Ti ting der sker, når du lever i en teaterboble

I går havde vi endelig premiere på Emil fra Lønneberg. De sidste uger har jeg brugt hver eneste aften (og et par enkelte hele dage) i Hillerød sammen med alle mine dejlige teaterkammerater.

Jeg har spillet med hos Mastodonterne siden 2008, og jeg er efterhånden rimelig godt bekendt med de ting, der følger med et øve/spilleforløb.

Der er en del af mine kolleger og venner, der har spurgt mig, om det ikke er hårdt at skulle øve hver aften. Det korte svar er selvfølgelig: jo, det er det da.

Men på en eller anden måde, er det ikke helt svar nok. For jo, det er da hårdt, men det er også helt vildt intenst og fedt.

Når man går i gang med sådan et forløb må man bare indse og forlige sig med at ens verden ændrer sig for en periode. Man kommer ind i teaterboble, hvor ens grænser er nogle helt andre end udenfor. Det lyder måske lidt sært, så derfor har jeg nu samlet en lille liste på ti ting, der sker, når man er træder ind i teaterboblen.

Så hvis du aldrig har prøvet det før, har du her mulighed for at blive klogere på det. Hvis du allerede er et teatermenneske, kan du forhåbentlig nikke genkendende til det.

 

 

1. 7 timers søvn er lige pludselig helt vildt meget

Pludselig er det helt normalt at føle sig fuldstændig udhvilet efter 7 timer i sengen. For under et øve/spilleforløb er 7 timer en hel nats privilegeret søvn. Flere aftener har der lige været noget, der skulle kigges på, forberedes eller gøres – enten på teatret eller derhjemme – og pludselig er der kun små fem timer at sove i.

 

2. Måltider bliver et relativt fænomen

Måltider bliver ret så fleksible. Nogle dage når du kun ét rigtigt måltid – andre dage når du måske fem. Det er bestemt ikke det sundeste, men ikke desto mindre er det sandt. Lige pludselig er et enkelt æble et helt fint morgenmåltid – andre dage udgør det en glimrende middag. Og en opvarmet gryderet kl 23.30 er der heller ikke noget synderligt usædvanligt over.

 

3. Din hud går tilbage til teenagestadiet

I teaterverdenen er cake ikke noget du spiser – det er noget du propper i hovedet. Det er en rund æske med fast pudder, som du gør våd og kommer i ansigtet med en svamp. Og det dækker. Det dækker meget. Det skal jo omvendt også kunne holde til at du danser rundt på scenen badet i sved og projektørlys. Det er så svært at få af igen – og selv om du har renset af en gang, er du stadig ikke helt ren. Huden bliver vildt udtørret og porrerne bliver stoppet. Resultatet? En hud der får bumser og urenheder som en teenager.

 

4. Din taske bliver til din survival pack

Den sidste uge har jeg kun sovet hjemme hos mig selv to gange. Det lyder måske mere interessant end det egentlig er. Men du er aldrig helt sikker på om du kommer hjem i din egen seng – for hvis du nu kan spare en hel eller en halv times transport i forhold til hvor du skal være næste dag, virker det ret attraktivt at kunne sove lidt længere. Derfor fungerer venner og forældres sofaer, senge og lejligheder fint som attraktive overnatningssteder. Og dermed bliver din taske din survival pack. Min rummer i øjeblikket alt fra deodorant, tandbørste og ekstra undertøj til alle de bøger jeg underviser for tiden samt ting jeg skal bruge til stykket.

 

5. 60 mennesker – det er jo ingenting!

Her i sidste uge blev jeg spurgt, om jeg ville tage på introtur med en 1.g-klasse i næste uge. Jeg forklarede, at jeg lige skulle tjekke, om jeg havde spillefri – hvilket jeg havde og sagde ja. Min kollega spurgte så om jeg havde lyst til at være sammen med så mange mennesker, når jeg nu endelig havde en friaften. Jeg svarede noget i retningen af ”Ja, da – det er skam helt fint!”. Når man er sammen med lidt over 80 mennesker hver dag i meget tætte forhold – hvad er det så mod 60 ude i det fri?

