den del af køkkenet der rummede cykelhjul og bøjler.

Der er alt muligt i det køkken: kemikalieskab, malerbøtter, cykelhjul og andet. Der er ikke noget køleskab – for han hader jo som sagt Dong og har ikke noget strøm. Så han laver kun frisk mad. Han tilbyder os rødbedesalat, men vi siger pænt nej tak. Jørgen griner og konstaterer at han nok ikke skulle have vist os køkkenet, hvis vi skulle spise det. Han har ret.

Soveværelset er ret stort og i vinduet er der dækket til med en masse udstyr og folie. Anne spørger, hvad det er til, og Emil giver hende en lang forklaring. Han ender dog med at grine og fortælle, at det ikke kan en skid, men at det er skideskægt, når naboerne undrer sig.

Vi snakker videre, Emil ryger cerutter, Jørgen drikker portvin og snakken flyder. Da klokken nærmer sig 03.07 (måneformørkelsens begyndelse), beslutter vi os for at gå ud. Emil ifører sig sin gå-morgenkåbe (han har fire i alt), og vi går fra lejligheden. Jeg skal indrømme, at jeg et eller andet sted var lettet over at være i live.

Julie, Anne,Emil Jørgen

På vej mod Fælledparken fik vi taget et gruppefoto. David er dog bag kameraet.

Vi går ned mod Fælledparken, men stopper på vejen ved 7-eleven, hvor Jørgen gerne vil give lige, hvad vi vil have – han har nemlig solgt en helveds masse ting på Ravnsborgsgades loppemarked. Så han køber øl og babybites til os og peanuts til Emil. Emil bruger dog det meste af tiden på at rende rundt og lede efter stegt abekattefedt. Det har han nemlig lyst til. Det fortæller han også ekspedienten en del gange. Det kunne de godt udvide sortimentet med. Men han ender med at lade sig nøje med peanuts. Men øv! Det er de dårligste peanuts han har smagt i sit liv! Han foretager en brugerundersøgelse ved at byde alle han møder på peanuts og spørge om de ikke også er dårlige. De fleste giver ham ret, og han ender med sætte dem på gaden mens han bander og svovler.

Emil og Anne i 7-eleven - hvor de ikke har stegt abekattefedt i deres sortiment.

Emil og Anne i 7-eleven – hvor de ikke har stegt abekattefedt i deres sortiment.

Så når vi endelig til det vi har ventet på: måneformørkelsen.

Den var virkelig flot og gør denne fuldstændig vanvittige aften fuldendt. Vi ser den blive begyndende rød, men Emil bliver træt på et tidspunkt og vil gerne hjem. Han siger farvel på fire sprog, giver os et kram og trasker hjem. Det er nok også okay at være træt lidt i halv fem, når man er 72 år.

Jørgen er stadig en ung mand på 54 år, mener Emil, og han vil gerne se det hele og bliver sammen med os – og han er glad for, at vi gerne vil have ham med os. Vi synes han er hyggelig.

Vi ser resten af den flotte måneformørkelse, og klokken lidt over fem begynder vi at gå hjem. Anne og David skal samme vej, og jeg tager ned mod mine forældre for at overnatte der i stedet for at finde en bus hjem (lad mig bare sige, at de blev svært glade for at få besøg klokken lidt over fem. Jeg kunne nemlig ikke liste ind – for hunden afslørede mig og vækkede hele hytten!).

Jørgen vil enormt gerne sørge for at jeg kommer godt hjem, for han bor lige i nærheden. Jeg kan mærke, at jeg endnu engang bliver en smule vagtsom, men både Anne og David (og også Jørgen selv) forsikrer mig om, at jeg ikke bliver slået ihjel. Jeg beslutter at stole på manden, og vi følges ned mod Trianglen. På vejen finder han Emils glas med peanuts – han synes ikke de er så tossede! Skal jeg ikke også have nogen? Jeg takker pænt nej. Han synes, Emil er det skøreste menneske han kender – men han er også den klogeste, forsikrer han mig. Han er virkelig glad for at de mødte os – han har moret sig. Jeg forsikrer ham om, at det har vi virkelig også.

Han følger mig helt ned til Trianglen – for skidevære med det – han skal nok finde tilbage til Brumleby. Unge piger skal ikke gå alene rundt om natten. Jeg får lyst til at tilføje, at de nok heller ikke bør følges med fremmede mænd, men jeg undlader og takker ham for omsorgen. Han giver mig et farvelkram og vi skilles midt på Trianglen.

