Munddiarrea

En blog der bare ikke kan tie stille

Tag: Taskeguf

”Det er altså ikke mine trusser!” – et ægte trussemysterium

Her for et par dage siden sad jeg i Frederiksborgcentret, hvor jeg for tiden har prøver på Emil fra Lønneberg, som jeg spiller med i. Jeg sad og kiggede på en scene, da jeg stak hånden ned i min taske efter en håndcreme.

Jeg nåede aldrig at få fat i cremen, for i min rygsæks forreste rum lå et par lillabrune blonde trusser. Og jeg sværger – jeg har ALDRIG haft dem på. De er ikke min størrelse, det er ikke min farve – det er ikke mine trusser. Jeg fik vist et lidt underligt udtryk i ansigtet, for mine to (mandlige) sidemænd spurgte, hvad jeg havde gang i. Og det eneste jeg kunne svare var: ”Øhm, der ligger et par blondetrusser i min taske – og det er ikke mine.”

trusser

De famøse trusser

De var naturligvis helt flade af grin. Derefter spurgte den ene, om de var brugte. Det kunne jeg ikke få mig selv til at tjekke – det er jo ikke ligefrem superfedt at at hive et par trusser frem og flagre rundt med dem, når man sidder blandt små 60 andre mennesker i en hal. Men jeg er måske også lidt sart.

Først i går kunne jeg få mig selv til at lyne rummet op og tjekke. De var brugte. Fuck. Herefter fulgte en heftig håndvask af flere omgange.

Jeg kunne dog ikke få dem afsat til mine teaterkammerater (på trods af en heftig rundspørger). Jeg ved godt, at jeg bare kunne smide dem ud – men omvendt: hvor tit oplever man et ægte trussemysterium? Det slog mig: er jeg nu pludselig en trussetyv?

Ingen af Mastodonterne ønskede at melde sig som trusseløs, så egentlig havde min eftersøgning efter ejerkvinden ramt et dødpunkt. Indtil jeg for modtog dette billede via en Facebookbesked:

røde

De røde trusser som også savner sin ejer.

En af de andre spejderledere havde fundet et par knaldrøde blondetrusser i sin bagage fra vores nylige tur til spejderlejren, men mente at hun måske godt kunne mangle et par trusser, der lød som dem, jeg har. Med et blev jeg en ufrivillig perv, der modtager og sender billeder af trusser, der ikke er mine. Stærkt!

At trussesagen tog en denne nye drejning har virkelig rejst nogle spørgsmål hos mig: Hvem tager fine blondetrusser med på lejr? Hvem kan ikke kende forskel på tasker? Og har jeg virkelig gået rundt med brugte trusser i tre uger uden at opdage det? Jeg håbede inderligt, at de kun var fra i mandags. Det var det dog desværre ikke.

Jeg skulle netop til at poste dette blogindlæg, da jeg kiggede på trusserne en gang til. I et øjeblik blev jeg ramt af en snært af genkendelse. Kunne det være? Nej, det ville være for mærkelig – ville det ikke?

Et eller andet sagde mig, at de kunne tilhøre min veninde, som havde boet hos mig en uge i løbet af sommeren.

Jeg greb min telefon og sendte (for tredje gang) et billede af trusserne.

Besked

Den forløsende besked. Trussemysteriet et nu opklaret!

Ejerkvinden var fundet. Åh, så mange spørgsmål fylder nu mit hoved… Hvordan er de endt der? Vi boede sammen i en uge og har ikke set hinanden siden. Jeg er desuden næsten sikker på, at min rygsæk – til ære for lufthavnssecurity – var tom, da jeg tog den med til England. Og endnu mere – har vi fået et for tæt venindeforhold når vi dels kan genkende hinandens trusser og dels kan forvente at finde dem i hinandens tasker?

Jeg tror ikke jeg får svar foreløbig. Men i det mindste har jeg fået ro i sjælen og fået løst mit første (og forhåbentlig sidste) trussemysterium.

 

Her kan du læse mere om glemte ting i tasken og særligt om ting, jeg har fået smeltet eller delvist smeltet i mine tasker

Ting, du ikke vidste kunne smelte

I går sad jeg og arbejdede med min kollega, som blev ret overrasket over min meget ordentlige systematisering og organisering af mapper. Jeg må indrømme, at jeg faktisk blev en smule stolt. For jeg er normalt et kæmpe rodehoved. Men mit arbejde som gymnasielærer kræver, at jeg er struktureret – så det er jeg altså. Der.  Men på alle andre områder er jeg nok mere kaotisk end ordentlig.

Kombinationen af en relativ overfladisk forståelse af orden samt en travl og proppet kalender har givet mig et særligt talent: jeg er blevet sindssygt god til at smelte og/eller opløse ting. Faktisk er det nok et talent jeg har haft siden jeg var lille. Min mor har altid været bange for at stikke hånden ned i min skoletaske af frygt for at finde et par klamme sager. Men når man har en ordentlig mor, er det begrænset, hvor meget man egentlig kan nå at smelte.

Men nu har jeg altså været flyttet hjemme fra i en del år efterhånden, og da den sidste periode har været særlig travl, har jeg måske glemt at tømme et par tasker… Normalt er jeg ikke helt så klam, men de sidste måneder har alligevel været ret hektiske.

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har virkelig fået udviklet et talent. Hermed en liste over fem forundelige ting jeg fornyligt har fået til at smelte:

  1. En kajkage, som jeg skulle have delt og spist med min veninde, da hun inviterede på kaffe. Jeg glemte, at jeg havde købt kagen og opdagede den først, da jeg skulle bruge den taske, jeg havde brugt den dag igen. Smeltetid: ca. 2 uger.
  2. En avocado, som jeg havde skåret over og skulle have spist til frokost på uni en tømmermandsramt dag. Kom i klemme mellem to bøger og landede nederst i tasken weekenden over. Smeltetid: ca. 3 dage.
  3. En chokoladeskildpadde jeg købte til en togtur, men som jeg glemte at spise. Jeg fandt den, da jeg stak hånden i lommen og opdagede den var klistret godt til. Smeltetid: 1 dag +/- sollys. Note: Der er ret meget cremefyld i en chokoladeskildpadde.
  4. En pose økogulerødder, som jeg havde lagt lidt fra hurtigt i min dybe vindueskarm i køkkenet i stedet for i køleskabet. Smeltetid: ca. 5 dage (virker bedst hvis posen er uåbnet)
  5. En (heldigvis) velindpakket rugbrødsmad med spegepølse, som jeg havde glemt i min spejderrygsæks låg efter en lejr. Havde åbenbart overset den, da jeg pakkede tasken ud. Smeltetid: ukendt. Den nåede nemlig ikke helt at smelte – mere bare at blive sådan usandsynlig klam.

 

Jeg har umiddelbart ikke lige tænkt mig at udføre flere biologiske eksperimenter foreløbigt. Men selvfølgelig, hvis nogen skulle have andre erfaringer eller ideer, hører jeg naturligvis gerne om det…

 

– Julie

© 2020 Munddiarrea

Tema af Anders NorenOp ↑