En spejderleder på hyttetur

Jeg er netop væltet omkuld efter et langt karbad. For lidt mindre end to timer siden kom jeg hjem fra min allerførste hyttetur med to 1.g-klasser. Og hold nu op, hvor har det været sjovt! Først og fremmest var jeg af sted med tre rigtig sjove og søde kolleger ,og derudover var jeg sammen med to klasser, der opførte sig intet mindre end eksemplarisk.

Hytteturen foregik i en stor spejderhytte og jeg må indrømme: af og til kunne spejderen i mig altså ikke helt holdes inde. Men man skal jo selvfølgelig også bruge sine spejderkompetencer af og til.

Jeg brugte dem for alvor for første gang, da der skulle til at laves bål. Eller rettere samle brænde og snobrødspinde. Det hold, der skulle samle brænde, samlede omtrent fem våde træstykker samt et ukendt antal pinde til snobrød. De mente de var færdige.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor længe de regnede med at holde bål. De mente det skulle være det meste af natten. De troede ikke rigtig på mig, da jeg mente at det allerhøjest ville holde en time.

Nå, men efter en hurtig indføring og snak om småstykker til optænding og brændemængder endte jeg med at sige: ”Vi skal jo lave et stort bål!”

Den opfordring endte de her friske, unge mennesker med at tage VIRKELIG bogstaveligt – for en halvtime senere, da jeg kom tilbage var der virkelig meget brænde (det meste dog stadig vådt), og der var både hele og halve træstammer samt et par enkelte rafter de havde fundet i spejderhyttens raftegård. Til ikke-spejderne: rafter er ting man pionerer med og genbruger.

Jeg måtte virkelig rose dem for deres engagement, mens jeg tog rafterne til side. Da jeg så kom tilbage igen efter knap 20 minutter, var de allerede gået i gang med at tænde bålet – på trods af at det først skulle tændes et par timer senere.

Det var dog ikke lykkedes dem – og de var lidt frustrerede: nu havde de jo en masse brænde, men det ville bare ikke tænde, selvom de havde proppet knap to ruller toiletpapir på.

Vi kom hurtigt igennem elementær båltænding og jeg fik vist forklaret, at man starter småt og kommer mere på efterhånden. Ret tvært måtte de hive alt brændet fra igen. Dumme lærer.

Og jeg blev også lidt mere dum, da jeg måtte forklare to drenge, at de skulle stoppe med at løbe efter hinanden med hjemmelavede toiletpapirsfakler med ild i.

Eleverne kunne dog ikke nå, at være med, da bålet faktisk skulle tændes senere, da de var i gang med forskellige former for underholdning. Og jeg indrømmer: jeg var ret okay med det – for et eller andet sted havde jeg lidt præstationsangst ved tanken om at tænde bål med 60 elever bag mig.

Heldigvis fik jeg det tændt ret hurtig med lidt intensiv viften for ilden, så da eleverne kom lidt senere var der godt gang i det. En af de fyre, der havde kæmpet med toiletpapirsoptænding tidligere, kom hen til mig og spurgte om det var mig, der havde lavet det – ”Altså sådan helt selv? Uden hjælp? Seriøst? Syyyygt!”

Nå, men vi fik gennemgået de mest elementære ”træd ikke ind i bålet – ild er varmt” og ”pust ikke på din sidemand, hvis der går ild i ham/hende, etc.” -bålregler.

Det blev faktisk voldsomt hyggeligt og en af pigerne havde taget en guitar med. Jeg følte mig i grunden ret pædagogisk, og jeg sang med, og jeg syntes selv, at jeg udviste en fin entusiasme og overskud. Men med et forsvandt det hele, da hun stillede spørgsmålet: ”Nå, hvordan har vi det så med Wonderwall?” – og det fløj bare ud af mig: ”Anstrengt!”. Flot, Julie! Pædagogisk overskud = -10!

