Tillykke, det blev en vaskemaskine!

I går var en stor dag! Der fik jeg nemlig en vaskemaskine. De sidste fem år har den stået på andelsboligens fællesvaskeri på grund af reglerne i vores andelsforening. Men heldigvis læste jeg i generalforsamlingsreferatet, at man skal tilkalde opgangens VVS-mand, hvis man skal lukke for vandet i forbindelse med tilslutning af vaskemaskine – hermed besluttede jeg, at tilladelsen er givet!

Det er intet mindre end fantastisk for hold nu op, hvor jeg var hader at vaske på vaskeri. Fællesvaskeri står for alt, hvad jeg bare er super dårlig til: planlægning, struktur og at komme til tiden. For først skal man bestille tid, som aldrig passer særlig godt (hvordan i al verden skulle jeg vide, hvad jeg skal næste tirsdag klokken 17 en uge før?). Dernæst skal man nærmest være der på slaget – kommer man 10 minutter for sent, mister man tiden og så har den sure dame i stuen med garanti taget din tid (Ved hun bare, når det er mig der booker? Står hun på lur og venter?!).

Her kunne det velstrukturerede og planlagte menneske jo indskyde: ”Jamen, du må jo prioritere din vasketid! Så må du lægge dine aftaler uden om!”

Der bliver jeg bare nødt til at komme med et stort og rungende: ”NEJ!” Ikke om jeg gider skulle sige nej til dejlig aftale med en veninde, et spændende foredrag eller noget helt tredje for noget så dødssygt som at vaske mit beskidte tøj.

Men nu er den her! Min egen lille drømmemaskine. Bemærk: lille! I en gammel baghuslejlighed er plads til vaskemaskiner stort set lig nul. Så jeg startede ud med ganske umulige forudsætninger: ikke dybere end 45 cm og helst ikke bredere end 55 cm. Det lykkedes efter en milliard søgninger at finde en 44×59 (de sidste fem centimeter går fra toiletsidningspladsen, men det går heldigvis lige). Nå, men hu hej og af sted til Elgiganten med mig, som så skulle bestille den hjem. Derefter gik fem dage med spændt at vente på, at de ringede. Og det gjorde de så – i går!

Jeg havde i mellemtiden fået målt pladsen til slangerne og kunne så konstatere, at jeg nok måtte have lidt ekstra længde. Desværre blev jeg mødt at en ekspedient, der var lige dele uvidende og ugidelig. I stedet for ærligt at sige: ”Don’t know, don’t care” gav han mig de helt forkerte slanger med en entusiasme og et tempo, der mindede om en dødsdømt fanges gang til skafottet. I det mindste havde jeg da kunne sige fair nok, hvis han bare havde indrømmet, at han egentlig ikke gad hjælpe.

Måske var det der, da jeg stod med to fuldstændig forkerte slanger i forkerte mål, jeg måske en lille smule halvhøjt kom til at sige, at det kunne være fedt, hvis der var nogle voksne til stede. (Undskyld, ekspedient!)

Nå, men skidt pyt. Min far, som er med, får fundet frem til de rigtige ting, og hopper mod en kasse.

Udlevering går smertefrit, og vi kører gennem den tætte myldretidstrafik. Derefter parkerer han ved det brostensbelagte portstykke ved min opgang, hvor en dame sender os meget vrede ”I var lige ved at køre mig ned”-øjne. Sandheden er, at hun går i sine egne tanker og er ved at gå ind i vores bil, der triller (TRILLER!!) den anden vej. Men fint nok – hun får lov til at få den. Man skal huske at lade folk beholde deres nærdødsoplevelser – så har de også noget at snakke om.

Nå, men vi forsøger altså at bakse vaskemaskinen op på 3. sal. Min far mener, at han bare skal tage den selv. Jeg mener, at jeg skal hjælpe. Jeg går baglæns op, han går forlæns og bærer stadig det meste. Da jeg ender med at sidde på trappen – låst fast med vaskemaskinen over mine fødder, beslutter vi begge, at min far nok bare tager den resten af vejen.

Min jernstærke far får okset den de sidste to etager, men da jeg skal af sted for at øve teater, må jeg desværre forlade min lille baby fem timer.

Men omkring midnat blev den så endelig monteret – alt transportflamingo er pillet ud, bøsninger fjernet, vandslanger tilsluttet.

Jeg vågnede klokken otte i morges, som var det dagen efter juleaften, og jeg har nu brugt de sidste timer på at læse manualer og vente på at klokken bliver ti (det er jo helligdag), så jeg kan bruge den. Hvem havde vidst, at det nogensinde kunne være så spændende at skulle vaske tøj?

Så her til sidst: et trefoldigt leve for den ultimative frihed: at slippe for fællesvaskeriet! HURRA HURRA HURRA!