 

6. Dit teater bliver dit arbejde og dit arbejde bliver din fritid

Du begynder at se teatret som dit rigtige arbejde. Dit normale job virker lige pludselig ret nemt og overskueligt – du skal jo bare gøre det du plejer. Bevares – du er selvfølgelig træt efter den manglende søvn, men ellers virker det som ingenting i forhold til alt det du skal til at præstere senere på dagen.

 

7. Du tænker ikke over hvad, hvor og hvornår du synger

Dette er måske et punkt, som mest gælder for musicalteater. Men du begynder at synge hele tiden og alle steder – og du tænker ikke over det. Alle forestillingens sange går du og smånynner, og du tjekker lige om du kan dine stemmer. Og du bliver overrasket, når folk kommenterer det – for det havde du ikke lige lagt mærke til. Under samme kategori hører også med, at du konstant kan starte på en sang eller replik fra stykket, hvis en af dem omkring dig siger noget, som for dig virker helt oplagt.

 

8. Du bliver en tidsudnyttelsesninja

Din tid er knap og vældig begrænset, når du er i gang med produktionen. Derfor bliver du nødt til at udnytte al den tid du kan. Transporttiden til teatret kan f.eks. bruges til at ringe til dem, du har brug for at få fat på eller samle op på dine mistede opkald. Mellem to scener kan du også godt nå ting – eksempelvis kan du ordne noget arbejde til dagen efter, læse lektier eller måske endda blogge (netop nu sidder jeg og venter på at maden mellem to forestillinger skal blive klar).

 

9. Folk ved hvordan dit tøj ser ud. Også dit undertøj.

Der er bare ikke plads eller tid til at være blufærdig, når man spiller teater. Principielt er der kønsopdelte omklædningsrum, men for at komme til spiserummet, skal man igennem herrernes omklædning. Og i direkte forlængelse af damernes omklædning er fællesopholdsrummet. Hvert omklædningsrum er desuden ret tæt, når der klædes om. Derudover er der lynskift og almindelige skift mellem scener – og der er bare ingen tid til at stå og prøve at dække sig til eller låse sig ude på toilettet. Heldigvis har jeg aldrig været særlig blufærdig.

Uanset hvad så når man i sådan et forløb på et tidspunkt til et stadie, hvor der er helt normalt at føre en samtale med folk imens man står halvnøgen.

 

10. Andres kropsvæsker bliver familiære (og ligeså gode som dine egne)

Alt foregår tæt på en produktion: omklædning, skuespil, backstagekor, dans – alles! Derfor går der ikke lang tid, før du ved, hvordan folk lugter, hvor meget de sveder, hvornår de sveder (det er så hele tiden). Du vil også opleve at blive spyttet på, når folk taler på scenen eller når de synger dig i nakken.

Elev-encounters

Jeg elsker at være lærer! Der er meget få ting jeg ikke kan lide ved det. Dog er der en ting, jeg ikke er sindssygt pjattet med: at møde mine elever uden for skolen.

Forstå mig ret: jeg holder meget af mine elever, og der er steder, hvor det ikke gør så meget at møde dem. Der er også bare steder, hvor man ikke har brug for at møde dem.

Her i sidste uge havde jeg mandag morgen min første time med mit nye hold i retorik. Mandag eftermiddag kl. 17.00 var jeg i noget nær minus tid, da jeg skulle til prøve på Emil fra Lønneberg, som jeg spiller med i.

