Mig – en komplet umoden og useriøs voksen

 

Kære læser

 

Jeg kan ligeså godt tilstå, (selvom du måske allerede har opdaget det): jeg er umoden, useriøs og helt igennem barnlig.

Her på den skønne valgmorgen sendte min far mig en besked med teksten: ”Husk at stemme i dag”. Vedhæftet var et billede af en pjece af Simon Emil Ammitzbøll. Min far hverken ønskede eller regnede med at jeg ville stemme på Simon Emil eller Liberal Alliance, for han ved at Simon Emil Ammitzbøll er noget nær den sidste jeg kunne finde på at stemme på. Jeg er sikker på, at S.E. et eller andet sted må være et okay menneske – men jeg er altså grundlæggende uenig med ham og hans holdninger.

Nå, men jeg har virkelig opført mig pænt under denne valgkamp. Jeg har virkelig givet mig selv mundkurv på. Jeg har undladt at kommentere på noget som helst. Men denne morgen holdt jeg ikke længere. Jeg knækkede.

To minutter efter jeg modtog billedet fandt jeg mig selv i gang med at rode rundt i min papirkurv. Jeg var næsten sikker på, at jeg også havde fået sådan en pjece. Og jeg fandt den. Og måske kom jeg til at tegne lidt på ham. Måske kom jeg til at ændre lidt valgslogans. Måske sendte jeg et billede retur til min far. Og så tog fanden ved mig – ud på de sociale medier med Simon Emil Ammitzbøll(e).

Se, det er jo altid svært ikke at træde nogle over tæerne, når der går politik i den. Men jeg kunne altså ikke lade være…

En af kommentarerne på Instagram lød: ”Hold da op, hvor er du moden og respektfuld, Julie. ” Selvom det er en drivende ironisk kommentar, bliver jeg altså nødt til at fastslå: Jeg er på ingen måde moden. Jeg er umoden, useriøs, barnlig og helt vildt upassende. Jeg har aldrig påstået andet.

Lad mig eksemplificere yderligere: jeg er med i et lærerband på det gymnasium, hvor jeg arbejder. Her i går havde vi prøve. Pianisten fik sagt noget i retningen af: ”I skal altså spille A fis E! A fis E! A fis E! Er I med? Og om jeg var. En af de andre lærere spurgte hvad jeg nu gik og tænkte på siden jeg så lusket ud i mine øjne. Og jeg måtte tilstå: ”Jeg synes, altså det er helt vildt sjovt at en akkord hedder fis. Det tror jeg aldrig jeg kommer over uanset hvor gammel jeg bliver.” Min kollega blev vist lidt underligt tilpas, men nå ja – hun spurgte jo selv.

Lad mig indskyde, at det på ingen måde blev mindre sjovt, da der umiddelbart bagefter blev indskudt ”Vi tager dem alle sammen bagfra.” (Pianisten refererede her til sangene) Også her kom jeg til at grine smørret til min kollegas hovedrysten.

Hvad kan man konkludere ud fra ovenstående? At jeg altså er pissebarnlig, jeg er useriøs og jeg griner over ting, som er åbenlyst platte. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre. Det er nok heller ikke sidste gang jeg kommer til at tegne på en pjece. For man skal jo træne sin frihåndstegning af og til…

– Julie

simon emil

Du er godt klar over, at jeg betaler penge for at stå til rådighed for din datter, ikke?

Jeg er for tiden ved at lægge sidste hånd på planlægningen af min spejdergruppes sommerlejr her i år. Det bliver en helt vildt fed tur til et spejdercenter i England, som ligger lidt syd for London. Så naturligvis er der også en udflugt til byen. Lejren varer i ni dage og kommer til at koste – alt inklusivt – maksimalt 3800 kroner. Måske der endda kan skrabes lidt fra prisen. Det ved vi først efter lejren.

Nå, men jeg har her til eftermiddag/aften endnu engang siddet og puslet med program og planlagt forældremøde med min medspejderleder som også er min mor, og som også planlægger lejren.

