Munddiarrea

En blog der bare ikke kan tie stille

Side 4 af 5

Alternativ morgenånde

Jeg er netop vågnet med en rigtig grim smag i munden. Ikke bare sådan en almindelig omgang morgenånde. Heller ikke sådan en ”Jeg faldt i søvn med et halvt pizzaslice i hånden”-ånde. Og heller ikke i overført betydning.

Der skete nemlig det, at jeg i går lavede jeg bare noget herremærkeligt, og jeg får lyst til at gå til bekendelse nu:

Jeg hedder Julie, jeg er 25 år og i går valgte jeg at børste tænder i Hemp-håndcreme fra The Body Shop. Også selv om der stod to (TO!) forskellige slags tandpasta i mit tandkrus.

De sidste par dage har været hårde – jeg har kun fået sovet små fem timer hver nat, fordi min krop og mit hoved åbenbart ikke gad sove mere. Kombineret med et par øl i går, blev jeg altså slået helt omkuld, da jeg efterfølgende kom hjem og ramte min sofa. Vel at mærke kl. 20.30 i går aftes. Omkring kl 23 rejser jeg mig og beslutter mig åbenbart for at gå i seng og børste tænder. Hvorefter jeg i søvne henter min håndcreme fra soveværelset og går til den.

Det værste ved det hele: det er ikke første gang jeg børster tænder i andet end tandpasta. Sidst gav jeg bisserne en tur med flydende mangohåndsæbe – også fra The Body Shop. Dengang vågnede jeg midt i det hele og nåede at skylle mund og børste efter med tandpasta. Mangosæbe smager i øvrigt mere bittert end det lugter. Men denne her gang har jeg simpelthen børstet færdigt, skyllet mund og gået seng igen.

Jeg vågner først rigtigt en time efter og må med skam ringe til kæresten, der er ude med nogle venner og spørge ham, om han ikke lige kan tage en ekstra tandbørste med, når han skal hjem. ”Nej nej, vi skal ikke have nogen sovende. Det er bare mig der har gjort noget dumt. Tabt den? Nej, jeg børstede bare tænder i håndcreme. Ja, håndcreme! Hvordan? Ved det ikke – tror jeg sov. Vaske den? Har prøvet. Det sidder overalt og kommer ikke ud, så jeg tror jeg skal have en ny. Gider du? Tak – du er en skat!”.

En time senere (efter at have proppet masser af tandpasta i munden med fingrene) modtog jeg min fine, nye tandbørste. 7-eleven ekspedienten havde skulle lede lidt. De sælger åbenbart ikke så mange tandbørster.

Da jeg vågnede klokken otte, smagte min mund stadig mærkeligt og harskt.

Jeg konkluderer:  Hemp-håndcreme er på ingen måde velegnet som erstatning for tandpasta. Til gengæld  har jeg nok nu Danmarks mest velfugtede og bløde gummer.

Kh Julie

Hemp håndcream

Skat, vi skal have våbenskab

For snart to uger siden skete der noget helt vildt: jeg bestod Naturstyrelsen jagtprøve og kan nu kalde mig jæger. Jeg har fået lov at arve min morfars gamle haglgevær, så i går måtte jeg ud med våbenet for at få det renset, ordnet og tilpasset mig – og naturligvis finde mig et våbenskab.

Turen gik til Jagtuniverset i Glostrup, hvor jeg blev mødt af de sødeste ekspedienter, som straks tjekkede geværet efter og begyndte at måle mig op.

Heldigvis var geværet i relativ fin stand, men noget skulle der altså lave. Det var i hvert fald åbenlyst at skæftet skulle afkortes. Ekspedienten målte og målte, og så kaldte han på en kollega, som også lige måtte måle efter. Deres konklusion: ”Ja, den er god nok! Du har altså ret korte arme!” Ikke at det var den helt store overraskelse, at min krop nærmere lignede en hobbitkrop end Heidi Klum.

De gav mig et meget rimeligt tilbud, men sammen med våbenskabet skulle jeg slippe omkring 6500 kroner. Av. Note: hermed havregryn resten af måneden. Og næste måned!