Jeg havde lovet at købe et par øl med til efter prøven og tvungen af tidsnød gik jeg derfor i 7-eleven for at svinge en sixpack i tasken. Ved køledisken står jeg længe og overvejer, om det nu skal være guldøl eller classic. Jeg ender med at beslutte mig for classic – og heldigvis for det. For da jeg kommer op til kassen, ser ekspedienten bekendt ud – og sørme om et smørret grin ikke breder sig over hans ansigt. Og så slår det mig – jeg står og køber øl en mandag eftermiddag af en mine elever. En elev som kun har mødt mig en gang – nemlig tidligere samme dag på mit retorikhold. Fedt. Jeg trøster dog mig selv med, at jeg ikke valgte guldøllene. Jeg får købt min sixpack efter at have mumlet noget nær ”Sikke et godt indtryk jeg får gjort på dig, første dag vi mødes”.

Det er faktisk ikke den eneste gang, jeg denne dag blev mindet om at mødet med elever kan blive en pinlig affære. På selvsamme retorikhold samme morgen, var eleverne nemlig blevet bedt om at præsentere sig selv for hinanden.

Lad mig være ærlig: 25 fremlæggelser senere var jeg måske et lidt andet sted mentalt, men jeg fik opfanget noget a la: ”Jeg var på Roskilde i år – det var meganice! Og jeg har i øvrigt en historie med Julie”. Det gibbede i mig: Shit – har han set mig på Roskilde? Mødte han mig den dag, jeg drak rom i stedet for aftensmad? Eller den dag jeg forgreb mig på en flaske portvin? Har han set mig danse upassende?

Det viste sig – heldigvis – at han bare ikke var så god til at holde pause. Roskilde havde intet mig at gøre – han ville bare fortælle at han kendte mig, fordi han allerede havde haft mig i forvejen i oldtidskundskab. Jeg drog et lettelsens suk.

Det er bare ikke kønt at se sin lærer på den måde, tænker jeg. Jeg har heldigvis kun oplevet at møde en elev i en brandert en gang – det var nytårsaften på, mit hår var fuld af glimmer og mit humør var højt, imens jeg gik ned ad Østerbrogade. Jeg fik kaldt hende et forkert navn – men det tog hun meget pænt.

Dog havde jeg en oplevelse i fredags, som gav mig en form for oprejsning på lærer-elevmødekontoen. Jeg var på vej hjem efter en prøve på Emil. Jeg havde ikke nået aftensmaden, og stak forbi 7-eleven. Klokken var lidt over midnat, jeg var træt og det skulle bare gå hurtigt. Til dyb irritation for mig er hele 7-eleven fuld af fulde gymnasieelever, der har været til introfest.

Jeg stod i køen og skiftedes til at blive råbt ind over og skubbet til. Jeg fandt mit virkeligt tålmodige jeg frem og prøvede at smile overbærende og fortælle ”at det gør skam ikke noget”, når piger på lidt for høje stiletter bumlede ind i mig.

Så hører jeg pludselig mit gymnasiums navn blive nævnt. En gruppe på en 10-12 elever begynder at råbe deres klasse og bogstav – og lige pludselig slår det mig: Dem skal jeg da undervise! Og så kan jeg love for, at jeg kom til at lytte med på, hvem der kyssede med hvem, hvem der havde kastet op og hvem der var lækker. De førte sig frem og købte Moët til 400 kroner flasken og de havde en fest. Inden i havde jeg det også.

Kære elever derude – jeg ved godt, at I synes det er skægt, at møde jeres lærere i situationer, hvor de måske er på en smule dybt vand. Det er det også. Men vid en ting – det går begge veje. Og næste gang I skal i 7-eleven for at købe Moët og baby bites i vilde mængder – så kig jer lige omkring og se om hende der den mærkelige dame står og lytter interesseret med – for vi lærere er overalt. Og vi er mindst ligeså nysgerrige som jer!

Læs også indlægget “Undværlige undervisningsøjeblikke”

”Det er altså ikke mine trusser!” – et ægte trussemysterium

Her for et par dage siden sad jeg i Frederiksborgcentret, hvor jeg for tiden har prøver på Emil fra Lønneberg, som jeg spiller med i. Jeg sad og kiggede på en scene, da jeg stak hånden ned i min taske efter en håndcreme.