Netop nu er der så tikket en besked ind fra en irriteret spejdermor, som synes, at lejren er urimelig dyr, og som er gal over, at hun skal bruge penge, som hun hellere ville bruge på sin sommerferie på en (hun siger det ikke, men lad mig sige det for hende: en åndssvag(!)) spejderlejr. Hun føler, at vi altså bør blive inden for landets grænser. Det er, ifølge hende, simpelthen unødvendigt at rejse til udlandet, hvis man alligevel bare skal være på spejderlejr. Hun synes ikke det kan være rigtigt, at nogle kan blive udelukket fordi det er for dyrt (hvilket dog aldrig ville blive tilfældet).

Nu er det jo sådan, at man skal være pædagogisk og forstående, når man svarer officielt på sådanne mails. Sagen er, at lige i dag, hvor jeg bruger hele min eftermiddag og aften (altså min fritid)på at planlægge en lejr for 40 mennesker, er jeg samtidig ramt af et større søvnunderskud og blevet yderligere bidt af det vrede PMS-monster. Min tålmodighed? Cirka lig -20.

Det fornuftige, overbærende menneske og spejderleder blev naturligvis nødt til at forfatte et meget forstående svar a la: ”Det er dejligt, at du har valgt at prioritere dine midler, så at din datter får nogle gode oplevelser med sine veninder. Vi skal nok se på det. Det er jo sjældent vi tager af sted på udenlandstur, og så koster det jo lidt ekstra. Vi beklager, hvis det kom som en overraskelse. Men som tidligere nævnt er det jo muligt at søge tilskud – vi vil gerne søge diverse fonde på pigernes vegne, hvis der er problemer. Lad os lige vende tingene på forældremødet i morgen. Mange hilsner og velmødt…”

 

Nu er det bare sådan, at her på bloggen behøver man ikke være pæn. Derfor får I mit indre PMS-monsters møgkællingesvar.

 

”Jeg kan godt se, at det er ærgerligt, at der må penge fra din sommerferietur til din datters lejr. Men for søren – det her har jo været meldt ud i mere end et år. Hvorfra din forbavselse over prisen stammer – det undrer mig. Men den kan jo selvfølgelig være glippet – det har nemlig også kun stået i ca. 4 mails og været udmeldt til juleafslutningen, hvor I forældre i øvrigt var inviterede. Men der kunne du måske ikke komme? Det er i de samme mails, vi har informeret om, hvordan vi glædelig bruger vores tid på at søge tilskud til din pige, hvis det er for dyrt.

Siden du forarges så meget over beløbet og ikke forstår hvorfor turen ikke ligeså godt kunne foregå i Lemvig som i London, skal jeg med glæde udspecificere, hvad din datter får for de 3800 spir:

Fly tur/retur til England

Kost og logi i ni dage

Aktiviteter fra morgen til aften

To udflugter til London

Al transport betalt

Mulighed for at træne sit engelske

Netværk og bekendtskaber fra hele verden

Minder som hun vil huske resten livet

En hel uge uden mobiler, computer og sociale medier, men som derimod er fyldt med nærvær og andre mennesker.

Mulighed for at prøve sig selv af i en gruppe af mennesker, der har lyst til at være med til at udvikle sigt til sit fulde potentiale.

Livsglæde

Og nå ja, nok også et par blåmærker, vabler og en velbehagelig udmattethed

 

For at du ikke skal føle dig helt taget ved næsen, vil jeg gerne sige, at de små 100-200 timer vi to ledere har lagt i at planlægge lejren, får du gratis med. Vi skal ikke have noget for det. Tværtimod har vi valgt at tage en uges ferie fra vores arbejde – som vi kunne have valgt at bruge med vores familie, men som vi synes er godt brugt sammen med en masse fede mennesker – blandt andet din datter. I øvrigt – vi betaler ikke kun vores ferie: vi betaler faktisk også for at deltage i lejren og stå til rådighed for din datter og alle de andre piger, hvad end de har hjemve, skal have hjælp eller bare er på lejren.

 

Misforstå mig ikke – din datter er alletiders! Men hvis jeg kan slippe for at besvare dine mavesure bebrejdelser, så må du da gerne holde hende hjemme for min skyld.