Åh, hvor jeg hader den. Det er en typisk ”jeg har lige lært at spille guitar og nu skal jeg smadre en sang”-sang. Heldigvis hørte de ikke helt, hvad jeg præcist havde sagt, og jeg fik den på en eller anden måde reddet og måtte pænt synge med på den (og have den i hovedet resten af natten). Ret skal så være ret – guitaristen sang og spillede meget dejligt, og hun spillede meget andet godt.

Derefter kom vi til et nyt højdepunkt ved bålet: snobrød. Normalt når man har en snobrødspind snitter man lige barken af og brænder den i ilden for at få de værste bakterier væk. Men inden jeg kunne nå at sige ”dej”, var de fleste allerede i gang med at klaske snobrød omkring pindene. Og jeg mener klaske – ikke sno, men klaske. Derefter var det på med brødene. Et lille fif: hvis man holder snobrød ind over gløder kan man styre det. Men hvad hvis man holder det over flammerne? Jo, så bliver det sort og brændt – og oftest går der ild i det. Følgende skete: mindst fire snobrød røg af pindene og diverse brød i brand. Et af dem tilhørte en pige, som rejste sig panisk og udbrød ”Hjælp, hjælp mit snobrød står i flammer!”, hvorefter hun viftede det rundt i panik for at slukke det. Jeg greb hendes pind og slukkede hendes dejfakkel på jorden og måtte tørt konstatere (dog med en vis empati), at hun nok ikke skulle spise det.

Når alt det her er sagt, så lykkedes det dem at holde et fint bål til langt ud på natten – og helt uden at der gik ild i nogen. Det var en fin bedrift, synes jeg. Og jeg troede egentlig, at jeg havde fået spejderlederen gemt lidt væk. Men i morges sprang hun så frem igen, da det kom til oprydningen.

For det første fik hun fire mennesker til at springe op af soveposerne med truslerne om vand, hvis der skulle kaldes mere end tre gange.

Derudover lærte hun dem vigtige livslektier. Jeg synes egentlig, at det er ganske foreneligt med lærerrollen – vi skal vel som lærere i gymnasiet lære dem noget om og forberede dem på den virkelig verden?

 

Livslektie 1: Intet i livet er gratis

Denne ene livlektie fik tre drenge at føle. De havde nemlig aldrig mødt tøjheksen. Tøjheksen er et fænomen, der florerer på vores lejre, hvor 40 menneskers ting ret hurtigt bliver til meget rod. Derfor bliver tøj og diverse ting der ligger og flyder samlet af en tøjheks, og man kan få det tilbage mod betaling.

Efter diverse påmindelser om at de skulle huske deres ting fra sovesalene, så der kunne blive ryddet, var der alligevel en dreng, da ikke havde gjort det. Jeg fandt frem til ham, og han fik sagt noget a la ”Ja ja, bare giv mig dem.” Jeg mente at det kostede fem englehop eller armbøjninger. Så begyndte han at grine. ”Haha, det mener du ikke! Mener du det? Ej, seriøst?” og så lavede han tre sjoskede hop på stedet. ”Så bare giv dem! Hvad? Ej, skal jeg virkelig lave dem? Du mener det?! Det er fjollet.” Det måtte jeg give ham ret i. Men altså – noget for noget! Sådan er det jo også i det virkelig liv, fik jeg grinet til ham, hvorefter han svarede ”Okay, men må jeg tage armbøjninerne på græsset?” Det fik han lov til. Man skal jo ikke være helt urimelig.

Derudover blev det til yderligere fem englehop for en anden på grund af en t-shirt samt 5 sprællemænd for en sovepose,som han selv foreslog at tage i stedet for armbøjninger eller englehop, da han havde knæskade og ikke kunne gå i knæ. Jeg roste ham naturligvis for hans konstruktive løsning.

