Du er godt klar over, at jeg betaler penge for at stå til rådighed for din datter, ikke?

Jeg er for tiden ved at lægge sidste hånd på planlægningen af min spejdergruppes sommerlejr her i år. Det bliver en helt vildt fed tur til et spejdercenter i England, som ligger lidt syd for London. Så naturligvis er der også en udflugt til byen. Lejren varer i ni dage og kommer til at koste – alt inklusivt – maksimalt 3800 kroner. Måske der endda kan skrabes lidt fra prisen. Det ved vi først efter lejren.

Nå, men jeg har her til eftermiddag/aften endnu engang siddet og puslet med program og planlagt forældremøde med min medspejderleder som også er min mor, og som også planlægger lejren.

Netop nu er der så tikket en besked ind fra en irriteret spejdermor, som synes, at lejren er urimelig dyr, og som er gal over, at hun skal bruge penge, som hun hellere ville bruge på sin sommerferie på en (hun siger det ikke, men lad mig sige det for hende: en åndssvag(!)) spejderlejr. Hun føler, at vi altså bør blive inden for landets grænser. Det er, ifølge hende, simpelthen unødvendigt at rejse til udlandet, hvis man alligevel bare skal være på spejderlejr. Hun synes ikke det kan være rigtigt, at nogle kan blive udelukket fordi det er for dyrt (hvilket dog aldrig ville blive tilfældet).

Nu er det jo sådan, at man skal være pædagogisk og forstående, når man svarer officielt på sådanne mails. Sagen er, at lige i dag, hvor jeg bruger hele min eftermiddag og aften (altså min fritid)på at planlægge en lejr for 40 mennesker, er jeg samtidig ramt af et større søvnunderskud og blevet yderligere bidt af det vrede PMS-monster. Min tålmodighed? Cirka lig -20.

Det fornuftige, overbærende menneske og spejderleder blev naturligvis nødt til at forfatte et meget forstående svar a la: ”Det er dejligt, at du har valgt at prioritere dine midler, så at din datter får nogle gode oplevelser med sine veninder. Vi skal nok se på det. Det er jo sjældent vi tager af sted på udenlandstur, og så koster det jo lidt ekstra. Vi beklager, hvis det kom som en overraskelse. Men som tidligere nævnt er det jo muligt at søge tilskud – vi vil gerne søge diverse fonde på pigernes vegne, hvis der er problemer. Lad os lige vende tingene på forældremødet i morgen. Mange hilsner og velmødt…”

 

Nu er det bare sådan, at her på bloggen behøver man ikke være pæn. Derfor får I mit indre PMS-monsters møgkællingesvar.

 

”Jeg kan godt se, at det er ærgerligt, at der må penge fra din sommerferietur til din datters lejr. Men for søren – det her har jo været meldt ud i mere end et år. Hvorfra din forbavselse over prisen stammer – det undrer mig. Men den kan jo selvfølgelig være glippet – det har nemlig også kun stået i ca. 4 mails og været udmeldt til juleafslutningen, hvor I forældre i øvrigt var inviterede. Men der kunne du måske ikke komme? Det er i de samme mails, vi har informeret om, hvordan vi glædelig bruger vores tid på at søge tilskud til din pige, hvis det er for dyrt.

Siden du forarges så meget over beløbet og ikke forstår hvorfor turen ikke ligeså godt kunne foregå i Lemvig som i London, skal jeg med glæde udspecificere, hvad din datter får for de 3800 spir:

Fly tur/retur til England

Kost og logi i ni dage

Aktiviteter fra morgen til aften

To udflugter til London

Al transport betalt

Mulighed for at træne sit engelske

Netværk og bekendtskaber fra hele verden

Minder som hun vil huske resten livet

En hel uge uden mobiler, computer og sociale medier, men som derimod er fyldt med nærvær og andre mennesker.

Mulighed for at prøve sig selv af i en gruppe af mennesker, der har lyst til at være med til at udvikle sigt til sit fulde potentiale.

Livsglæde

Og nå ja, nok også et par blåmærker, vabler og en velbehagelig udmattethed

 

For at du ikke skal føle dig helt taget ved næsen, vil jeg gerne sige, at de små 100-200 timer vi to ledere har lagt i at planlægge lejren, får du gratis med. Vi skal ikke have noget for det. Tværtimod har vi valgt at tage en uges ferie fra vores arbejde – som vi kunne have valgt at bruge med vores familie, men som vi synes er godt brugt sammen med en masse fede mennesker – blandt andet din datter. I øvrigt – vi betaler ikke kun vores ferie: vi betaler faktisk også for at deltage i lejren og stå til rådighed for din datter og alle de andre piger, hvad end de har hjemve, skal have hjælp eller bare er på lejren.