Jeg nåede aldrig at få fat i cremen, for i min rygsæks forreste rum lå et par lillabrune blonde trusser. Og jeg sværger – jeg har ALDRIG haft dem på. De er ikke min størrelse, det er ikke min farve – det er ikke mine trusser. Jeg fik vist et lidt underligt udtryk i ansigtet, for mine to (mandlige) sidemænd spurgte, hvad jeg havde gang i. Og det eneste jeg kunne svare var: ”Øhm, der ligger et par blondetrusser i min taske – og det er ikke mine.”

trusser

De famøse trusser

De var naturligvis helt flade af grin. Derefter spurgte den ene, om de var brugte. Det kunne jeg ikke få mig selv til at tjekke – det er jo ikke ligefrem superfedt at at hive et par trusser frem og flagre rundt med dem, når man sidder blandt små 60 andre mennesker i en hal. Men jeg er måske også lidt sart.

Først i går kunne jeg få mig selv til at lyne rummet op og tjekke. De var brugte. Fuck. Herefter fulgte en heftig håndvask af flere omgange.

Jeg kunne dog ikke få dem afsat til mine teaterkammerater (på trods af en heftig rundspørger). Jeg ved godt, at jeg bare kunne smide dem ud – men omvendt: hvor tit oplever man et ægte trussemysterium? Det slog mig: er jeg nu pludselig en trussetyv?

Ingen af Mastodonterne ønskede at melde sig som trusseløs, så egentlig havde min eftersøgning efter ejerkvinden ramt et dødpunkt. Indtil jeg for modtog dette billede via en Facebookbesked:

røde

De røde trusser som også savner sin ejer.

En af de andre spejderledere havde fundet et par knaldrøde blondetrusser i sin bagage fra vores nylige tur til spejderlejren, men mente at hun måske godt kunne mangle et par trusser, der lød som dem, jeg har. Med et blev jeg en ufrivillig perv, der modtager og sender billeder af trusser, der ikke er mine. Stærkt!

At trussesagen tog en denne nye drejning har virkelig rejst nogle spørgsmål hos mig: Hvem tager fine blondetrusser med på lejr? Hvem kan ikke kende forskel på tasker? Og har jeg virkelig gået rundt med brugte trusser i tre uger uden at opdage det? Jeg håbede inderligt, at de kun var fra i mandags. Det var det dog desværre ikke.

Jeg skulle netop til at poste dette blogindlæg, da jeg kiggede på trusserne en gang til. I et øjeblik blev jeg ramt af en snært af genkendelse. Kunne det være? Nej, det ville være for mærkelig – ville det ikke?

Et eller andet sagde mig, at de kunne tilhøre min veninde, som havde boet hos mig en uge i løbet af sommeren.

Jeg greb min telefon og sendte (for tredje gang) et billede af trusserne.

Besked

Den forløsende besked. Trussemysteriet et nu opklaret!

Ejerkvinden var fundet. Åh, så mange spørgsmål fylder nu mit hoved… Hvordan er de endt der? Vi boede sammen i en uge og har ikke set hinanden siden. Jeg er desuden næsten sikker på, at min rygsæk – til ære for lufthavnssecurity – var tom, da jeg tog den med til England. Og endnu mere – har vi fået et for tæt venindeforhold når vi dels kan genkende hinandens trusser og dels kan forvente at finde dem i hinandens tasker?

Jeg tror ikke jeg får svar foreløbig. Men i det mindste har jeg fået ro i sjælen og fået løst mit første (og forhåbentlig sidste) trussemysterium.