 

Livslektie 2: Utak er verdenens løn

En anden af drengene var godt træt af at være blevet tvunget til at samle skodder op. Han var blevet taget i at smide dem på trods af de ikke måtte. Straffen: dem der bliver taget i at smide skodder, samler alle op. Derefter var han blevet sat til at vaske gulv. Og da jeg passerede ham, var han godt gal i skralden og han synes i hvert fald han skulle have en cola som tak. Jeg tog ham på skulderen og bød ham velkommen til den virkelige verden: ”Utak er verdenens løn – det kan du ligeså godt vænne dig til. Livet er dybt uretfærdigt.”. Han mente stadig han skulle have cola. ”Det kan du ikke få. Men jeg vil dog gerne alligevel have lov at rose dig,” sagde jeg ”jeg synes, at du har vasket det her gulv rigtig flot. Den ros er jo bedre end cola – den kan du jo gemme i dit hjerte og tage frem af og til!” Ja – jeg kunne altså ikke lade være med at tage den helt derud. Han svarede: ”Øv, jeg hader det der ros! Det er jo bare ord! Du kunne ligeså godt bare have givet mig to fingre skråt op!”.

 

Det blev til en længere smøre. Det korte af det lange: hold op det var en hyggelig tur! Jeg må dog konstatere: en gang spejder – altid spejder. Og det gør måske ikke så meget. For man er nok lidt mere crazy end de fleste andre. Men altså et gran af vanvid gør hjertet let – og måske livet lidt mere surt for eleverne!

 

Kan I ha’ det godt derude?

Elev-encounters

Jeg elsker at være lærer! Der er meget få ting jeg ikke kan lide ved det. Dog er der en ting, jeg ikke er sindssygt pjattet med: at møde mine elever uden for skolen.

Forstå mig ret: jeg holder meget af mine elever, og der er steder, hvor det ikke gør så meget at møde dem. Der er også bare steder, hvor man ikke har brug for at møde dem.

Her i sidste uge havde jeg mandag morgen min første time med mit nye hold i retorik. Mandag eftermiddag kl. 17.00 var jeg i noget nær minus tid, da jeg skulle til prøve på Emil fra Lønneberg, som jeg spiller med i.

Jeg havde lovet at købe et par øl med til efter prøven og tvungen af tidsnød gik jeg derfor i 7-eleven for at svinge en sixpack i tasken. Ved køledisken står jeg længe og overvejer, om det nu skal være guldøl eller classic. Jeg ender med at beslutte mig for classic – og heldigvis for det. For da jeg kommer op til kassen, ser ekspedienten bekendt ud – og sørme om et smørret grin ikke breder sig over hans ansigt. Og så slår det mig – jeg står og køber øl en mandag eftermiddag af en mine elever. En elev som kun har mødt mig en gang – nemlig tidligere samme dag på mit retorikhold. Fedt. Jeg trøster dog mig selv med, at jeg ikke valgte guldøllene. Jeg får købt min sixpack efter at have mumlet noget nær ”Sikke et godt indtryk jeg får gjort på dig, første dag vi mødes”.

Det er faktisk ikke den eneste gang, jeg denne dag blev mindet om at mødet med elever kan blive en pinlig affære. På selvsamme retorikhold samme morgen, var eleverne nemlig blevet bedt om at præsentere sig selv for hinanden.

Lad mig være ærlig: 25 fremlæggelser senere var jeg måske et lidt andet sted mentalt, men jeg fik opfanget noget a la: ”Jeg var på Roskilde i år – det var meganice! Og jeg har i øvrigt en historie med Julie”. Det gibbede i mig: Shit – har han set mig på Roskilde? Mødte han mig den dag, jeg drak rom i stedet for aftensmad? Eller den dag jeg forgreb mig på en flaske portvin? Har han set mig danse upassende?

Det viste sig – heldigvis – at han bare ikke var så god til at holde pause. Roskilde havde intet mig at gøre – han ville bare fortælle at han kendte mig, fordi han allerede havde haft mig i forvejen i oldtidskundskab. Jeg drog et lettelsens suk.

Det er bare ikke kønt at se sin lærer på den måde, tænker jeg. Jeg har heldigvis kun oplevet at møde en elev i en brandert en gang – det var nytårsaften på, mit hår var fuld af glimmer og mit humør var højt, imens jeg gik ned ad Østerbrogade. Jeg fik kaldt hende et forkert navn – men det tog hun meget pænt.