Da jeg endelig havde fået købt skabet og er på vej af sted, fik sælgeren fortalt mig, at jeg ikke kan have det i min kælder, som jeg havde tænkt mig, men at det skal stå i min lejlighed og pynte. Super. Det er jo ikke særlig stort og grimt og klodset…

Nå, men da jeg så kørte hjem, kom jeg til at tænke: en ting var, at jeg rent faktisk skulle bruge det ti at have mit våben stående i det, men hvordan ville min kæreste egentlig have det med det med at have et stort, grimt monstrum stående?

Hvordan er det lige, at man som pige nonchalant får serveret beskeden: ”Hej skat, vi skal have et stort grimt skab op i vores lejlighed til mine våben. PS. Det skal boltes fast i den væg du spartlede så pænt!”? Giver man en buket blomster med, ligesom mænd plejer at gøre? Og i så fald, hvilken slags vælger man, så man undgår at signalere ”Det er mig, der er den mest maskuline i vores hjem nu!”?

Måske chokolade var bedre? Uanset hvad sad jeg og ærgrede mig over, at jeg allerede en gang havde brugt: ”Jamen, dine højtaler er grimme og fylder altså helt vildt meget!” Note til alle kvinder: brug den først, når du er sikker på, at du kommer hjem med det grimmeste og største du nogensinde ved du kommer hjem med. Jeg spillede mit kort for tidligt.

Heldigvis behøvede jeg hverken blomster, chokolade eller andet – han tog det faktisk som en mand.

Så våbenskabet kommer altså til at være der – når først jeg har fundet ud af, hvordan vi bakser de små 90 kg stål op på 3.sal…

Kan I ha’ det godt derude?

– Julie

 

Tillykke, det blev en vaskemaskine!

I går var en stor dag! Der fik jeg nemlig en vaskemaskine. De sidste fem år har den stået på andelsboligens fællesvaskeri på grund af reglerne i vores andelsforening. Men heldigvis læste jeg i generalforsamlingsreferatet, at man skal tilkalde opgangens VVS-mand, hvis man skal lukke for vandet i forbindelse med tilslutning af vaskemaskine – hermed besluttede jeg, at tilladelsen er givet!

Det er intet mindre end fantastisk for hold nu op, hvor jeg var hader at vaske på vaskeri. Fællesvaskeri står for alt, hvad jeg bare er super dårlig til: planlægning, struktur og at komme til tiden. For først skal man bestille tid, som aldrig passer særlig godt (hvordan i al verden skulle jeg vide, hvad jeg skal næste tirsdag klokken 17 en uge før?). Dernæst skal man nærmest være der på slaget – kommer man 10 minutter for sent, mister man tiden og så har den sure dame i stuen med garanti taget din tid (Ved hun bare, når det er mig der booker? Står hun på lur og venter?!).

Her kunne det velstrukturerede og planlagte menneske jo indskyde: ”Jamen, du må jo prioritere din vasketid! Så må du lægge dine aftaler uden om!”

Der bliver jeg bare nødt til at komme med et stort og rungende: ”NEJ!” Ikke om jeg gider skulle sige nej til dejlig aftale med en veninde, et spændende foredrag eller noget helt tredje for noget så dødssygt som at vaske mit beskidte tøj.

Men nu er den her! Min egen lille drømmemaskine. Bemærk: lille! I en gammel baghuslejlighed er plads til vaskemaskiner stort set lig nul. Så jeg startede ud med ganske umulige forudsætninger: ikke dybere end 45 cm og helst ikke bredere end 55 cm. Det lykkedes efter en milliard søgninger at finde en 44×59 (de sidste fem centimeter går fra toiletsidningspladsen, men det går heldigvis lige). Nå, men hu hej og af sted til Elgiganten med mig, som så skulle bestille den hjem. Derefter gik fem dage med spændt at vente på, at de ringede. Og det gjorde de så – i går!

