Munddiarrea

En blog der bare ikke kan tie stille

Tag: Mastodonterne

Ti ting der sker, når du lever i en teaterboble

I går havde vi endelig premiere på Emil fra Lønneberg. De sidste uger har jeg brugt hver eneste aften (og et par enkelte hele dage) i Hillerød sammen med alle mine dejlige teaterkammerater.

Jeg har spillet med hos Mastodonterne siden 2008, og jeg er efterhånden rimelig godt bekendt med de ting, der følger med et øve/spilleforløb.

Der er en del af mine kolleger og venner, der har spurgt mig, om det ikke er hårdt at skulle øve hver aften. Det korte svar er selvfølgelig: jo, det er det da.

Men på en eller anden måde, er det ikke helt svar nok. For jo, det er da hårdt, men det er også helt vildt intenst og fedt.

Når man går i gang med sådan et forløb må man bare indse og forlige sig med at ens verden ændrer sig for en periode. Man kommer ind i teaterboble, hvor ens grænser er nogle helt andre end udenfor. Det lyder måske lidt sært, så derfor har jeg nu samlet en lille liste på ti ting, der sker, når man er træder ind i teaterboblen.

Så hvis du aldrig har prøvet det før, har du her mulighed for at blive klogere på det. Hvis du allerede er et teatermenneske, kan du forhåbentlig nikke genkendende til det.

 

 

1. 7 timers søvn er lige pludselig helt vildt meget

Pludselig er det helt normalt at føle sig fuldstændig udhvilet efter 7 timer i sengen. For under et øve/spilleforløb er 7 timer en hel nats privilegeret søvn. Flere aftener har der lige været noget, der skulle kigges på, forberedes eller gøres – enten på teatret eller derhjemme – og pludselig er der kun små fem timer at sove i.

 

2. Måltider bliver et relativt fænomen

Måltider bliver ret så fleksible. Nogle dage når du kun ét rigtigt måltid – andre dage når du måske fem. Det er bestemt ikke det sundeste, men ikke desto mindre er det sandt. Lige pludselig er et enkelt æble et helt fint morgenmåltid – andre dage udgør det en glimrende middag. Og en opvarmet gryderet kl 23.30 er der heller ikke noget synderligt usædvanligt over.

 

3. Din hud går tilbage til teenagestadiet

I teaterverdenen er cake ikke noget du spiser – det er noget du propper i hovedet. Det er en rund æske med fast pudder, som du gør våd og kommer i ansigtet med en svamp. Og det dækker. Det dækker meget. Det skal jo omvendt også kunne holde til at du danser rundt på scenen badet i sved og projektørlys. Det er så svært at få af igen – og selv om du har renset af en gang, er du stadig ikke helt ren. Huden bliver vildt udtørret og porrerne bliver stoppet. Resultatet? En hud der får bumser og urenheder som en teenager.

 

4. Din taske bliver til din survival pack

Den sidste uge har jeg kun sovet hjemme hos mig selv to gange. Det lyder måske mere interessant end det egentlig er. Men du er aldrig helt sikker på om du kommer hjem i din egen seng – for hvis du nu kan spare en hel eller en halv times transport i forhold til hvor du skal være næste dag, virker det ret attraktivt at kunne sove lidt længere. Derfor fungerer venner og forældres sofaer, senge og lejligheder fint som attraktive overnatningssteder. Og dermed bliver din taske din survival pack. Min rummer i øjeblikket alt fra deodorant, tandbørste og ekstra undertøj til alle de bøger jeg underviser for tiden samt ting jeg skal bruge til stykket.

 

5. 60 mennesker – det er jo ingenting!

Her i sidste uge blev jeg spurgt, om jeg ville tage på introtur med en 1.g-klasse i næste uge. Jeg forklarede, at jeg lige skulle tjekke, om jeg havde spillefri – hvilket jeg havde og sagde ja. Min kollega spurgte så om jeg havde lyst til at være sammen med så mange mennesker, når jeg nu endelig havde en friaften. Jeg svarede noget i retningen af ”Ja, da – det er skam helt fint!”. Når man er sammen med lidt over 80 mennesker hver dag i meget tætte forhold – hvad er det så mod 60 ude i det fri?

 

6. Dit teater bliver dit arbejde og dit arbejde bliver din fritid

Du begynder at se teatret som dit rigtige arbejde. Dit normale job virker lige pludselig ret nemt og overskueligt – du skal jo bare gøre det du plejer. Bevares – du er selvfølgelig træt efter den manglende søvn, men ellers virker det som ingenting i forhold til alt det du skal til at præstere senere på dagen.

 

7. Du tænker ikke over hvad, hvor og hvornår du synger

Dette er måske et punkt, som mest gælder for musicalteater. Men du begynder at synge hele tiden og alle steder – og du tænker ikke over det. Alle forestillingens sange går du og smånynner, og du tjekker lige om du kan dine stemmer. Og du bliver overrasket, når folk kommenterer det – for det havde du ikke lige lagt mærke til. Under samme kategori hører også med, at du konstant kan starte på en sang eller replik fra stykket, hvis en af dem omkring dig siger noget, som for dig virker helt oplagt.

 

8. Du bliver en tidsudnyttelsesninja

Din tid er knap og vældig begrænset, når du er i gang med produktionen. Derfor bliver du nødt til at udnytte al den tid du kan. Transporttiden til teatret kan f.eks. bruges til at ringe til dem, du har brug for at få fat på eller samle op på dine mistede opkald. Mellem to scener kan du også godt nå ting – eksempelvis kan du ordne noget arbejde til dagen efter, læse lektier eller måske endda blogge (netop nu sidder jeg og venter på at maden mellem to forestillinger skal blive klar).