 

Misforstå mig ikke – din datter er alletiders! Men hvis jeg kan slippe for at besvare dine mavesure bebrejdelser, så må du da gerne holde hende hjemme for min skyld.

 

Men hun kan selvfølgelig også få andre udendørsoplevelser – var det noget med en fodboldskole i Jylland weekenden over – kun 2900 – dog eksklusiv transport, mad og indkvartering. Og du skal i øvrigt selv tage med og betale et mindre beløb for det – der er nemlig ikke voksne bare lige sådan til rådighed! Du får dog et par gode sæt strømper med og en drikkedunk til jer begge, hvis det var noget. Bitterfissehilsner og alt det der….”

 

Jeg beklager, hvis jeg har lydt lidt (okay, MEGET) bitter. Men hold nu op, hvor kan jeg blive træt af, at det af og til er nemmere at sætte sig til tastaturet og brokke sig end at læse informationerne i første (eller bare fjerde omgang). Det er ligesom om der er en forældretendens for tiden der hedder: ”I skal gøre som jeg vil. Jeg ved bedst!” – en krævementalitet uden lige.

 

Når alt det her ovenstående er skrevet, bliver jeg nødt til at sige, at denne holdning på ingen måde repræsenterer min spejdergruppe. Derimod tilhører dette udbrud en relativt brugt, hormonel og udkørt spejderleder, der nu har brugt de sidste timer på at få styr på kompleks lejrlogistik.

 

Kære spejdermor, jeg er sikker på at du er god nok på bunden. Men kunne du næste gang ikke prøve med lidt mindre bebrejdelser og lidt mere forståelse? Så prøver jeg at finde mit overskud frem.

 

Og kære læser (hvis du er noget helt her til), jeg lover at mit næste indlæg bliver både mere positivt og mindre bittert.

 

Kh Julie

 

 

 

 

Skat, vi skal have våbenskab

For snart to uger siden skete der noget helt vildt: jeg bestod Naturstyrelsen jagtprøve og kan nu kalde mig jæger. Jeg har fået lov at arve min morfars gamle haglgevær, så i går måtte jeg ud med våbenet for at få det renset, ordnet og tilpasset mig – og naturligvis finde mig et våbenskab.

Turen gik til Jagtuniverset i Glostrup, hvor jeg blev mødt af de sødeste ekspedienter, som straks tjekkede geværet efter og begyndte at måle mig op.

Heldigvis var geværet i relativ fin stand, men noget skulle der altså lave. Det var i hvert fald åbenlyst at skæftet skulle afkortes. Ekspedienten målte og målte, og så kaldte han på en kollega, som også lige måtte måle efter. Deres konklusion: ”Ja, den er god nok! Du har altså ret korte arme!” Ikke at det var den helt store overraskelse, at min krop nærmere lignede en hobbitkrop end Heidi Klum.

De gav mig et meget rimeligt tilbud, men sammen med våbenskabet skulle jeg slippe omkring 6500 kroner. Av. Note: hermed havregryn resten af måneden. Og næste måned!

Da jeg endelig havde fået købt skabet og er på vej af sted, fik sælgeren fortalt mig, at jeg ikke kan have det i min kælder, som jeg havde tænkt mig, men at det skal stå i min lejlighed og pynte. Super. Det er jo ikke særlig stort og grimt og klodset…

Nå, men da jeg så kørte hjem, kom jeg til at tænke: en ting var, at jeg rent faktisk skulle bruge det ti at have mit våben stående i det, men hvordan ville min kæreste egentlig have det med det med at have et stort, grimt monstrum stående?

Hvordan er det lige, at man som pige nonchalant får serveret beskeden: ”Hej skat, vi skal have et stort grimt skab op i vores lejlighed til mine våben. PS. Det skal boltes fast i den væg du spartlede så pænt!”? Giver man en buket blomster med, ligesom mænd plejer at gøre? Og i så fald, hvilken slags vælger man, så man undgår at signalere ”Det er mig, der er den mest maskuline i vores hjem nu!”?

Måske chokolade var bedre? Uanset hvad sad jeg og ærgrede mig over, at jeg allerede en gang havde brugt: ”Jamen, dine højtaler er grimme og fylder altså helt vildt meget!” Note til alle kvinder: brug den først, når du er sikker på, at du kommer hjem med det grimmeste og største du nogensinde ved du kommer hjem med. Jeg spillede mit kort for tidligt.

Heldigvis behøvede jeg hverken blomster, chokolade eller andet – han tog det faktisk som en mand.

Så våbenskabet kommer altså til at være der – når først jeg har fundet ud af, hvordan vi bakser de små 90 kg stål op på 3.sal…

Kan I ha’ det godt derude?

– Julie