Alternativ morgenånde

Jeg er netop vågnet med en rigtig grim smag i munden. Ikke bare sådan en almindelig omgang morgenånde. Heller ikke sådan en ”Jeg faldt i søvn med et halvt pizzaslice i hånden”-ånde. Og heller ikke i overført betydning.

Der skete nemlig det, at jeg i går lavede jeg bare noget herremærkeligt, og jeg får lyst til at gå til bekendelse nu:

Jeg hedder Julie, jeg er 25 år og i går valgte jeg at børste tænder i Hemp-håndcreme fra The Body Shop. Også selv om der stod to (TO!) forskellige slags tandpasta i mit tandkrus.

De sidste par dage har været hårde – jeg har kun fået sovet små fem timer hver nat, fordi min krop og mit hoved åbenbart ikke gad sove mere. Kombineret med et par øl i går, blev jeg altså slået helt omkuld, da jeg efterfølgende kom hjem og ramte min sofa. Vel at mærke kl. 20.30 i går aftes. Omkring kl 23 rejser jeg mig og beslutter mig åbenbart for at gå i seng og børste tænder. Hvorefter jeg i søvne henter min håndcreme fra soveværelset og går til den.

Det værste ved det hele: det er ikke første gang jeg børster tænder i andet end tandpasta. Sidst gav jeg bisserne en tur med flydende mangohåndsæbe – også fra The Body Shop. Dengang vågnede jeg midt i det hele og nåede at skylle mund og børste efter med tandpasta. Mangosæbe smager i øvrigt mere bittert end det lugter. Men denne her gang har jeg simpelthen børstet færdigt, skyllet mund og gået seng igen.

Jeg vågner først rigtigt en time efter og må med skam ringe til kæresten, der er ude med nogle venner og spørge ham, om han ikke lige kan tage en ekstra tandbørste med, når han skal hjem. ”Nej nej, vi skal ikke have nogen sovende. Det er bare mig der har gjort noget dumt. Tabt den? Nej, jeg børstede bare tænder i håndcreme. Ja, håndcreme! Hvordan? Ved det ikke – tror jeg sov. Vaske den? Har prøvet. Det sidder overalt og kommer ikke ud, så jeg tror jeg skal have en ny. Gider du? Tak – du er en skat!”.

En time senere (efter at have proppet masser af tandpasta i munden med fingrene) modtog jeg min fine, nye tandbørste. 7-eleven ekspedienten havde skulle lede lidt. De sælger åbenbart ikke så mange tandbørster.

Da jeg vågnede klokken otte, smagte min mund stadig mærkeligt og harskt.

Jeg konkluderer:  Hemp-håndcreme er på ingen måde velegnet som erstatning for tandpasta. Til gengæld  har jeg nok nu Danmarks mest velfugtede og bløde gummer.

Kh Julie

Hemp håndcream

Skat, vi skal have våbenskab

For snart to uger siden skete der noget helt vildt: jeg bestod Naturstyrelsen jagtprøve og kan nu kalde mig jæger. Jeg har fået lov at arve min morfars gamle haglgevær, så i går måtte jeg ud med våbenet for at få det renset, ordnet og tilpasset mig – og naturligvis finde mig et våbenskab.

Turen gik til Jagtuniverset i Glostrup, hvor jeg blev mødt af de sødeste ekspedienter, som straks tjekkede geværet efter og begyndte at måle mig op.

Heldigvis var geværet i relativ fin stand, men noget skulle der altså lave. Det var i hvert fald åbenlyst at skæftet skulle afkortes. Ekspedienten målte og målte, og så kaldte han på en kollega, som også lige måtte måle efter. Deres konklusion: ”Ja, den er god nok! Du har altså ret korte arme!” Ikke at det var den helt store overraskelse, at min krop nærmere lignede en hobbitkrop end Heidi Klum.

De gav mig et meget rimeligt tilbud, men sammen med våbenskabet skulle jeg slippe omkring 6500 kroner. Av. Note: hermed havregryn resten af måneden. Og næste måned!

Da jeg endelig havde fået købt skabet og er på vej af sted, fik sælgeren fortalt mig, at jeg ikke kan have det i min kælder, som jeg havde tænkt mig, men at det skal stå i min lejlighed og pynte. Super. Det er jo ikke særlig stort og grimt og klodset…

Nå, men da jeg så kørte hjem, kom jeg til at tænke: en ting var, at jeg rent faktisk skulle bruge det ti at have mit våben stående i det, men hvordan ville min kæreste egentlig have det med det med at have et stort, grimt monstrum stående?

Hvordan er det lige, at man som pige nonchalant får serveret beskeden: ”Hej skat, vi skal have et stort grimt skab op i vores lejlighed til mine våben. PS. Det skal boltes fast i den væg du spartlede så pænt!”? Giver man en buket blomster med, ligesom mænd plejer at gøre? Og i så fald, hvilken slags vælger man, så man undgår at signalere ”Det er mig, der er den mest maskuline i vores hjem nu!”?

Måske chokolade var bedre? Uanset hvad sad jeg og ærgrede mig over, at jeg allerede en gang havde brugt: ”Jamen, dine højtaler er grimme og fylder altså helt vildt meget!” Note til alle kvinder: brug den først, når du er sikker på, at du kommer hjem med det grimmeste og største du nogensinde ved du kommer hjem med. Jeg spillede mit kort for tidligt.

Heldigvis behøvede jeg hverken blomster, chokolade eller andet – han tog det faktisk som en mand.

Så våbenskabet kommer altså til at være der – når først jeg har fundet ud af, hvordan vi bakser de små 90 kg stål op på 3.sal…

Kan I ha’ det godt derude?

– Julie