Munddiarrea

En blog der bare ikke kan tie stille

Tag: Coronavirus

Opture, nedture og det midt imellem – dagbog fra karantæneland #3

17. marts 2020 / / 0 kommentarer

Første uge i karantænen er over and out! Juhu! Bortset fra at I alle stort set har valgt at joine – så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal glæde mig til, når jeg er færdig. Jeg kan dog afsløre, at det bliver rart at kunne gå ned i kælderen igen og vaske tøj – pt. er jeg iført røde/hvide julesokker, mintgrønne bukser, pink trøje og blåt undertøj. Jeg kunne godt trænge til at vaske mig til flere muligheder i mit klædeskab, kan jeg afsløre.

Nå, men en ny uge er allerede i fuld gang – og jeg har prøvet at give et lille catch-up af min uge, der gik.

Mandag…

Var virkelig en skør dag. Som jeg skrev i midt indlæg fra i mandags var det en meget underlig nat og morgen. Dagens største nedtur var nok (foruden det at komme i karantæne) at opdage, at vi skulle måle vores temperatur to gange i døgnet med et good old røvtermometer. Det er jo egentlig ikke slemt (det kan jeg godt sige nu, hvor det er gjort en milliard gange. Eller i hvert fald 14), men vi følte begge sådan en barnlig ”Ej, det er bare det værste i verden”-fornemmelse omkring det.

Jeg bliver så også bare nødt til at sige: Der er intet romantisk, kønt eller rart over at dele termometer med en anden! Intet! Nada! Niet! Det er så ucharmerende at høre sig selv spørge kæresten, om han nu har vasket og sprittet det godt nok af – for man er altså den næste i køen. Jeg ønsker mig så meget to termometre i julegave – his and hers! Det må være løsningen!

Tirsdag…

Var ikke rigtig noget at skrive hjem om. Det mest spændende tirsdag var at afvente, om der kom flere positive/negative coronatest fra karantæneholdet. Det gjorde der. Tre til undersøgelse, tre positive. Yikes!

Onsdag…

Må man nok sige har været en af de mere dramatiske dage! Seriøst så lukkede Danmark lige! WHAT?! Jeg må indrømme, at vi begge to følte os meget talt til, da statsministeren takkede alle dem, der viste samfundssind. You’re welcome, Mette og DK! Vi holder vores eventuelle corona hjemme.

På et mere personligt plan var det vildeste der skete nok at vi bestilte skakbrikker! Vildt, ikke?

Torsdag…

Kø kø kø kø kø på nemlig.com! Bestemt dagens største nedtur at være sat helt ud af handlespillet.

Uh! Og der var virkelig drama på matriklen! Vores grill væltede!! Så meget, at vi måtte være to mennesker til at rejse den og stormsikre den. Den fik tilmed et stort slag. Jow jow, der sker ting og sager i karantænelivet.

Dagens højdepunkt var nu at læse nogle af de bestemmelse/love som Folketinget gerne ville have indført. Særlig nummer 04 på TV2s liste begejstrede mig! For når en sailor går i land, så ved man i hvert fald, hvad der nu ikke kan ske længere! LOL.

Fredag…

Tog vi et smut til Magaritaville! Eller nok nærmere Gin Fizz-ville. En af vores taktikker for at få karantænen til at glide ned er at prøve at få dagene til at føles som de ugedage de er. Så vi dressede fint op og shakede cocktails. Derudover havde vi via nemlig.com (inden hele lortet gik ned onsdag) fået lagt en ordre på stenbiderrogn. Jeg siger det bare: vores karantæne steg altså lige et par classiness grader!

Af andre opture kan det nævnes at vi fik hele tre ”besøg” af nemligmanden (eller han satte varerne udenfor, men der skete da stadig lidt) af postnordmanden (vi fik vores skakbrikker hjem!) og af verdens sødeste menneske, Carina, som leverede apotekervarer.

Lørdag…

Bankede et velkendt ansigt på vores dør og lagde en meget smuk bryllupsinvitation på vores trappe! Hallo, for en overraskelse. Erkendelse: Jeg kan godt lide, når folk kommer med ting til os! Også en erkendelse: Jeg kan virkelig ikke lide ikke at kunne byde folk på et eller andet.

Søndag…

Bød på store opture – og en enkelt (bogstavelig talt!) nedtur.

Først og fremmest fandt jeg ud af, at jeg har verdens bedste kolleger, da Østerbros sødeste cykelbud (Stine) kom forbi med en gave fra mine nærmeste kolleger. De endte jo også med at blive sendt hjem, men inden da, havde de besluttet, at jeg skulle forkæles med en bog og nogle snacks. Er det ikke bare sødt?