 

9. Folk ved hvordan dit tøj ser ud. Også dit undertøj.

Der er bare ikke plads eller tid til at være blufærdig, når man spiller teater. Principielt er der kønsopdelte omklædningsrum, men for at komme til spiserummet, skal man igennem herrernes omklædning. Og i direkte forlængelse af damernes omklædning er fællesopholdsrummet. Hvert omklædningsrum er desuden ret tæt, når der klædes om. Derudover er der lynskift og almindelige skift mellem scener – og der er bare ingen tid til at stå og prøve at dække sig til eller låse sig ude på toilettet. Heldigvis har jeg aldrig været særlig blufærdig.

Uanset hvad så når man i sådan et forløb på et tidspunkt til et stadie, hvor der er helt normalt at føre en samtale med folk imens man står halvnøgen.

 

10. Andres kropsvæsker bliver familiære (og ligeså gode som dine egne)

Alt foregår tæt på en produktion: omklædning, skuespil, backstagekor, dans – alles! Derfor går der ikke lang tid, før du ved, hvordan folk lugter, hvor meget de sveder, hvornår de sveder (det er så hele tiden). Du vil også opleve at blive spyttet på, når folk taler på scenen eller når de synger dig i nakken.

”Det er altså ikke mine trusser!” – et ægte trussemysterium

Her for et par dage siden sad jeg i Frederiksborgcentret, hvor jeg for tiden har prøver på Emil fra Lønneberg, som jeg spiller med i. Jeg sad og kiggede på en scene, da jeg stak hånden ned i min taske efter en håndcreme.

Jeg nåede aldrig at få fat i cremen, for i min rygsæks forreste rum lå et par lillabrune blonde trusser. Og jeg sværger – jeg har ALDRIG haft dem på. De er ikke min størrelse, det er ikke min farve – det er ikke mine trusser. Jeg fik vist et lidt underligt udtryk i ansigtet, for mine to (mandlige) sidemænd spurgte, hvad jeg havde gang i. Og det eneste jeg kunne svare var: ”Øhm, der ligger et par blondetrusser i min taske – og det er ikke mine.”

trusser

De famøse trusser

De var naturligvis helt flade af grin. Derefter spurgte den ene, om de var brugte. Det kunne jeg ikke få mig selv til at tjekke – det er jo ikke ligefrem superfedt at at hive et par trusser frem og flagre rundt med dem, når man sidder blandt små 60 andre mennesker i en hal. Men jeg er måske også lidt sart.

Først i går kunne jeg få mig selv til at lyne rummet op og tjekke. De var brugte. Fuck. Herefter fulgte en heftig håndvask af flere omgange.

Jeg kunne dog ikke få dem afsat til mine teaterkammerater (på trods af en heftig rundspørger). Jeg ved godt, at jeg bare kunne smide dem ud – men omvendt: hvor tit oplever man et ægte trussemysterium? Det slog mig: er jeg nu pludselig en trussetyv?

Ingen af Mastodonterne ønskede at melde sig som trusseløs, så egentlig havde min eftersøgning efter ejerkvinden ramt et dødpunkt. Indtil jeg for modtog dette billede via en Facebookbesked:

røde

De røde trusser som også savner sin ejer.

En af de andre spejderledere havde fundet et par knaldrøde blondetrusser i sin bagage fra vores nylige tur til spejderlejren, men mente at hun måske godt kunne mangle et par trusser, der lød som dem, jeg har. Med et blev jeg en ufrivillig perv, der modtager og sender billeder af trusser, der ikke er mine. Stærkt!

At trussesagen tog en denne nye drejning har virkelig rejst nogle spørgsmål hos mig: Hvem tager fine blondetrusser med på lejr? Hvem kan ikke kende forskel på tasker? Og har jeg virkelig gået rundt med brugte trusser i tre uger uden at opdage det? Jeg håbede inderligt, at de kun var fra i mandags. Det var det dog desværre ikke.

Jeg skulle netop til at poste dette blogindlæg, da jeg kiggede på trusserne en gang til. I et øjeblik blev jeg ramt af en snært af genkendelse. Kunne det være? Nej, det ville være for mærkelig – ville det ikke?

Et eller andet sagde mig, at de kunne tilhøre min veninde, som havde boet hos mig en uge i løbet af sommeren.

Jeg greb min telefon og sendte (for tredje gang) et billede af trusserne.

Besked

Den forløsende besked. Trussemysteriet et nu opklaret!

Ejerkvinden var fundet. Åh, så mange spørgsmål fylder nu mit hoved… Hvordan er de endt der? Vi boede sammen i en uge og har ikke set hinanden siden. Jeg er desuden næsten sikker på, at min rygsæk – til ære for lufthavnssecurity – var tom, da jeg tog den med til England. Og endnu mere – har vi fået et for tæt venindeforhold når vi dels kan genkende hinandens trusser og dels kan forvente at finde dem i hinandens tasker?

Jeg tror ikke jeg får svar foreløbig. Men i det mindste har jeg fået ro i sjælen og fået løst mit første (og forhåbentlig sidste) trussemysterium.

 

Her kan du læse mere om glemte ting i tasken og særligt om ting, jeg har fået smeltet eller delvist smeltet i mine tasker

© 2020 Munddiarrea

Tema af Anders NorenOp ↑