Jeg havde i mellemtiden fået målt pladsen til slangerne og kunne så konstatere, at jeg nok måtte have lidt ekstra længde. Desværre blev jeg mødt at en ekspedient, der var lige dele uvidende og ugidelig. I stedet for ærligt at sige: ”Don’t know, don’t care” gav han mig de helt forkerte slanger med en entusiasme og et tempo, der mindede om en dødsdømt fanges gang til skafottet. I det mindste havde jeg da kunne sige fair nok, hvis han bare havde indrømmet, at han egentlig ikke gad hjælpe.

Måske var det der, da jeg stod med to fuldstændig forkerte slanger i forkerte mål, jeg måske en lille smule halvhøjt kom til at sige, at det kunne være fedt, hvis der var nogle voksne til stede. (Undskyld, ekspedient!)

Nå, men skidt pyt. Min far, som er med, får fundet frem til de rigtige ting, og hopper mod en kasse.

Udlevering går smertefrit, og vi kører gennem den tætte myldretidstrafik. Derefter parkerer han ved det brostensbelagte portstykke ved min opgang, hvor en dame sender os meget vrede ”I var lige ved at køre mig ned”-øjne. Sandheden er, at hun går i sine egne tanker og er ved at gå ind i vores bil, der triller (TRILLER!!) den anden vej. Men fint nok – hun får lov til at få den. Man skal huske at lade folk beholde deres nærdødsoplevelser – så har de også noget at snakke om.

Nå, men vi forsøger altså at bakse vaskemaskinen op på 3. sal. Min far mener, at han bare skal tage den selv. Jeg mener, at jeg skal hjælpe. Jeg går baglæns op, han går forlæns og bærer stadig det meste. Da jeg ender med at sidde på trappen – låst fast med vaskemaskinen over mine fødder, beslutter vi begge, at min far nok bare tager den resten af vejen.

Min jernstærke far får okset den de sidste to etager, men da jeg skal af sted for at øve teater, må jeg desværre forlade min lille baby fem timer.

Men omkring midnat blev den så endelig monteret – alt transportflamingo er pillet ud, bøsninger fjernet, vandslanger tilsluttet.

Jeg vågnede klokken otte i morges, som var det dagen efter juleaften, og jeg har nu brugt de sidste timer på at læse manualer og vente på at klokken bliver ti (det er jo helligdag), så jeg kan bruge den. Hvem havde vidst, at det nogensinde kunne være så spændende at skulle vaske tøj?

Så her til sidst: et trefoldigt leve for den ultimative frihed: at slippe for fællesvaskeriet! HURRA HURRA HURRA!

Undværlige undervisningsøjeblikke

Jeg kan ligeså godt sige det: jeg elsker bare at undervise! Og især gymnasieelever – de er simpelthen for fede. Men det er ikke altid, at det går lige smertefrit. Jeg har samlet syv undervisningsøjeblikke, som jeg egentlig godt kunne have undværet.

1. Da jeg fandt ud af at arkitekturbegrebet abakus ikke kan sættes i bestemt ental. Citat: echinussen går direkte op i abakussen [abekussen].

2. Da jeg på vej til gymnasiet på cykel fik noget ret hårdt i øjet og ikke kunne få det ud på trods af øjenskylning, der inkluderede mascara løbende ned ad kinderne. Det resulterede i, at jeg måtte undervise med et lukket øje, som konstant løb i vand, før tingen endelig kom ud efter 45 minutter.

3. Da jeg fandt ud af at det faktisk ER muligt at svede uafbrudt i 90 minutter. Den første (og forhåbentlig sidste) gang jeg vågnede et kvarter før timens start, men alligevel nåede at komme til tiden.

4. Da jeg instruerede mine elever i at man ikke måtte have mad og drikke med på Glyptoteket og gav dem ret i at det var en dum regel, og at man sagtens kunne styre det. Hvorefter jeg åbnede en spruttende cola udover hele mit skab, taske, jakke og garderobegulvet.