Derudover så vi på Facebook, at der blev sendt gudstjenester online. Seriøst! Liveunderholdning til karantænen! Vi var på – også selv om jeg aldrig tror, vi aldrig har været at finde på kirkebænken en helt almindelig søndag. Men hey, alt tæller i karantæneland! Og det var en rigtig fin oplevelse. Selv om vi virkelig havde budt ind på, at der ville være nadver. Det kan I nok se, at vi havde glædet os til. Men vi fandt ud af at drikke vores portvin alligevel.

Nå, men derudover havde vi i karantænen også besluttet os for at lave en ægte søndagsfrokost – så frem med nybagt grydebrød, sild, snaps, øller og hjemmelavet æbleflæsk! Hold op for en fest det var at gøre klar til. Vi sparede ikke på billeder til venner og familie af øl og snaps. Vi jokede lidt med, at vi bare kunne drikke os fra det hele: ”Karantæne? Det kan jeg ikke huske, at jeg har været i!”.

Men hovmod står for fald! Halvanden snaps og en enkelt øl senere gik vi ud for at trække luft i haven. Jeg gad ikke snøre mine vandrestøvler, og da min hæl sad fast gled jeg ud over havetrappen og blev grebet af hækken (og jernstativet under den). Hold kæft, hvor var det både sjovt og ømt! Jeg kunne næsten ikke samle mig af grin, da jeg kunne se, at hækken har fået et Julieformet hul. Omvendt kunne jeg næsten heller ikke trække vejret, da mit ribben ligesom havde kysset jernstativet. Nu med åndenød – men ikke pga. corona. Stærkt. Jeg valgte at køle ankel, knæ og ribben med is og bedøve med alkohol. Nå, men det blev en festlig affære – og kroppen er ok nogle dage senere. Men er der nogen der finder min stolthed, siger de bare til… Jeg må ligesom ikke gå ud for at lede efter den.

Nå, men det var min uge. Jeg håber, at I også får nydt jeres karantæne/isolations/hjemsendelsesliv.

Kh Julie

Netværk og nemlig.com – Dagbog fra karantæneland #2

12. marts 2020 / / 1 kommentar

Nå, så blev hele Danmark lukket ned! Det giver selvfølgelig en masse udfordringer og er jo virkelig vildt. Nu skal vi til at lave masser af virtuel undervisning – det bliver spændende. Og på et patetisk personligt plan bliver det lidt hyggeligt, at folk nu har tid til at skypedate med mig i dagstimerne.

Men det også lidt skørt at folk allerede er i gang med at gå i panik i supermarkederne. Det er samtidig ligeligt skørt at den anden halvdel er i gang med at dømme den første halvdel på diverse sociale medier. Der er i den grad et yndigt land.

Personligt er jeg vild med ”Jeg gik ned efter en liter mælk, den kan jeg ikke få, se alle dem der hamstrer”-videoerne. Slap nu af, dame! Du var selv på vej efter toiletpapir m.m., de andre fik samme ide og var bare hurtigere og nu er du forarget over køen. LOL!

Nå, men eftersom jeg er spærret inde, kan jeg ikke hamstre. Og jeg kan heller ikke hænge folk ud med videoer. Derfor har jeg besluttet at hjælpe og vise samfundssind på anden måde (udover det at jeg selvfølgelig holder min kontaminerede krop indenfor).

Det bekymrer mig nemlig (pun intended) ret meget at meget at Danmark pludselig reagerer som om alle er i karantæne og ikke kan handle i flere uger. Vi er faktisk en hel del, som er reelt er spærret inde. Og som er ret afhængige at få bragt varer ud.

Derfor må jeg indrømme, at jeg blev pænt trist på alles vegne, da jeg vågnede og så, at jeg først kan få varer fra onlinesupermarkeder ca. halvanden uge efter familiens karantæne er forbi.

Derfor bliver vi nok nødt til at ulejlige netværket nu her. Men vi er heldige, for hold nu op, hvor er det nogle dejlige mennesker, der findes i vores netværk – både venner og kolleger: I fatter ikke, hvor vanvittig rørt, man bliver, når folk tilbyder deres hjælp.

Vi har fået tilbud om at handle, komme forbi med spil, m.m. fra flere forskellige mennesker, og hvert eneste tilbud har simpelthen overrasket os, gjort os så glade og vi føler os meget taknemmelige!

Vi har heldigvis været ok til at planlægge, så vi mangler ikke noget helt akut. Thank God! Så vi rider lige bølgen af, mens folk falder til i situationen.

Nå, men nok om min personlige situation – det var jo det der samfundssind jeg kom fra.