 

Her kan du læse mere om glemte ting i tasken og særligt om ting, jeg har fået smeltet eller delvist smeltet i mine tasker

Et af de indlæg der gør ondt at skrive

 

I den tidlige forsommer skete der noget stort i mit liv – min kæreste og jeg fik italesat, at vi måske vil forskellige ting med vores liv. Derfor så vi det nødvendigt at holde en tænkepause hver for sig for at finde ud af, hvad det er vi vil. Lad mig bare sige det med det samme: at sætte sit forhold på pause og flytte – det gør så hamrende ondt. Det føles så meningsløst at flytte fra det sted, man egentlig ønsker at være og fra den man egentlig ønsker at være sammen med.

Det har været og er nogle ret hårde måneder, og selvom vi holdt ferie og brugte en masse tid sammen, var det stadig med udsigten til, at vi ikke skulle bo sammen, når vi nåede august.

Jeg har midt i det hele nemlig været, at få nogle rigtig dejlige værelser i Hellerup, hvor jeg nu bor med en kollega og en anden roomie.

Nå, men de næste par måneder bor jeg så her. Jeg gør dette indlæg kort – for det gør lidt ondt at skrive om. Omvendt følte jeg heller ikke jeg kunne lade være – for min skrivelyst og evne til at poste på bloggen har virkelig været påvirket. Jeg har virkelig haft lyst til at blogge og har haft mange ideer og oplevelser, men jeg har egentlig ikke haft lyst til at skrive alligevel. For det kræver at man er i kontakt med sig selv – og det er det sidste jeg har haft lyst til.

Men nu skulle det altså være. I går da jeg startede undervisning i en ny klasse, var der en elev der spurgte mig, om det var mig der var Munddiarre. Jeg hørte ikke helt, hvad han sagde, og svarede med et klogt ”øh, hvad?”

”Ja, har du ikke en blog, der hedder Munddiarre?”

”Nååh, Munddiarrea? Jo, det har jeg!”

Så blev jeg lidt pinlig – for min blog har virkelig holdt sommerferie og stået helt stille. Desuden modtog jeg i forgårs en besked fra en sød medblogger, som også spurgte, hvad der egentlig skete med min blog.

Det har altså resulteret i, at jeg i dag var træt af ikke at få skrevet og jeg fik lyst til at få hul på bylden. Så kære elev og kære ven – tak! I har fået sparket mig i gang igen!

Så for at opsummere: mit kærlighedsliv er indviklet, mit hjerte gør ondt og jeg bor et helt nyt sted – men bitches: I’m back!

Den søde studentertid

Imens jeg skriver dette indlæg, klækkes der studenter rundt omkring mig. Jeg sidder som gangvagt på gymnasiet, hvor jeg arbejder. Jeg har ikke før prøvet at være ansat i en studentertid – sidste år stoppede mit barselsvikariat i marts. De fleste andre lærere er ellevilde for at være dem, der har den sidste eksamen, der gør eleverne til studenter. Det er jo også ganske specielt. Jeg havde tænkt, at det derfor ville være lidt ærgerligt at skulle sidde på gangen som vagt og ikke være den, der havde eksamenen. Men hold op, hvor tog jeg fejl.

Jeg har nu også været ganske heldig – jeg sidder ved et lokale, hvor en af de klasser jeg har haft i løbet af året, bliver studenter. Og jeg kan slet ikke beskrive stemningen. Det er virkelig hyggeligt lige at få sagt hej til eleverne, som er lige dele spændte og nervøse over at skulle til eksamen, men samtidig også helt vildt glade over det, der venter dem.

Stemningen er helt i top. Det vælter ind med familier som har roser, jordbær, champagne og gaver med. De er ligeså spændte som studenten selv.

Jeg kan ikke begynde at beskrive, hvor rørende det er at se, selv den største, voksne mand få en tåre i øjenkrogen af stolthed, når han krammer sin lille pige, der nu er student. Eller at se den mor, der venter på at sønnen kommer ud, imens hun taler til sig selv og siger: ”Det er altså okay at tude, når man er mor!”.

Allermest rørende er det dog at se eleverne komme ud og få huen på – de er så sindssygt stolte af sig selv. Og med rette.