 

Men hun kan selvfølgelig også få andre udendørsoplevelser – var det noget med en fodboldskole i Jylland weekenden over – kun 2900 – dog eksklusiv transport, mad og indkvartering. Og du skal i øvrigt selv tage med og betale et mindre beløb for det – der er nemlig ikke voksne bare lige sådan til rådighed! Du får dog et par gode sæt strømper med og en drikkedunk til jer begge, hvis det var noget. Bitterfissehilsner og alt det der….”

 

Jeg beklager, hvis jeg har lydt lidt (okay, MEGET) bitter. Men hold nu op, hvor kan jeg blive træt af, at det af og til er nemmere at sætte sig til tastaturet og brokke sig end at læse informationerne i første (eller bare fjerde omgang). Det er ligesom om der er en forældretendens for tiden der hedder: ”I skal gøre som jeg vil. Jeg ved bedst!” – en krævementalitet uden lige.

 

Når alt det her ovenstående er skrevet, bliver jeg nødt til at sige, at denne holdning på ingen måde repræsenterer min spejdergruppe. Derimod tilhører dette udbrud en relativt brugt, hormonel og udkørt spejderleder, der nu har brugt de sidste timer på at få styr på kompleks lejrlogistik.

 

Kære spejdermor, jeg er sikker på at du er god nok på bunden. Men kunne du næste gang ikke prøve med lidt mindre bebrejdelser og lidt mere forståelse? Så prøver jeg at finde mit overskud frem.

 

Og kære læser (hvis du er noget helt her til), jeg lover at mit næste indlæg bliver både mere positivt og mindre bittert.

 

Kh Julie

 

 

 

 

Alternativ morgenånde

Jeg er netop vågnet med en rigtig grim smag i munden. Ikke bare sådan en almindelig omgang morgenånde. Heller ikke sådan en ”Jeg faldt i søvn med et halvt pizzaslice i hånden”-ånde. Og heller ikke i overført betydning.

Der skete nemlig det, at jeg i går lavede jeg bare noget herremærkeligt, og jeg får lyst til at gå til bekendelse nu:

Jeg hedder Julie, jeg er 25 år og i går valgte jeg at børste tænder i Hemp-håndcreme fra The Body Shop. Også selv om der stod to (TO!) forskellige slags tandpasta i mit tandkrus.

De sidste par dage har været hårde – jeg har kun fået sovet små fem timer hver nat, fordi min krop og mit hoved åbenbart ikke gad sove mere. Kombineret med et par øl i går, blev jeg altså slået helt omkuld, da jeg efterfølgende kom hjem og ramte min sofa. Vel at mærke kl. 20.30 i går aftes. Omkring kl 23 rejser jeg mig og beslutter mig åbenbart for at gå i seng og børste tænder. Hvorefter jeg i søvne henter min håndcreme fra soveværelset og går til den.

Det værste ved det hele: det er ikke første gang jeg børster tænder i andet end tandpasta. Sidst gav jeg bisserne en tur med flydende mangohåndsæbe – også fra The Body Shop. Dengang vågnede jeg midt i det hele og nåede at skylle mund og børste efter med tandpasta. Mangosæbe smager i øvrigt mere bittert end det lugter. Men denne her gang har jeg simpelthen børstet færdigt, skyllet mund og gået seng igen.

Jeg vågner først rigtigt en time efter og må med skam ringe til kæresten, der er ude med nogle venner og spørge ham, om han ikke lige kan tage en ekstra tandbørste med, når han skal hjem. ”Nej nej, vi skal ikke have nogen sovende. Det er bare mig der har gjort noget dumt. Tabt den? Nej, jeg børstede bare tænder i håndcreme. Ja, håndcreme! Hvordan? Ved det ikke – tror jeg sov. Vaske den? Har prøvet. Det sidder overalt og kommer ikke ud, så jeg tror jeg skal have en ny. Gider du? Tak – du er en skat!”.