Jeg vil gerne hjælpe alle, der stadig er lidt i tvivl, om hvor de står. Jeg har derfor lavet et flowchart – så folk kan finde ud af, om der er grund til at panikke, shoppe online, hamstre m.m.

Et lille NB! Jeg har ikke skrevet det på chartet – men jeg synes, at man skal lade være med at filme hinanden i supermarkederne. Også selv om man er forarget. Det er ulovligt, klæder dig ikke og får dig kun til at se dårligere ud.

Det ville være dejligt, hvis vi hjemme fra stuen kunne læse, at alle var søde og gode ved hinanden! Ellers giver jeg jer allesammen stokkeprygl og vasker jeres underbukser med chili, når jeg kommer ud af min karantæne. ALLE! For jeg ved jo ikke, hvem der var gode. Så nu er det et kollektivt ansvar at ingen får tæsk. Hører I mig?

Jeg lover at mine næste indlæg bliver mindre spydige – jeg har masser på bedding: lige fra kongehuset, om at dele termometer med sin kæreste og virtuel undervisning!

Kh Julie

Er jeg med i Chris og chokoladefabrikken? – Dagbog fra karantæneland #1

11. marts 2020 / / 0 kommentarer

Det er åbenbart svært for mig at få skrevet blogindlæg regelmæssigt. Det kniber lidt med tiden. Men nu ser det ud til, at tid ikke længere er en mangelvare. Jeg har nemlig masser af den de næste 14 dage. Jeg er nemlig i coronakarantæne. Eller COVID-19 som de voksne kalder det.

Søndag nat blev jeg vækket: et nært familiemedlem var netop blevet afhentet af Rigets infektionsafdeling – med rumdragter og alt det der.

Jeg (og den resterende del af familien) havde været sammen med vedkommende få dage forinden, hvor vi alle havde taget afsked med et andet nærtstående familiemedlem. Så mens vi har grædt, krammet, snøftet, tørret øjne og kysset både den afdøde og hinanden, har den der latterlige virus haft fri lejlighed til at se sig lidt omkring og finde nye mulige værter. Seriously, you can’t make this shit up! Vi udvekslede sidste hilsner og muligivis coronavirus ved dødslejet – absurd, ikke?

Nå, men nu er vi så her: karantæneland! Jeg har aldrig troet, at jeg var klaustrofobisk eller noget i den stil, men jeg klarer umiddelbart frihedsberøvelse sådan moderat godt. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg kommer til at holde mig på den pæne side af loven. Når det så er sagt, så er det jo en udmærket måde at lære en ting eller to om sig selv, når man nu har to ugers ro.

En ting jeg har lært, er at jeg er handler ret hurtigt, når katastrofen potentielt lurer. Klokken lort søndag nat, da jeg netop havde lagt på, var det første jeg gjorde at gå på nemlig.com og bestille varer. Umiddelbart en ret fornuftig ordre, kunne jeg konstatere næste dag. Men måske mængderne af tørret pasta, makrel på dåse og toiletpapir lå på den lidt skæve side, når man egentlig kan bestille dag til dag.

Mandag morgen mindede om et seriøst dårligt afsnit af Chris og Chokolade-fabrikken (hvis nogen stadig husker den smukke 00’er sketch fra Svedbanken om manden, der virkelig prøvede at pjække). Jeg skulle ringe til mit arbejde og spørge om det var ok, at jeg blev hjemme, da jeg højst sandsynligt skulle i tvungen karantæne lidt senere på dagen, så snart Styrelsen for Patientsikkerhed havde fået opsporet os.

Seriøst, hvordan man lige, at man ikke kommer uden det lyder komisk? ”Chef, det Julie! Jeg kan ikke komme på arbejde i dag, chef! Det er fordi jeg kender en, der måske er syg, chef!”

Eller

”Det er corona, chef! Jeg har måske fået corona, chef! Så jeg kommer ikke på arbejde de næste 14 dage, Chef!”

Min søster og jeg havde i hvert fald en smuk messengertråd med mulige Chris-agtige undskyldninger.

Nå, men heldigvis var melding (modsat den Chris plejer at få): BLIV HJEMME!

Så det gør vi så. Heldigvis var vi sammen med den smittede torsdag aften – og på grund af sorg så vi nærmest ingen andre mennesker de efterfølgende dage. Derfor varer karantænen ”kun” til næste torsdag. Medmindre jeg eller andre i karantænen bliver syge – så tager vi lige fem dage mere. Men bare rolig, I slipper ikke for mig. Jeg kommer til at fylde bloggen med BREAKING NEWS fra karantænelandet.

Kh Julie – som pt. er symptomfri og ved ok mod!

© 2023 Munddiarrea

Tema af Anders Noren — Op ↑