Okay, jeg har måske snydt lidt med det her indlæg. For det blev faktisk skrevet i weekenden, da jeg var på vej hjem fra en sommerhustur på Falster. I toget mødte jeg to personer som simpelthen bare inspirerede mig til at skrive og det her er hvad det blev til:

Jeg nærmer mig Næstved station. Solen stråler ind i kupeen. Som toget ruller ind på perronen vågner jeg fra min halve søvn. Ind stiger to unge fyre. De begynder at tale. Hurtigt om hvor gamle de er. Den ene mener at han er oldgammel – han fylder 27 til sommer. Den anden mener han er ret ung – han er ikke blevet 20 endnu.

Deres første samtale omhandler at komme til København – de er lidt i tvivl om tog og ruter. Jeg bryder ind og fortæller den hurtigste vej. De bliver lidt akavede ved tanken om at jeg lytter. De takker, men lytter alligevel ikke rigtigt til det.

De snakker videre – de skal på polterabend. De skal i hvert fald nå at få gommen til at gå ned af strøggaden i et mærkeligt kostume. Det kunne være fedt, hvis han kunne bade nøgen i storkespringvandet. Dog nok ikke sandsynligt. Jeg tænker mit: at det kan man sagtens! Det klarede jeg selv i en mellemfin brandert med min studenterhue på hovedet.

Derefter snakker de om at gommen ikke er så meget for en stripper. Men han skal blive klogere skal han. Strippere er sagen. Dem kan man godt hyre. Men er der overhovedet stripklubber i København, hvis man er spontan? Jo, det må der være. Den ældre har en enkelt gang været i byen i København. Og så blev han nødt til at gå hjem gennem Ihstagade. Det var totalt crazy med alle de der damer der hiver i en. Men der så han altså en stripklub, mener han.

Hvor skulle pigernes polterabend egentlig hen? De ender vist i Slagelse. Det var de vist lidt ærgerlige over at have planlagt, når nu drengene skulle til København. Men det er nok meget godt at de ikke skal samme sted hen. Man skal nyde sin sidste aften i friheden. Og der skal jo nok være nok damer i København. Men de må ikke være tykke! Den unge var engang blevet skæv og havde fundet sammen med en tyk pige. Det var sgu sådan lidt pinligt. Men altså meget rart på trods af at hun var tyk – for det var jo bedre end intet. Og de tykke piger skal jo også have lidt. Det kan man blive nødt til at give dem (hvor barmhjertigt!). Men altså man skal altså helst kunne løfte en pige – ellers kan man ikke have sex. Sådan er det. De bliver enige om at det nok var meget godt, at han var lidt skæv, så han ikke kunne huske så meget af sin oplevelse med den tykke pige. De må dog udskyde deres overvejelser – damerne må man jo se på når man kommer til København.

Gad vide om København egentlig også har poolborde? Et slag pool kunne nemlig være meget godt. Uanset hvad de har, så er det helt vildt at skulle i byen der. Men man kan altså dø ret let der, ved den ældre. Det er nemlig også lidt småfarligt at gå i byen i København.

Men så længe man ikke sulter, så går det nok. Mon ikke København har et sted med en buffet? Det ville være et godt sted at spise. Så længe det ikke er sushi. Det er nemlig mærkeligt at skulle tygge på tang. Og man bliver ikke rigtig mæt. Det kan man altså ikke blive af sådan noget småt noget. Nej, en bøf – det er altså det man skal have for at blive mæt.

Men det er en lidt svær rute, de er valgt og de skal møde en i Roskilde. Hvordan fungerer det der rejsekort egentlig? Det undrer den unge. Skal man checke ud, når man når Roskilde? Ja det skal man! Det har den ældre i hvert fald styr på. Og så checke ind igen. Men man kan godt snyde systemet – det ved han også! Man kan nemlig bare lade være med at checke ud undervejs, men kun checke ind når man kommer et nyt sted og så først tjekke ud når man når endemålet. Så har man snydt lidt og sparet nogle penge. Det ved han bestemt. Og det er jo meget fedt. Jeg nænner ikke at sige, at de så bare bruger systemet rigtigt. For den stolthed og visdom – den skal man ikke skyde i sænk.

Nu drejes samtalen ind på gårsdagens manglende bytur – det havde sgu været fedt, men det er jo også nedern hvis man skal tidligt op og have det dårligt. Og selvom en aften i Slagelse bare ville have været for fedt, så gør det ikke så meget. For så fik han lige ordnet Line. Og det var også meget fedt. Hun er sgu meget sød hende Line. Men den bytur havde altså stadig været fed – for de har fået nogle nye sourshots med colasmag. Dem har den ældre ikke prøvet, men han gad godt. Til gengæld er han glad for nogle af de der blå nogle. Dem kan den unge også godt lide. Det kan være de kan få dem i aften.

Snakken falder nu på yndlingsholdet F.C. Barcelona. Det er de glade for. Den ældre har faktisk været inde og se en live fodboldkamp engang. Det vinder han lige lidt respekt på. Det var ret vildt – det var faktisk også i København, forklarer han.

Toget ruller ind på Køge og jeg stiger ud for skifte til et s-tog for at komme til det sagnomspundne København – og jeg sparer en halv time i forhold til drengenes rute.

Da jeg rejser mig får jeg endelig et bedre glimt af dem. Den ældre sidder med sin næsten moderigtige frisure og en mørk jakke. Den unge er bare klippet. Til gengæld har han forsøgt at anlægge sig et skæg – egentlig ligner det mere en sølle samling af tynde kønshår i ansigtet.

Kære drenge – det undrer mig bestemt ikke, hvis I i morgen skulle vågne op med en meget fortrydelig tattoo, en dundrende hovedpine og enkelt kønssygdom eller to. For jeg tror faktisk København kommer til at æde jer råt…

– Julie