En spejderleder på hyttetur

Jeg er netop væltet omkuld efter et langt karbad. For lidt mindre end to timer siden kom jeg hjem fra min allerførste hyttetur med to 1.g-klasser. Og hold nu op, hvor har det været sjovt! Først og fremmest var jeg af sted med tre rigtig sjove og søde kolleger ,og derudover var jeg sammen med to klasser, der opførte sig intet mindre end eksemplarisk.

Hytteturen foregik i en stor spejderhytte og jeg må indrømme: af og til kunne spejderen i mig altså ikke helt holdes inde. Men man skal jo selvfølgelig også bruge sine spejderkompetencer af og til.

Jeg brugte dem for alvor for første gang, da der skulle til at laves bål. Eller rettere samle brænde og snobrødspinde. Det hold, der skulle samle brænde, samlede omtrent fem våde træstykker samt et ukendt antal pinde til snobrød. De mente de var færdige.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor længe de regnede med at holde bål. De mente det skulle være det meste af natten. De troede ikke rigtig på mig, da jeg mente at det allerhøjest ville holde en time.

Nå, men efter en hurtig indføring og snak om småstykker til optænding og brændemængder endte jeg med at sige: ”Vi skal jo lave et stort bål!”

Den opfordring endte de her friske, unge mennesker med at tage VIRKELIG bogstaveligt – for en halvtime senere, da jeg kom tilbage var der virkelig meget brænde (det meste dog stadig vådt), og der var både hele og halve træstammer samt et par enkelte rafter de havde fundet i spejderhyttens raftegård. Til ikke-spejderne: rafter er ting man pionerer med og genbruger.

Jeg måtte virkelig rose dem for deres engagement, mens jeg tog rafterne til side. Da jeg så kom tilbage igen efter knap 20 minutter, var de allerede gået i gang med at tænde bålet – på trods af at det først skulle tændes et par timer senere.

Det var dog ikke lykkedes dem – og de var lidt frustrerede: nu havde de jo en masse brænde, men det ville bare ikke tænde, selvom de havde proppet knap to ruller toiletpapir på.

Vi kom hurtigt igennem elementær båltænding og jeg fik vist forklaret, at man starter småt og kommer mere på efterhånden. Ret tvært måtte de hive alt brændet fra igen. Dumme lærer.

Og jeg blev også lidt mere dum, da jeg måtte forklare to drenge, at de skulle stoppe med at løbe efter hinanden med hjemmelavede toiletpapirsfakler med ild i.

Eleverne kunne dog ikke nå, at være med, da bålet faktisk skulle tændes senere, da de var i gang med forskellige former for underholdning. Og jeg indrømmer: jeg var ret okay med det – for et eller andet sted havde jeg lidt præstationsangst ved tanken om at tænde bål med 60 elever bag mig.

Heldigvis fik jeg det tændt ret hurtig med lidt intensiv viften for ilden, så da eleverne kom lidt senere var der godt gang i det. En af de fyre, der havde kæmpet med toiletpapirsoptænding tidligere, kom hen til mig og spurgte om det var mig, der havde lavet det – ”Altså sådan helt selv? Uden hjælp? Seriøst? Syyyygt!”

Nå, men vi fik gennemgået de mest elementære ”træd ikke ind i bålet – ild er varmt” og ”pust ikke på din sidemand, hvis der går ild i ham/hende, etc.” -bålregler.

Det blev faktisk voldsomt hyggeligt og en af pigerne havde taget en guitar med. Jeg følte mig i grunden ret pædagogisk, og jeg sang med, og jeg syntes selv, at jeg udviste en fin entusiasme og overskud. Men med et forsvandt det hele, da hun stillede spørgsmålet: ”Nå, hvordan har vi det så med Wonderwall?” – og det fløj bare ud af mig: ”Anstrengt!”. Flot, Julie! Pædagogisk overskud = -10!