En time senere (efter at have proppet masser af tandpasta i munden med fingrene) modtog jeg min fine, nye tandbørste. 7-eleven ekspedienten havde skulle lede lidt. De sælger åbenbart ikke så mange tandbørster.

Da jeg vågnede klokken otte, smagte min mund stadig mærkeligt og harskt.

Jeg konkluderer:  Hemp-håndcreme er på ingen måde velegnet som erstatning for tandpasta. Til gengæld  har jeg nok nu Danmarks mest velfugtede og bløde gummer.

Kh Julie

Hemp håndcream

Skat, vi skal have våbenskab

For snart to uger siden skete der noget helt vildt: jeg bestod Naturstyrelsen jagtprøve og kan nu kalde mig jæger. Jeg har fået lov at arve min morfars gamle haglgevær, så i går måtte jeg ud med våbenet for at få det renset, ordnet og tilpasset mig – og naturligvis finde mig et våbenskab.

Turen gik til Jagtuniverset i Glostrup, hvor jeg blev mødt af de sødeste ekspedienter, som straks tjekkede geværet efter og begyndte at måle mig op.

Heldigvis var geværet i relativ fin stand, men noget skulle der altså lave. Det var i hvert fald åbenlyst at skæftet skulle afkortes. Ekspedienten målte og målte, og så kaldte han på en kollega, som også lige måtte måle efter. Deres konklusion: ”Ja, den er god nok! Du har altså ret korte arme!” Ikke at det var den helt store overraskelse, at min krop nærmere lignede en hobbitkrop end Heidi Klum.

De gav mig et meget rimeligt tilbud, men sammen med våbenskabet skulle jeg slippe omkring 6500 kroner. Av. Note: hermed havregryn resten af måneden. Og næste måned!

Da jeg endelig havde fået købt skabet og er på vej af sted, fik sælgeren fortalt mig, at jeg ikke kan have det i min kælder, som jeg havde tænkt mig, men at det skal stå i min lejlighed og pynte. Super. Det er jo ikke særlig stort og grimt og klodset…

Nå, men da jeg så kørte hjem, kom jeg til at tænke: en ting var, at jeg rent faktisk skulle bruge det ti at have mit våben stående i det, men hvordan ville min kæreste egentlig have det med det med at have et stort, grimt monstrum stående?

Hvordan er det lige, at man som pige nonchalant får serveret beskeden: ”Hej skat, vi skal have et stort grimt skab op i vores lejlighed til mine våben. PS. Det skal boltes fast i den væg du spartlede så pænt!”? Giver man en buket blomster med, ligesom mænd plejer at gøre? Og i så fald, hvilken slags vælger man, så man undgår at signalere ”Det er mig, der er den mest maskuline i vores hjem nu!”?

Måske chokolade var bedre? Uanset hvad sad jeg og ærgrede mig over, at jeg allerede en gang havde brugt: ”Jamen, dine højtaler er grimme og fylder altså helt vildt meget!” Note til alle kvinder: brug den først, når du er sikker på, at du kommer hjem med det grimmeste og største du nogensinde ved du kommer hjem med. Jeg spillede mit kort for tidligt.

Heldigvis behøvede jeg hverken blomster, chokolade eller andet – han tog det faktisk som en mand.

Så våbenskabet kommer altså til at være der – når først jeg har fundet ud af, hvordan vi bakser de små 90 kg stål op på 3.sal…

Kan I ha’ det godt derude?

– Julie

 

Tillykke, det blev en vaskemaskine!

I går var en stor dag! Der fik jeg nemlig en vaskemaskine. De sidste fem år har den stået på andelsboligens fællesvaskeri på grund af reglerne i vores andelsforening. Men heldigvis læste jeg i generalforsamlingsreferatet, at man skal tilkalde opgangens VVS-mand, hvis man skal lukke for vandet i forbindelse med tilslutning af vaskemaskine – hermed besluttede jeg, at tilladelsen er givet!