Jeg går op til mine forældre – fuldstændig overvældet af træthed og over den vanvittige nat.

Kære Anne og kære bamseben – tak fordi I var der til at opleve alt det her med mig.

Kære Emil og Jørgen – I er uden tvivl nogle af de mest mærkelige, skøreste, skræmmende mennesker jeg har mødt i mit liv. I er samtidig også nogle af de mest gæstfrie og mest interessante. Tak!
Kære læser – hvis du nu en dag møder en mand i en stribet morgenkåbe på Østerbrogade, som tilbyder dig sin kikkert – så lån den! Han har et laboratorium og han er skør – men han er bestemt ikke farlig.

 

En spejderleder på hyttetur

Jeg er netop væltet omkuld efter et langt karbad. For lidt mindre end to timer siden kom jeg hjem fra min allerførste hyttetur med to 1.g-klasser. Og hold nu op, hvor har det været sjovt! Først og fremmest var jeg af sted med tre rigtig sjove og søde kolleger ,og derudover var jeg sammen med to klasser, der opførte sig intet mindre end eksemplarisk.

Hytteturen foregik i en stor spejderhytte og jeg må indrømme: af og til kunne spejderen i mig altså ikke helt holdes inde. Men man skal jo selvfølgelig også bruge sine spejderkompetencer af og til.

Jeg brugte dem for alvor for første gang, da der skulle til at laves bål. Eller rettere samle brænde og snobrødspinde. Det hold, der skulle samle brænde, samlede omtrent fem våde træstykker samt et ukendt antal pinde til snobrød. De mente de var færdige.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor længe de regnede med at holde bål. De mente det skulle være det meste af natten. De troede ikke rigtig på mig, da jeg mente at det allerhøjest ville holde en time.

Nå, men efter en hurtig indføring og snak om småstykker til optænding og brændemængder endte jeg med at sige: ”Vi skal jo lave et stort bål!”

Den opfordring endte de her friske, unge mennesker med at tage VIRKELIG bogstaveligt – for en halvtime senere, da jeg kom tilbage var der virkelig meget brænde (det meste dog stadig vådt), og der var både hele og halve træstammer samt et par enkelte rafter de havde fundet i spejderhyttens raftegård. Til ikke-spejderne: rafter er ting man pionerer med og genbruger.

Jeg måtte virkelig rose dem for deres engagement, mens jeg tog rafterne til side. Da jeg så kom tilbage igen efter knap 20 minutter, var de allerede gået i gang med at tænde bålet – på trods af at det først skulle tændes et par timer senere.

Det var dog ikke lykkedes dem – og de var lidt frustrerede: nu havde de jo en masse brænde, men det ville bare ikke tænde, selvom de havde proppet knap to ruller toiletpapir på.

Vi kom hurtigt igennem elementær båltænding og jeg fik vist forklaret, at man starter småt og kommer mere på efterhånden. Ret tvært måtte de hive alt brændet fra igen. Dumme lærer.

Og jeg blev også lidt mere dum, da jeg måtte forklare to drenge, at de skulle stoppe med at løbe efter hinanden med hjemmelavede toiletpapirsfakler med ild i.

Eleverne kunne dog ikke nå, at være med, da bålet faktisk skulle tændes senere, da de var i gang med forskellige former for underholdning. Og jeg indrømmer: jeg var ret okay med det – for et eller andet sted havde jeg lidt præstationsangst ved tanken om at tænde bål med 60 elever bag mig.

Heldigvis fik jeg det tændt ret hurtig med lidt intensiv viften for ilden, så da eleverne kom lidt senere var der godt gang i det. En af de fyre, der havde kæmpet med toiletpapirsoptænding tidligere, kom hen til mig og spurgte om det var mig, der havde lavet det – ”Altså sådan helt selv? Uden hjælp? Seriøst? Syyyygt!”

Nå, men vi fik gennemgået de mest elementære ”træd ikke ind i bålet – ild er varmt” og ”pust ikke på din sidemand, hvis der går ild i ham/hende, etc.” -bålregler.