Åh, hvor jeg hader den. Det er en typisk ”jeg har lige lært at spille guitar og nu skal jeg smadre en sang”-sang. Heldigvis hørte de ikke helt, hvad jeg præcist havde sagt, og jeg fik den på en eller anden måde reddet og måtte pænt synge med på den (og have den i hovedet resten af natten). Ret skal så være ret – guitaristen sang og spillede meget dejligt, og hun spillede meget andet godt.

Derefter kom vi til et nyt højdepunkt ved bålet: snobrød. Normalt når man har en snobrødspind snitter man lige barken af og brænder den i ilden for at få de værste bakterier væk. Men inden jeg kunne nå at sige ”dej”, var de fleste allerede i gang med at klaske snobrød omkring pindene. Og jeg mener klaske – ikke sno, men klaske. Derefter var det på med brødene. Et lille fif: hvis man holder snobrød ind over gløder kan man styre det. Men hvad hvis man holder det over flammerne? Jo, så bliver det sort og brændt – og oftest går der ild i det. Følgende skete: mindst fire snobrød røg af pindene og diverse brød i brand. Et af dem tilhørte en pige, som rejste sig panisk og udbrød ”Hjælp, hjælp mit snobrød står i flammer!”, hvorefter hun viftede det rundt i panik for at slukke det. Jeg greb hendes pind og slukkede hendes dejfakkel på jorden og måtte tørt konstatere (dog med en vis empati), at hun nok ikke skulle spise det.

Når alt det her er sagt, så lykkedes det dem at holde et fint bål til langt ud på natten – og helt uden at der gik ild i nogen. Det var en fin bedrift, synes jeg. Og jeg troede egentlig, at jeg havde fået spejderlederen gemt lidt væk. Men i morges sprang hun så frem igen, da det kom til oprydningen.

For det første fik hun fire mennesker til at springe op af soveposerne med truslerne om vand, hvis der skulle kaldes mere end tre gange.

Derudover lærte hun dem vigtige livslektier. Jeg synes egentlig, at det er ganske foreneligt med lærerrollen – vi skal vel som lærere i gymnasiet lære dem noget om og forberede dem på den virkelig verden?

 

Livslektie 1: Intet i livet er gratis

Denne ene livlektie fik tre drenge at føle. De havde nemlig aldrig mødt tøjheksen. Tøjheksen er et fænomen, der florerer på vores lejre, hvor 40 menneskers ting ret hurtigt bliver til meget rod. Derfor bliver tøj og diverse ting der ligger og flyder samlet af en tøjheks, og man kan få det tilbage mod betaling.

Efter diverse påmindelser om at de skulle huske deres ting fra sovesalene, så der kunne blive ryddet, var der alligevel en dreng, da ikke havde gjort det. Jeg fandt frem til ham, og han fik sagt noget a la ”Ja ja, bare giv mig dem.” Jeg mente at det kostede fem englehop eller armbøjninger. Så begyndte han at grine. ”Haha, det mener du ikke! Mener du det? Ej, seriøst?” og så lavede han tre sjoskede hop på stedet. ”Så bare giv dem! Hvad? Ej, skal jeg virkelig lave dem? Du mener det?! Det er fjollet.” Det måtte jeg give ham ret i. Men altså – noget for noget! Sådan er det jo også i det virkelig liv, fik jeg grinet til ham, hvorefter han svarede ”Okay, men må jeg tage armbøjninerne på græsset?” Det fik han lov til. Man skal jo ikke være helt urimelig.

Derudover blev det til yderligere fem englehop for en anden på grund af en t-shirt samt 5 sprællemænd for en sovepose,som han selv foreslog at tage i stedet for armbøjninger eller englehop, da han havde knæskade og ikke kunne gå i knæ. Jeg roste ham naturligvis for hans konstruktive løsning.