Der er så mange følelser på den her gang. Så meget glæde. Så meget kærlighed.

Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at blive rørt. Selvom jeg ikke har dem i det pågældende fag, så er det lige før, at jeg får tårer i øjnene, når jeg ser elever, som jeg ved har kæmpet sindssygt hårdt for deres hue, endelig kan kalde sig student.

Nu begynder en af de fedeste tider i deres liv. De har en uge fyldt med fest og farver forude. De glæder sig til deres vogntur. De føler en fuldstændig frihed over at være færdig. Verden ligger for deres fødder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min egen studentertid. Hold nu fast, hvor var det sjovt. Jeg tog min studenterhue frem i går for at se, hvad jeg egentlig havde af mærker og hakker i den.

Hvis du er student og læser, så kan du jo få lidt inspiration (selvom jeg er sikker på, at du nok skal kunne finde på nogle ting, der giver mærker i huen eller bare oplevelser). Hvis du ikke er student, kan du jo enten forarges, mindes eller grine med.

En af de ting jeg kan se, at jeg gjorde rigtig meget, da jeg fik min hue, var at bade nøgen. Eller rettere sagt: nøgen med studenterhue. Jeg har hele tre bølger (eller forsøg på at klippe bølger) i huen.

Første gang var dagen efter jeg blev student, hvor der var studentermiddag. Hele klassen tog ned til Gefionspringvandet ved Langelinie og badede. Note til dem der har lyst til det: pas på de glatte sten og mange mønter. Det er i øvrigt bedst at bade på det øverste eller næstøverste niveau. Efter badet i  springvandsbadet besluttede en veninde og jeg os for at moone den næste bil der kom. Det viste sig at være Krone 1, som netop havde sat Daisy og Henrik af (heldigvis!!). Andre fra vores parallelklasser havde endda fået nået at hilse på dem.

dor-20040706-144405-6

Gefionspringvandets niveauer. Undgå at bade i nederste – der er for mange mønter

 

Anden gang jeg badede nøgen var i Storkespringvandet. Min veninde var ret sur over ikke have badet i Gefionspringvandet med os andre, så midt om natten, midt på Strøget, fik jeg vist sagt: ”Jamen, så bader vi da bare her!”. Hvis man skal bade her, er tricket, at den ene bader, den anden passer på tingene/holder folk væk. Da det blev min venindes tur, kom der to turister, og jeg så mig nødt til at konfiskere en telefon til hun var færdig (man har ikke lyst til at ende på de sociale medier). De endte dog med at tage med os i byen og skrive i vores huer.

K_benhavns_m_rke_by_744929a

Storkespringvandet. Bedst midt om natten i en hverdag, hvor der ikke er mennesker.

Tredje gang var på Hven med min gode ven Henrik. Først var det nøgenløb på stranden og derefter ud i vandet. Her er ret ideelt at bade, men man skal dog passe på muslinger og skarpe sten, når man løber ud.

DSC050870

Hven. Dejlig sandstrand.

Derudover har jeg tre trekanter i svedremmen for tre solnedgange – tre helt fantastiske nætter med vennerne. Og en enkelt firkant efter at have drukket en kasse øl på vores vogntur – hold op, den firkant gav tømmermænd.

Derudover sidder der også to bidemærker fra mine to (stadig) bedste veninder.

Heldigvis har jeg intet mistet af min hue – så lidt pænt har jeg da opført mig.

Der skete simpelthen så mange ting i studenterugerne – hvis jeg prøvede at skrive om det hele, ville jeg nok ikke engang få halvdelen med. Det er nok også meget godt – for man gør ikke altid de smarteste ting, når sådan en hue trykker på éns hoved.

Kære studenter – vid at jeg både misunder jer og glæder mig helt vildt over jer. Jeg håber I får den bedste, vildeste, sjoveste og mest mindeværdige studentertid, I overhovedet kan. Vær dum, vær spontan og vær vild. Hav en fest – for I har virkelig noget at fejre.