Det blev faktisk voldsomt hyggeligt og en af pigerne havde taget en guitar med. Jeg følte mig i grunden ret pædagogisk, og jeg sang med, og jeg syntes selv, at jeg udviste en fin entusiasme og overskud. Men med et forsvandt det hele, da hun stillede spørgsmålet: ”Nå, hvordan har vi det så med Wonderwall?” – og det fløj bare ud af mig: ”Anstrengt!”. Flot, Julie! Pædagogisk overskud = -10!

Åh, hvor jeg hader den. Det er en typisk ”jeg har lige lært at spille guitar og nu skal jeg smadre en sang”-sang. Heldigvis hørte de ikke helt, hvad jeg præcist havde sagt, og jeg fik den på en eller anden måde reddet og måtte pænt synge med på den (og have den i hovedet resten af natten). Ret skal så være ret – guitaristen sang og spillede meget dejligt, og hun spillede meget andet godt.

Derefter kom vi til et nyt højdepunkt ved bålet: snobrød. Normalt når man har en snobrødspind snitter man lige barken af og brænder den i ilden for at få de værste bakterier væk. Men inden jeg kunne nå at sige ”dej”, var de fleste allerede i gang med at klaske snobrød omkring pindene. Og jeg mener klaske – ikke sno, men klaske. Derefter var det på med brødene. Et lille fif: hvis man holder snobrød ind over gløder kan man styre det. Men hvad hvis man holder det over flammerne? Jo, så bliver det sort og brændt – og oftest går der ild i det. Følgende skete: mindst fire snobrød røg af pindene og diverse brød i brand. Et af dem tilhørte en pige, som rejste sig panisk og udbrød ”Hjælp, hjælp mit snobrød står i flammer!”, hvorefter hun viftede det rundt i panik for at slukke det. Jeg greb hendes pind og slukkede hendes dejfakkel på jorden og måtte tørt konstatere (dog med en vis empati), at hun nok ikke skulle spise det.

Når alt det her er sagt, så lykkedes det dem at holde et fint bål til langt ud på natten – og helt uden at der gik ild i nogen. Det var en fin bedrift, synes jeg. Og jeg troede egentlig, at jeg havde fået spejderlederen gemt lidt væk. Men i morges sprang hun så frem igen, da det kom til oprydningen.

For det første fik hun fire mennesker til at springe op af soveposerne med truslerne om vand, hvis der skulle kaldes mere end tre gange.

Derudover lærte hun dem vigtige livslektier. Jeg synes egentlig, at det er ganske foreneligt med lærerrollen – vi skal vel som lærere i gymnasiet lære dem noget om og forberede dem på den virkelig verden?

 

Livslektie 1: Intet i livet er gratis

Denne ene livlektie fik tre drenge at føle. De havde nemlig aldrig mødt tøjheksen. Tøjheksen er et fænomen, der florerer på vores lejre, hvor 40 menneskers ting ret hurtigt bliver til meget rod. Derfor bliver tøj og diverse ting der ligger og flyder samlet af en tøjheks, og man kan få det tilbage mod betaling.

Efter diverse påmindelser om at de skulle huske deres ting fra sovesalene, så der kunne blive ryddet, var der alligevel en dreng, da ikke havde gjort det. Jeg fandt frem til ham, og han fik sagt noget a la ”Ja ja, bare giv mig dem.” Jeg mente at det kostede fem englehop eller armbøjninger. Så begyndte han at grine. ”Haha, det mener du ikke! Mener du det? Ej, seriøst?” og så lavede han tre sjoskede hop på stedet. ”Så bare giv dem! Hvad? Ej, skal jeg virkelig lave dem? Du mener det?! Det er fjollet.” Det måtte jeg give ham ret i. Men altså – noget for noget! Sådan er det jo også i det virkelig liv, fik jeg grinet til ham, hvorefter han svarede ”Okay, men må jeg tage armbøjninerne på græsset?” Det fik han lov til. Man skal jo ikke være helt urimelig.

Derudover blev det til yderligere fem englehop for en anden på grund af en t-shirt samt 5 sprællemænd for en sovepose,som han selv foreslog at tage i stedet for armbøjninger eller englehop, da han havde knæskade og ikke kunne gå i knæ. Jeg roste ham naturligvis for hans konstruktive løsning.