Det er intet mindre end fantastisk for hold nu op, hvor jeg var hader at vaske på vaskeri. Fællesvaskeri står for alt, hvad jeg bare er super dårlig til: planlægning, struktur og at komme til tiden. For først skal man bestille tid, som aldrig passer særlig godt (hvordan i al verden skulle jeg vide, hvad jeg skal næste tirsdag klokken 17 en uge før?). Dernæst skal man nærmest være der på slaget – kommer man 10 minutter for sent, mister man tiden og så har den sure dame i stuen med garanti taget din tid (Ved hun bare, når det er mig der booker? Står hun på lur og venter?!).

Her kunne det velstrukturerede og planlagte menneske jo indskyde: ”Jamen, du må jo prioritere din vasketid! Så må du lægge dine aftaler uden om!”

Der bliver jeg bare nødt til at komme med et stort og rungende: ”NEJ!” Ikke om jeg gider skulle sige nej til dejlig aftale med en veninde, et spændende foredrag eller noget helt tredje for noget så dødssygt som at vaske mit beskidte tøj.

Men nu er den her! Min egen lille drømmemaskine. Bemærk: lille! I en gammel baghuslejlighed er plads til vaskemaskiner stort set lig nul. Så jeg startede ud med ganske umulige forudsætninger: ikke dybere end 45 cm og helst ikke bredere end 55 cm. Det lykkedes efter en milliard søgninger at finde en 44×59 (de sidste fem centimeter går fra toiletsidningspladsen, men det går heldigvis lige). Nå, men hu hej og af sted til Elgiganten med mig, som så skulle bestille den hjem. Derefter gik fem dage med spændt at vente på, at de ringede. Og det gjorde de så – i går!

Jeg havde i mellemtiden fået målt pladsen til slangerne og kunne så konstatere, at jeg nok måtte have lidt ekstra længde. Desværre blev jeg mødt at en ekspedient, der var lige dele uvidende og ugidelig. I stedet for ærligt at sige: ”Don’t know, don’t care” gav han mig de helt forkerte slanger med en entusiasme og et tempo, der mindede om en dødsdømt fanges gang til skafottet. I det mindste havde jeg da kunne sige fair nok, hvis han bare havde indrømmet, at han egentlig ikke gad hjælpe.

Måske var det der, da jeg stod med to fuldstændig forkerte slanger i forkerte mål, jeg måske en lille smule halvhøjt kom til at sige, at det kunne være fedt, hvis der var nogle voksne til stede. (Undskyld, ekspedient!)

Nå, men skidt pyt. Min far, som er med, får fundet frem til de rigtige ting, og hopper mod en kasse.

Udlevering går smertefrit, og vi kører gennem den tætte myldretidstrafik. Derefter parkerer han ved det brostensbelagte portstykke ved min opgang, hvor en dame sender os meget vrede ”I var lige ved at køre mig ned”-øjne. Sandheden er, at hun går i sine egne tanker og er ved at gå ind i vores bil, der triller (TRILLER!!) den anden vej. Men fint nok – hun får lov til at få den. Man skal huske at lade folk beholde deres nærdødsoplevelser – så har de også noget at snakke om.

Nå, men vi forsøger altså at bakse vaskemaskinen op på 3. sal. Min far mener, at han bare skal tage den selv. Jeg mener, at jeg skal hjælpe. Jeg går baglæns op, han går forlæns og bærer stadig det meste. Da jeg ender med at sidde på trappen – låst fast med vaskemaskinen over mine fødder, beslutter vi begge, at min far nok bare tager den resten af vejen.

Min jernstærke far får okset den de sidste to etager, men da jeg skal af sted for at øve teater, må jeg desværre forlade min lille baby fem timer.

Men omkring midnat blev den så endelig monteret – alt transportflamingo er pillet ud, bøsninger fjernet, vandslanger tilsluttet.

Jeg vågnede klokken otte i morges, som var det dagen efter juleaften, og jeg har nu brugt de sidste timer på at læse manualer og vente på at klokken bliver ti (det er jo helligdag), så jeg kan bruge den. Hvem havde vidst, at det nogensinde kunne være så spændende at skulle vaske tøj?

Så her til sidst: et trefoldigt leve for den ultimative frihed: at slippe for fællesvaskeriet! HURRA HURRA HURRA!