Undværlige undervisningsøjeblikke

Jeg kan ligeså godt sige det: jeg elsker bare at undervise! Og især gymnasieelever – de er simpelthen for fede. Men det er ikke altid, at det går lige smertefrit. Jeg har samlet syv undervisningsøjeblikke, som jeg egentlig godt kunne have undværet.

1. Da jeg fandt ud af at arkitekturbegrebet abakus ikke kan sættes i bestemt ental. Citat: echinussen går direkte op i abakussen [abekussen].

2. Da jeg på vej til gymnasiet på cykel fik noget ret hårdt i øjet og ikke kunne få det ud på trods af øjenskylning, der inkluderede mascara løbende ned ad kinderne. Det resulterede i, at jeg måtte undervise med et lukket øje, som konstant løb i vand, før tingen endelig kom ud efter 45 minutter.

3. Da jeg fandt ud af at det faktisk ER muligt at svede uafbrudt i 90 minutter. Den første (og forhåbentlig sidste) gang jeg vågnede et kvarter før timens start, men alligevel nåede at komme til tiden.

4. Da jeg instruerede mine elever i at man ikke måtte have mad og drikke med på Glyptoteket og gav dem ret i at det var en dum regel, og at man sagtens kunne styre det. Hvorefter jeg åbnede en spruttende cola udover hele mit skab, taske, jakke og garderobegulvet.

5. Da jeg skulle illustrere bronzestøbning på tavlen og endte med at tegne, hvad der lignede en vagina og selv kom til at grine af det. Hvorefter jeg til den dødstille elevmængde fnisende udbrød “Jamen, kan I da ikke se det?!”. Det kunne de ikke.

6. Da jeg en sygdomsramt dag mistede mit temperament over for 3.g drenge, der stadig skød hinanden med elastikker, efter jeg tredje gang havde bedt dem om at lade være. *Hamren med hånd i bord* – “Hvis I ikke pakker dem væk nu, propper jeg dem ned i halsen på jer. Er I med?!”

7. Da jeg brugte min numse som tavlesvamp. Ufrivilligt.

 

Når jeg nu skriver, at jeg godt kunne have undværet de her øjeblikke, så er det nok egentlig kun delvist sandt. For det kan jo være okay at være lidt til grin – oftest mest bagefter. Og altså, man ville jo være en dårlig lærer, hvis man ikke kunne give sine elever noget at grine af…

– Julie