 

Livslektie 2: Utak er verdenens løn

En anden af drengene var godt træt af at være blevet tvunget til at samle skodder op. Han var blevet taget i at smide dem på trods af de ikke måtte. Straffen: dem der bliver taget i at smide skodder, samler alle op. Derefter var han blevet sat til at vaske gulv. Og da jeg passerede ham, var han godt gal i skralden og han synes i hvert fald han skulle have en cola som tak. Jeg tog ham på skulderen og bød ham velkommen til den virkelige verden: ”Utak er verdenens løn – det kan du ligeså godt vænne dig til. Livet er dybt uretfærdigt.”. Han mente stadig han skulle have cola. ”Det kan du ikke få. Men jeg vil dog gerne alligevel have lov at rose dig,” sagde jeg ”jeg synes, at du har vasket det her gulv rigtig flot. Den ros er jo bedre end cola – den kan du jo gemme i dit hjerte og tage frem af og til!” Ja – jeg kunne altså ikke lade være med at tage den helt derud. Han svarede: ”Øv, jeg hader det der ros! Det er jo bare ord! Du kunne ligeså godt bare have givet mig to fingre skråt op!”.

 

Det blev til en længere smøre. Det korte af det lange: hold op det var en hyggelig tur! Jeg må dog konstatere: en gang spejder – altid spejder. Og det gør måske ikke så meget. For man er nok lidt mere crazy end de fleste andre. Men altså et gran af vanvid gør hjertet let – og måske livet lidt mere surt for eleverne!

 

Kan I ha’ det godt derude?

Ti ting der sker, når du lever i en teaterboble

I går havde vi endelig premiere på Emil fra Lønneberg. De sidste uger har jeg brugt hver eneste aften (og et par enkelte hele dage) i Hillerød sammen med alle mine dejlige teaterkammerater.

Jeg har spillet med hos Mastodonterne siden 2008, og jeg er efterhånden rimelig godt bekendt med de ting, der følger med et øve/spilleforløb.

Der er en del af mine kolleger og venner, der har spurgt mig, om det ikke er hårdt at skulle øve hver aften. Det korte svar er selvfølgelig: jo, det er det da.

Men på en eller anden måde, er det ikke helt svar nok. For jo, det er da hårdt, men det er også helt vildt intenst og fedt.

Når man går i gang med sådan et forløb må man bare indse og forlige sig med at ens verden ændrer sig for en periode. Man kommer ind i teaterboble, hvor ens grænser er nogle helt andre end udenfor. Det lyder måske lidt sært, så derfor har jeg nu samlet en lille liste på ti ting, der sker, når man er træder ind i teaterboblen.

Så hvis du aldrig har prøvet det før, har du her mulighed for at blive klogere på det. Hvis du allerede er et teatermenneske, kan du forhåbentlig nikke genkendende til det.

 

 

1. 7 timers søvn er lige pludselig helt vildt meget

Pludselig er det helt normalt at føle sig fuldstændig udhvilet efter 7 timer i sengen. For under et øve/spilleforløb er 7 timer en hel nats privilegeret søvn. Flere aftener har der lige været noget, der skulle kigges på, forberedes eller gøres – enten på teatret eller derhjemme – og pludselig er der kun små fem timer at sove i.

 

2. Måltider bliver et relativt fænomen

Måltider bliver ret så fleksible. Nogle dage når du kun ét rigtigt måltid – andre dage når du måske fem. Det er bestemt ikke det sundeste, men ikke desto mindre er det sandt. Lige pludselig er et enkelt æble et helt fint morgenmåltid – andre dage udgør det en glimrende middag. Og en opvarmet gryderet kl 23.30 er der heller ikke noget synderligt usædvanligt over.

 

3. Din hud går tilbage til teenagestadiet

I teaterverdenen er cake ikke noget du spiser – det er noget du propper i hovedet. Det er en rund æske med fast pudder, som du gør våd og kommer i ansigtet med en svamp. Og det dækker. Det dækker meget. Det skal jo omvendt også kunne holde til at du danser rundt på scenen badet i sved og projektørlys. Det er så svært at få af igen – og selv om du har renset af en gang, er du stadig ikke helt ren. Huden bliver vildt udtørret og porrerne bliver stoppet. Resultatet? En hud der får bumser og urenheder som en teenager.

