Ting, du ikke vidste kunne smelte

I går sad jeg og arbejdede med min kollega, som blev ret overrasket over min meget ordentlige systematisering og organisering af mapper. Jeg må indrømme, at jeg faktisk blev en smule stolt. For jeg er normalt et kæmpe rodehoved. Men mit arbejde som gymnasielærer kræver, at jeg er struktureret – så det er jeg altså. Der.  Men på alle andre områder er jeg nok mere kaotisk end ordentlig.

Kombinationen af en relativ overfladisk forståelse af orden samt en travl og proppet kalender har givet mig et særligt talent: jeg er blevet sindssygt god til at smelte og/eller opløse ting. Faktisk er det nok et talent jeg har haft siden jeg var lille. Min mor har altid været bange for at stikke hånden ned i min skoletaske af frygt for at finde et par klamme sager. Men når man har en ordentlig mor, er det begrænset, hvor meget man egentlig kan nå at smelte.

Men nu har jeg altså været flyttet hjemme fra i en del år efterhånden, og da den sidste periode har været særlig travl, har jeg måske glemt at tømme et par tasker… Normalt er jeg ikke helt så klam, men de sidste måneder har alligevel været ret hektiske.

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har virkelig fået udviklet et talent. Hermed en liste over fem forundelige ting jeg fornyligt har fået til at smelte:

  1. En kajkage, som jeg skulle have delt og spist med min veninde, da hun inviterede på kaffe. Jeg glemte, at jeg havde købt kagen og opdagede den først, da jeg skulle bruge den taske, jeg havde brugt den dag igen. Smeltetid: ca. 2 uger.
  2. En avocado, som jeg havde skåret over og skulle have spist til frokost på uni en tømmermandsramt dag. Kom i klemme mellem to bøger og landede nederst i tasken weekenden over. Smeltetid: ca. 3 dage.
  3. En chokoladeskildpadde jeg købte til en togtur, men som jeg glemte at spise. Jeg fandt den, da jeg stak hånden i lommen og opdagede den var klistret godt til. Smeltetid: 1 dag +/- sollys. Note: Der er ret meget cremefyld i en chokoladeskildpadde.
  4. En pose økogulerødder, som jeg havde lagt lidt fra hurtigt i min dybe vindueskarm i køkkenet i stedet for i køleskabet. Smeltetid: ca. 5 dage (virker bedst hvis posen er uåbnet)
  5. En (heldigvis) velindpakket rugbrødsmad med spegepølse, som jeg havde glemt i min spejderrygsæks låg efter en lejr. Havde åbenbart overset den, da jeg pakkede tasken ud. Smeltetid: ukendt. Den nåede nemlig ikke helt at smelte – mere bare at blive sådan usandsynlig klam.

 

Jeg har umiddelbart ikke lige tænkt mig at udføre flere biologiske eksperimenter foreløbigt. Men selvfølgelig, hvis nogen skulle have andre erfaringer eller ideer, hører jeg naturligvis gerne om det…

 

– Julie