5. Da jeg skulle illustrere bronzestøbning på tavlen og endte med at tegne, hvad der lignede en vagina og selv kom til at grine af det. Hvorefter jeg til den dødstille elevmængde fnisende udbrød “Jamen, kan I da ikke se det?!”. Det kunne de ikke.

6. Da jeg en sygdomsramt dag mistede mit temperament over for 3.g drenge, der stadig skød hinanden med elastikker, efter jeg tredje gang havde bedt dem om at lade være. *Hamren med hånd i bord* – “Hvis I ikke pakker dem væk nu, propper jeg dem ned i halsen på jer. Er I med?!”

7. Da jeg brugte min numse som tavlesvamp. Ufrivilligt.

 

Når jeg nu skriver, at jeg godt kunne have undværet de her øjeblikke, så er det nok egentlig kun delvist sandt. For det kan jo være okay at være lidt til grin – oftest mest bagefter. Og altså, man ville jo være en dårlig lærer, hvis man ikke kunne give sine elever noget at grine af…

– Julie

Ting, du ikke vidste kunne smelte

I går sad jeg og arbejdede med min kollega, som blev ret overrasket over min meget ordentlige systematisering og organisering af mapper. Jeg må indrømme, at jeg faktisk blev en smule stolt. For jeg er normalt et kæmpe rodehoved. Men mit arbejde som gymnasielærer kræver, at jeg er struktureret – så det er jeg altså. Der.  Men på alle andre områder er jeg nok mere kaotisk end ordentlig.

Kombinationen af en relativ overfladisk forståelse af orden samt en travl og proppet kalender har givet mig et særligt talent: jeg er blevet sindssygt god til at smelte og/eller opløse ting. Faktisk er det nok et talent jeg har haft siden jeg var lille. Min mor har altid været bange for at stikke hånden ned i min skoletaske af frygt for at finde et par klamme sager. Men når man har en ordentlig mor, er det begrænset, hvor meget man egentlig kan nå at smelte.

Men nu har jeg altså været flyttet hjemme fra i en del år efterhånden, og da den sidste periode har været særlig travl, har jeg måske glemt at tømme et par tasker… Normalt er jeg ikke helt så klam, men de sidste måneder har alligevel været ret hektiske.

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har virkelig fået udviklet et talent. Hermed en liste over fem forundelige ting jeg fornyligt har fået til at smelte:

  1. En kajkage, som jeg skulle have delt og spist med min veninde, da hun inviterede på kaffe. Jeg glemte, at jeg havde købt kagen og opdagede den først, da jeg skulle bruge den taske, jeg havde brugt den dag igen. Smeltetid: ca. 2 uger.
  2. En avocado, som jeg havde skåret over og skulle have spist til frokost på uni en tømmermandsramt dag. Kom i klemme mellem to bøger og landede nederst i tasken weekenden over. Smeltetid: ca. 3 dage.
  3. En chokoladeskildpadde jeg købte til en togtur, men som jeg glemte at spise. Jeg fandt den, da jeg stak hånden i lommen og opdagede den var klistret godt til. Smeltetid: 1 dag +/- sollys. Note: Der er ret meget cremefyld i en chokoladeskildpadde.
  4. En pose økogulerødder, som jeg havde lagt lidt fra hurtigt i min dybe vindueskarm i køkkenet i stedet for i køleskabet. Smeltetid: ca. 5 dage (virker bedst hvis posen er uåbnet)
  5. En (heldigvis) velindpakket rugbrødsmad med spegepølse, som jeg havde glemt i min spejderrygsæks låg efter en lejr. Havde åbenbart overset den, da jeg pakkede tasken ud. Smeltetid: ukendt. Den nåede nemlig ikke helt at smelte – mere bare at blive sådan usandsynlig klam.

 

Jeg har umiddelbart ikke lige tænkt mig at udføre flere biologiske eksperimenter foreløbigt. Men selvfølgelig, hvis nogen skulle have andre erfaringer eller ideer, hører jeg naturligvis gerne om det…

 

– Julie

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2020 Munddiarrea

Tema af Anders NorenOp ↑