 

4. Din taske bliver til din survival pack

Den sidste uge har jeg kun sovet hjemme hos mig selv to gange. Det lyder måske mere interessant end det egentlig er. Men du er aldrig helt sikker på om du kommer hjem i din egen seng – for hvis du nu kan spare en hel eller en halv times transport i forhold til hvor du skal være næste dag, virker det ret attraktivt at kunne sove lidt længere. Derfor fungerer venner og forældres sofaer, senge og lejligheder fint som attraktive overnatningssteder. Og dermed bliver din taske din survival pack. Min rummer i øjeblikket alt fra deodorant, tandbørste og ekstra undertøj til alle de bøger jeg underviser for tiden samt ting jeg skal bruge til stykket.

 

5. 60 mennesker – det er jo ingenting!

Her i sidste uge blev jeg spurgt, om jeg ville tage på introtur med en 1.g-klasse i næste uge. Jeg forklarede, at jeg lige skulle tjekke, om jeg havde spillefri – hvilket jeg havde og sagde ja. Min kollega spurgte så om jeg havde lyst til at være sammen med så mange mennesker, når jeg nu endelig havde en friaften. Jeg svarede noget i retningen af ”Ja, da – det er skam helt fint!”. Når man er sammen med lidt over 80 mennesker hver dag i meget tætte forhold – hvad er det så mod 60 ude i det fri?

 

6. Dit teater bliver dit arbejde og dit arbejde bliver din fritid

Du begynder at se teatret som dit rigtige arbejde. Dit normale job virker lige pludselig ret nemt og overskueligt – du skal jo bare gøre det du plejer. Bevares – du er selvfølgelig træt efter den manglende søvn, men ellers virker det som ingenting i forhold til alt det du skal til at præstere senere på dagen.

 

7. Du tænker ikke over hvad, hvor og hvornår du synger

Dette er måske et punkt, som mest gælder for musicalteater. Men du begynder at synge hele tiden og alle steder – og du tænker ikke over det. Alle forestillingens sange går du og smånynner, og du tjekker lige om du kan dine stemmer. Og du bliver overrasket, når folk kommenterer det – for det havde du ikke lige lagt mærke til. Under samme kategori hører også med, at du konstant kan starte på en sang eller replik fra stykket, hvis en af dem omkring dig siger noget, som for dig virker helt oplagt.

 

8. Du bliver en tidsudnyttelsesninja

Din tid er knap og vældig begrænset, når du er i gang med produktionen. Derfor bliver du nødt til at udnytte al den tid du kan. Transporttiden til teatret kan f.eks. bruges til at ringe til dem, du har brug for at få fat på eller samle op på dine mistede opkald. Mellem to scener kan du også godt nå ting – eksempelvis kan du ordne noget arbejde til dagen efter, læse lektier eller måske endda blogge (netop nu sidder jeg og venter på at maden mellem to forestillinger skal blive klar).

 

9. Folk ved hvordan dit tøj ser ud. Også dit undertøj.

Der er bare ikke plads eller tid til at være blufærdig, når man spiller teater. Principielt er der kønsopdelte omklædningsrum, men for at komme til spiserummet, skal man igennem herrernes omklædning. Og i direkte forlængelse af damernes omklædning er fællesopholdsrummet. Hvert omklædningsrum er desuden ret tæt, når der klædes om. Derudover er der lynskift og almindelige skift mellem scener – og der er bare ingen tid til at stå og prøve at dække sig til eller låse sig ude på toilettet. Heldigvis har jeg aldrig været særlig blufærdig.

Uanset hvad så når man i sådan et forløb på et tidspunkt til et stadie, hvor der er helt normalt at føre en samtale med folk imens man står halvnøgen.

 

10. Andres kropsvæsker bliver familiære (og ligeså gode som dine egne)

Alt foregår tæt på en produktion: omklædning, skuespil, backstagekor, dans – alles! Derfor går der ikke lang tid, før du ved, hvordan folk lugter, hvor meget de sveder, hvornår de sveder (det er så hele tiden). Du vil også opleve at blive spyttet på, når folk taler på scenen eller når de synger dig i nakken.

Elev-encounters

Jeg elsker at være lærer! Der er meget få ting jeg ikke kan lide ved det. Dog er der en ting, jeg ikke er sindssygt pjattet med: at møde mine elever uden for skolen.

Forstå mig ret: jeg holder meget af mine elever, og der er steder, hvor det ikke gør så meget at møde dem. Der er også bare steder, hvor man ikke har brug for at møde dem.