Dog havde jeg en oplevelse i fredags, som gav mig en form for oprejsning på lærer-elevmødekontoen. Jeg var på vej hjem efter en prøve på Emil. Jeg havde ikke nået aftensmaden, og stak forbi 7-eleven. Klokken var lidt over midnat, jeg var træt og det skulle bare gå hurtigt. Til dyb irritation for mig er hele 7-eleven fuld af fulde gymnasieelever, der har været til introfest.

Jeg stod i køen og skiftedes til at blive råbt ind over og skubbet til. Jeg fandt mit virkeligt tålmodige jeg frem og prøvede at smile overbærende og fortælle ”at det gør skam ikke noget”, når piger på lidt for høje stiletter bumlede ind i mig.

Så hører jeg pludselig mit gymnasiums navn blive nævnt. En gruppe på en 10-12 elever begynder at råbe deres klasse og bogstav – og lige pludselig slår det mig: Dem skal jeg da undervise! Og så kan jeg love for, at jeg kom til at lytte med på, hvem der kyssede med hvem, hvem der havde kastet op og hvem der var lækker. De førte sig frem og købte Moët til 400 kroner flasken og de havde en fest. Inden i havde jeg det også.

Kære elever derude – jeg ved godt, at I synes det er skægt, at møde jeres lærere i situationer, hvor de måske er på en smule dybt vand. Det er det også. Men vid en ting – det går begge veje. Og næste gang I skal i 7-eleven for at købe Moët og baby bites i vilde mængder – så kig jer lige omkring og se om hende der den mærkelige dame står og lytter interesseret med – for vi lærere er overalt. Og vi er mindst ligeså nysgerrige som jer!

Læs også indlægget “Undværlige undervisningsøjeblikke”

Undværlige undervisningsøjeblikke

Jeg kan ligeså godt sige det: jeg elsker bare at undervise! Og især gymnasieelever – de er simpelthen for fede. Men det er ikke altid, at det går lige smertefrit. Jeg har samlet syv undervisningsøjeblikke, som jeg egentlig godt kunne have undværet.

1. Da jeg fandt ud af at arkitekturbegrebet abakus ikke kan sættes i bestemt ental. Citat: echinussen går direkte op i abakussen [abekussen].

2. Da jeg på vej til gymnasiet på cykel fik noget ret hårdt i øjet og ikke kunne få det ud på trods af øjenskylning, der inkluderede mascara løbende ned ad kinderne. Det resulterede i, at jeg måtte undervise med et lukket øje, som konstant løb i vand, før tingen endelig kom ud efter 45 minutter.

3. Da jeg fandt ud af at det faktisk ER muligt at svede uafbrudt i 90 minutter. Den første (og forhåbentlig sidste) gang jeg vågnede et kvarter før timens start, men alligevel nåede at komme til tiden.

4. Da jeg instruerede mine elever i at man ikke måtte have mad og drikke med på Glyptoteket og gav dem ret i at det var en dum regel, og at man sagtens kunne styre det. Hvorefter jeg åbnede en spruttende cola udover hele mit skab, taske, jakke og garderobegulvet.

5. Da jeg skulle illustrere bronzestøbning på tavlen og endte med at tegne, hvad der lignede en vagina og selv kom til at grine af det. Hvorefter jeg til den dødstille elevmængde fnisende udbrød “Jamen, kan I da ikke se det?!”. Det kunne de ikke.

6. Da jeg en sygdomsramt dag mistede mit temperament over for 3.g drenge, der stadig skød hinanden med elastikker, efter jeg tredje gang havde bedt dem om at lade være. *Hamren med hånd i bord* – “Hvis I ikke pakker dem væk nu, propper jeg dem ned i halsen på jer. Er I med?!”

7. Da jeg brugte min numse som tavlesvamp. Ufrivilligt.

 

Når jeg nu skriver, at jeg godt kunne have undværet de her øjeblikke, så er det nok egentlig kun delvist sandt. For det kan jo være okay at være lidt til grin – oftest mest bagefter. Og altså, man ville jo være en dårlig lærer, hvis man ikke kunne give sine elever noget at grine af…

– Julie