 

Livslektie 2: Utak er verdenens løn

En anden af drengene var godt træt af at være blevet tvunget til at samle skodder op. Han var blevet taget i at smide dem på trods af de ikke måtte. Straffen: dem der bliver taget i at smide skodder, samler alle op. Derefter var han blevet sat til at vaske gulv. Og da jeg passerede ham, var han godt gal i skralden og han synes i hvert fald han skulle have en cola som tak. Jeg tog ham på skulderen og bød ham velkommen til den virkelige verden: ”Utak er verdenens løn – det kan du ligeså godt vænne dig til. Livet er dybt uretfærdigt.”. Han mente stadig han skulle have cola. ”Det kan du ikke få. Men jeg vil dog gerne alligevel have lov at rose dig,” sagde jeg ”jeg synes, at du har vasket det her gulv rigtig flot. Den ros er jo bedre end cola – den kan du jo gemme i dit hjerte og tage frem af og til!” Ja – jeg kunne altså ikke lade være med at tage den helt derud. Han svarede: ”Øv, jeg hader det der ros! Det er jo bare ord! Du kunne ligeså godt bare have givet mig to fingre skråt op!”.

 

Det blev til en længere smøre. Det korte af det lange: hold op det var en hyggelig tur! Jeg må dog konstatere: en gang spejder – altid spejder. Og det gør måske ikke så meget. For man er nok lidt mere crazy end de fleste andre. Men altså et gran af vanvid gør hjertet let – og måske livet lidt mere surt for eleverne!

 

Kan I ha’ det godt derude?

Du er godt klar over, at jeg betaler penge for at stå til rådighed for din datter, ikke?

Jeg er for tiden ved at lægge sidste hånd på planlægningen af min spejdergruppes sommerlejr her i år. Det bliver en helt vildt fed tur til et spejdercenter i England, som ligger lidt syd for London. Så naturligvis er der også en udflugt til byen. Lejren varer i ni dage og kommer til at koste – alt inklusivt – maksimalt 3800 kroner. Måske der endda kan skrabes lidt fra prisen. Det ved vi først efter lejren.

Nå, men jeg har her til eftermiddag/aften endnu engang siddet og puslet med program og planlagt forældremøde med min medspejderleder som også er min mor, og som også planlægger lejren.

Netop nu er der så tikket en besked ind fra en irriteret spejdermor, som synes, at lejren er urimelig dyr, og som er gal over, at hun skal bruge penge, som hun hellere ville bruge på sin sommerferie på en (hun siger det ikke, men lad mig sige det for hende: en åndssvag(!)) spejderlejr. Hun føler, at vi altså bør blive inden for landets grænser. Det er, ifølge hende, simpelthen unødvendigt at rejse til udlandet, hvis man alligevel bare skal være på spejderlejr. Hun synes ikke det kan være rigtigt, at nogle kan blive udelukket fordi det er for dyrt (hvilket dog aldrig ville blive tilfældet).

Nu er det jo sådan, at man skal være pædagogisk og forstående, når man svarer officielt på sådanne mails. Sagen er, at lige i dag, hvor jeg bruger hele min eftermiddag og aften (altså min fritid)på at planlægge en lejr for 40 mennesker, er jeg samtidig ramt af et større søvnunderskud og blevet yderligere bidt af det vrede PMS-monster. Min tålmodighed? Cirka lig -20.

Det fornuftige, overbærende menneske og spejderleder blev naturligvis nødt til at forfatte et meget forstående svar a la: ”Det er dejligt, at du har valgt at prioritere dine midler, så at din datter får nogle gode oplevelser med sine veninder. Vi skal nok se på det. Det er jo sjældent vi tager af sted på udenlandstur, og så koster det jo lidt ekstra. Vi beklager, hvis det kom som en overraskelse. Men som tidligere nævnt er det jo muligt at søge tilskud – vi vil gerne søge diverse fonde på pigernes vegne, hvis der er problemer. Lad os lige vende tingene på forældremødet i morgen. Mange hilsner og velmødt…”

 

Nu er det bare sådan, at her på bloggen behøver man ikke være pæn. Derfor får I mit indre PMS-monsters møgkællingesvar.