Her i sidste uge havde jeg mandag morgen min første time med mit nye hold i retorik. Mandag eftermiddag kl. 17.00 var jeg i noget nær minus tid, da jeg skulle til prøve på Emil fra Lønneberg, som jeg spiller med i.

Jeg havde lovet at købe et par øl med til efter prøven og tvungen af tidsnød gik jeg derfor i 7-eleven for at svinge en sixpack i tasken. Ved køledisken står jeg længe og overvejer, om det nu skal være guldøl eller classic. Jeg ender med at beslutte mig for classic – og heldigvis for det. For da jeg kommer op til kassen, ser ekspedienten bekendt ud – og sørme om et smørret grin ikke breder sig over hans ansigt. Og så slår det mig – jeg står og køber øl en mandag eftermiddag af en mine elever. En elev som kun har mødt mig en gang – nemlig tidligere samme dag på mit retorikhold. Fedt. Jeg trøster dog mig selv med, at jeg ikke valgte guldøllene. Jeg får købt min sixpack efter at have mumlet noget nær ”Sikke et godt indtryk jeg får gjort på dig, første dag vi mødes”.

Det er faktisk ikke den eneste gang, jeg denne dag blev mindet om at mødet med elever kan blive en pinlig affære. På selvsamme retorikhold samme morgen, var eleverne nemlig blevet bedt om at præsentere sig selv for hinanden.

Lad mig være ærlig: 25 fremlæggelser senere var jeg måske et lidt andet sted mentalt, men jeg fik opfanget noget a la: ”Jeg var på Roskilde i år – det var meganice! Og jeg har i øvrigt en historie med Julie”. Det gibbede i mig: Shit – har han set mig på Roskilde? Mødte han mig den dag, jeg drak rom i stedet for aftensmad? Eller den dag jeg forgreb mig på en flaske portvin? Har han set mig danse upassende?

Det viste sig – heldigvis – at han bare ikke var så god til at holde pause. Roskilde havde intet mig at gøre – han ville bare fortælle at han kendte mig, fordi han allerede havde haft mig i forvejen i oldtidskundskab. Jeg drog et lettelsens suk.

Det er bare ikke kønt at se sin lærer på den måde, tænker jeg. Jeg har heldigvis kun oplevet at møde en elev i en brandert en gang – det var nytårsaften på, mit hår var fuld af glimmer og mit humør var højt, imens jeg gik ned ad Østerbrogade. Jeg fik kaldt hende et forkert navn – men det tog hun meget pænt.

Dog havde jeg en oplevelse i fredags, som gav mig en form for oprejsning på lærer-elevmødekontoen. Jeg var på vej hjem efter en prøve på Emil. Jeg havde ikke nået aftensmaden, og stak forbi 7-eleven. Klokken var lidt over midnat, jeg var træt og det skulle bare gå hurtigt. Til dyb irritation for mig er hele 7-eleven fuld af fulde gymnasieelever, der har været til introfest.

Jeg stod i køen og skiftedes til at blive råbt ind over og skubbet til. Jeg fandt mit virkeligt tålmodige jeg frem og prøvede at smile overbærende og fortælle ”at det gør skam ikke noget”, når piger på lidt for høje stiletter bumlede ind i mig.

Så hører jeg pludselig mit gymnasiums navn blive nævnt. En gruppe på en 10-12 elever begynder at råbe deres klasse og bogstav – og lige pludselig slår det mig: Dem skal jeg da undervise! Og så kan jeg love for, at jeg kom til at lytte med på, hvem der kyssede med hvem, hvem der havde kastet op og hvem der var lækker. De førte sig frem og købte Moët til 400 kroner flasken og de havde en fest. Inden i havde jeg det også.

Kære elever derude – jeg ved godt, at I synes det er skægt, at møde jeres lærere i situationer, hvor de måske er på en smule dybt vand. Det er det også. Men vid en ting – det går begge veje. Og næste gang I skal i 7-eleven for at købe Moët og baby bites i vilde mængder – så kig jer lige omkring og se om hende der den mærkelige dame står og lytter interesseret med – for vi lærere er overalt. Og vi er mindst ligeså nysgerrige som jer!

Læs også indlægget “Undværlige undervisningsøjeblikke”

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2020 Munddiarrea

Tema af Anders NorenOp ↑