 

”Jeg kan godt se, at det er ærgerligt, at der må penge fra din sommerferietur til din datters lejr. Men for søren – det her har jo været meldt ud i mere end et år. Hvorfra din forbavselse over prisen stammer – det undrer mig. Men den kan jo selvfølgelig være glippet – det har nemlig også kun stået i ca. 4 mails og været udmeldt til juleafslutningen, hvor I forældre i øvrigt var inviterede. Men der kunne du måske ikke komme? Det er i de samme mails, vi har informeret om, hvordan vi glædelig bruger vores tid på at søge tilskud til din pige, hvis det er for dyrt.

Siden du forarges så meget over beløbet og ikke forstår hvorfor turen ikke ligeså godt kunne foregå i Lemvig som i London, skal jeg med glæde udspecificere, hvad din datter får for de 3800 spir:

Fly tur/retur til England

Kost og logi i ni dage

Aktiviteter fra morgen til aften

To udflugter til London

Al transport betalt

Mulighed for at træne sit engelske

Netværk og bekendtskaber fra hele verden

Minder som hun vil huske resten livet

En hel uge uden mobiler, computer og sociale medier, men som derimod er fyldt med nærvær og andre mennesker.

Mulighed for at prøve sig selv af i en gruppe af mennesker, der har lyst til at være med til at udvikle sigt til sit fulde potentiale.

Livsglæde

Og nå ja, nok også et par blåmærker, vabler og en velbehagelig udmattethed

 

For at du ikke skal føle dig helt taget ved næsen, vil jeg gerne sige, at de små 100-200 timer vi to ledere har lagt i at planlægge lejren, får du gratis med. Vi skal ikke have noget for det. Tværtimod har vi valgt at tage en uges ferie fra vores arbejde – som vi kunne have valgt at bruge med vores familie, men som vi synes er godt brugt sammen med en masse fede mennesker – blandt andet din datter. I øvrigt – vi betaler ikke kun vores ferie: vi betaler faktisk også for at deltage i lejren og stå til rådighed for din datter og alle de andre piger, hvad end de har hjemve, skal have hjælp eller bare er på lejren.

 

Misforstå mig ikke – din datter er alletiders! Men hvis jeg kan slippe for at besvare dine mavesure bebrejdelser, så må du da gerne holde hende hjemme for min skyld.

 

Men hun kan selvfølgelig også få andre udendørsoplevelser – var det noget med en fodboldskole i Jylland weekenden over – kun 2900 – dog eksklusiv transport, mad og indkvartering. Og du skal i øvrigt selv tage med og betale et mindre beløb for det – der er nemlig ikke voksne bare lige sådan til rådighed! Du får dog et par gode sæt strømper med og en drikkedunk til jer begge, hvis det var noget. Bitterfissehilsner og alt det der….”

 

Jeg beklager, hvis jeg har lydt lidt (okay, MEGET) bitter. Men hold nu op, hvor kan jeg blive træt af, at det af og til er nemmere at sætte sig til tastaturet og brokke sig end at læse informationerne i første (eller bare fjerde omgang). Det er ligesom om der er en forældretendens for tiden der hedder: ”I skal gøre som jeg vil. Jeg ved bedst!” – en krævementalitet uden lige.

 

Når alt det her ovenstående er skrevet, bliver jeg nødt til at sige, at denne holdning på ingen måde repræsenterer min spejdergruppe. Derimod tilhører dette udbrud en relativt brugt, hormonel og udkørt spejderleder, der nu har brugt de sidste timer på at få styr på kompleks lejrlogistik.

 

Kære spejdermor, jeg er sikker på at du er god nok på bunden. Men kunne du næste gang ikke prøve med lidt mindre bebrejdelser og lidt mere forståelse? Så prøver jeg at finde mit overskud frem.

 

Og kære læser (hvis du er noget helt her til), jeg lover at mit næste indlæg bliver både mere positivt og mindre bittert.

 

Kh Julie